onsdag den 27. april 2016

Dannelsen - skal den erstattes af vækst- og erhvervsvenlige kompetencer?

I mine fyrre år i uddannelsesområdet har jeg flere gange anvendt begrebet dannelse. Ofte med et tillægsord til præcision: almen dannelse, humanistisk dannelse, klassisk dannelse, encyklopædisk dannelse, polyteknisk dannelse, akademisk dannelse, politisk dannelse, material dannelse, formal dannelse osv. Tillægsordene betegnede forestillinger om med hvilket indhold og i hvilken form dannelsen skulle vise sig hos de mennesker, der havde erhvervet den. Grue-Sørensen har nok ret, når han skriver, at " De afgørende kriterier på, at dannelse er til stede, er temmelig usikre og genstand for adskillig uenighed." (fodnote: K. Grue- Sørensen: Almen pædagogik En håndbog i de pædagogiske grundbegreber, Gjellerup. 1974 s. 40)

Forestiller man sig, at man kunne definere kriterierne og dernæst tilrettelægge en uddannelse, der resulterede i at eleverne besad denne dannelse, så ville der være tale om et totalitært samfund. Det er forøvrigt forsøgt fx under betegnelsen polyteknisk dannelse i DDR. Forsøgene kunne heldigvis ikke stoppe kritiske ånders søgen dannelse - også udenfor de definerede områder. Når jeg skriver 'heldigvis', så skyldes det, at jeg forestiller mig, at en dannet person netop formår at forholde sig kritisk til den herskende ideologi, kan sætte sig ud over de konventionelle tankesæt og evner at formulere egne kritiske refleksioner og ideer til alternativer.

Jeg ønsker at leve i et samfundsfællesskab med plads til mangfoldighed. I det samfund lader dannelsens mål sig ikke formulere entydigt (totalitært). Men fællesskab skal bygge på noget. Hidtil har vi i Danmark troet på, at en vis fællesmængde af viden om historie og kunst har knyttet os sammen. Den tro er åbenbart under forandring? I hvert fald nedprioriterer Venstre-regeringen (Moderniseringsstyrelsen) de fag i skole og gymnasium, som skulle bibringe eleverne en sådan viden.

Andre politiske retninger definerer disse fagområder som 'værdier' vi må kriges om. Hos Dansk Folkeparti er det 'danske' noget unikt for danskere, som kan føre deres slægter tilbage i flere led indenfor dansk territorium, og som i øvrigt er kristne på en særligt kulturkristen måde. Partiet er næppe alene om denne forestilling om danskhed - den rækker langt ind i andre partier og skaber dermed flertal for en selvtilstrækkelig og selvfed forestilling om landets rolle i globaliseringen, hvor næstekærlighed kun udstrækkes til 'danskere'.

Jeg har bidraget til skrifter om, at kultur er noget vi gør - noget der forhandles imellem os. Jeg opfatter også historie som noget vi både skabes af og selv skaber. Tilsvarende med kunsten. Skulle jeg formulere, hvad dannelse er, så er det væsentligt at mennesker skal have evne og vilje til at deltage i denne 'gøren' kultur, historie og kunst. Det er meget essentielt for mig, at 'gøren' skal ske miljø- og menneskevenligt.

Jeg kan ikke sige, hvilken eksakt historisk viden, hvilken bestemt kunstnerisk oplevelse eller præcist hvilket litterært værk, der vil gøre mennesker i stand til at leve i fordragelig sameksisten. Jeg tror, tvært imod at vi bliver bedre i stand til at 'gøre' fremtid sammen, hvis vi mødes i forståelse for at mangfoldighed er en rigdom.

Derfor har jeg været meget glad for den åndsfrihed, der prægede den danske uddannelsesverden mens jeg var embedsmand i den. Lærere forventedes at forvalte deres didaktiske refleksion således at de aktuelle elever blev mødt med det stof, der kunne fremme netop deres udvikling og med metodefriheden kunne lærerne vælge at gå præcist de veje deres elever ville få mest udbytte af. Lærere havde frihed under ansvar overfor målsætningens ord om "åndsfrihed og "demokrati".

Den tillid til lærerne erstattes pt i skole og gymnasium med 'målstyret læring' af det ministerielt definerede indhold - næsten som i DDR! Sjovt nok sker det i højrenationale og liberale ordflomme. Dannelse bliver nedgjort med tillægsordet 'traditionelt'. Så kan skole og gymnasium rettes mod vækst- og erhvervsvenlige kompetencer.


Som socialt orienteret individ står jeg lidt afmægtig tilbage. Jeg havde ikke en adresse i Moskva i 70'erne - jeg har heller ikke aktuelt nogen adresser, der kunne tænkes at udlevere dannelseskriterier. Når Thomas Aastrup Rømer i Informations kronik d. 27. april postulerer, at "venstrefløjen åbenbart er imod humanisme og oplysning", så mener jeg ikke det gælder mig. Jeg trivedes fint med de kulturradikale spor efter Den Blå Betænkning. I den var der højt nok til loftet til at holde dannelsestænkningen åben. Oplysning var et ufuldendt - men fortløbende projekt. Jeg tænker, at netop åbenhed er det fornemmeste kriterium for begrebet dannelse. Åbenhed i levet "åndsfrihed og demokrati". 

torsdag den 25. juni 2015

Jeg lever i en anden virkelighed end Sørine Gotfredsen og Dansk Folkeparti!

Sørine Gotfredsen definerer ’Mennesket’ for Dansk Folkeparti i bloggen ”De blå menneskelige værdier”. Mit menneskesyn og min virkelighedsopfattelse er helt forskellig fra hendes. Min opfattelse giver desuden plads til at vi kan være flere om at definere ’virkeligheden'. Det er en særlig kvalitet i et demokrati!

Jeg har studeret og forsket i videnskaben pædagogik, og jeg ved, at det er umuligt at udtale sig skråsikkert om menneskets natur. Studerer man menneskesynets historie, vil man finde alt fra at mennesket er født ondt og må tugtes (Luther) til at mennesket er født godt og må beskyttes fra samfundet (Rousseau). Der imellem findes mange positioner som fx at den nyfødte er en tom tavle, hvorpå der kan skrives hvad som helst.

Selv finder jeg følgende udsagn mest plausible: Menneskets natur er af en anden natur, nemlig den intersubjektive socialiserede natur. Allerede fra fødslen er menneskebarnet del af et socialt liv, hvor det kender sin mors stemme og meget hurtigt lærer at skelne hendes ansigt fra alle andres. Mennesket har ikke en natur. Mennesket tilegner sig sin menneskelige natur i sine sociale fællesskaber. Det menneskelige fællesskab har stor betydning for udviklingen af menneskets personlighed – som ikke er naturlig, men kulturlig.

Jeg er derfor voldsomt uenig med Gotfredsen, når hun skriver, at der ligger ”et dybt menneskesyn” bag Dansk Folkepartis restriktive indvandrerpolitik. Det er ikke dybt, men valgt efter forgodtbefindende. Det oplyses ikke, hvad der bringer Gotfredsen frem til hendes postulater om, at ”Menneskenaturen har dunkle sider”. Og videre at mennesket er grundet i sin kultur, religion og sit sprog.

I min virkelighed skaber vi mennesker sammen den kultur, den religion og det sprog, som vi er fælles om. Det er fænomener, der hviler i mellemmenneskelige fællesskaber, som vi både skabes af og selv bidrager til udvikling af. Kultur, religion og sprog er noget vi gør sammen.

Jeg skal ikke afgøre om mit menneskesyn er ’dybere’ end Gotfredsens. Det lader sig i sagens natur ikke undersøge. Man vil aldrig med nogen videnskabelig sikkerhed kunne sige, hvordan ’Mennesket’ ville udvikle sig udenfor kulturen. Menneske bliver man i sin menneskelige sammenhæng. Menneskets væsen er, som skrevet ovenfor, kulturlig, så det er ikke vanskeligt at forstå, at Gotfredsen ved, hvad menneskets natur er i Dansk Folkepartis kulturelle ramme.

Jeg vil hævde, at mit menneskesyn fører til mere positive forståelser af menneskelivet. I min forståelse er der plads til tro på, at mennesker kan indgå i mangeartede sociale rammer, og at det er muligt at skabe nye rammer for vores fælles liv. Det er et menneskesyn, der indebærer håb om udvikling i stadig mere menneskevenlig retning.

I mit fag tænkes ’Mennesket’ som et nysgerrigt lærende væsen, der aktivt undersøger sine omgivelser. Det gælder i særdeleshed nysgerrighed og aktivitet rettet imod, hvordan det kan gøre sig til et værdsat medlem af det fællesskab, som det blev født ind i. Det søger anerkendelse – og vokser med samme.

Voksne individer har, efter min opfattelse, ansvar for at udvikle mere anerkendende samfund end det restriktive samfund, som Gotfredsen beskriver. Ifølge hende må vi indrette samfundet ” så menneskenaturens dunkle sider inddæmmes”. Det nødvendiggør i hendes optik den konservative politik, som Dansk Folkeparti står for, fordi ’virkeligheden’ tilsiger det. Men vi får ikke løftet sløret for, hvis virkelighed, der tales om, blot at ”et menneske i den virkelige verden er … så grundet i sin givne virkelighed, at man i længden nedbryder et samfunds homogenitet ved at inddrage for mange med en helt anden kultur. Det handler om troen på, at mennesket hviler så dybt i kulturel, religiøs og sproglig identitet, at det er ansvarsløst trods mange års mislykket integration blot fortsat at dyrke mangfoldighedens ideologi.”

I min virkelighed er der mennesker med forskellige uddannelser, forskellige hudfarver, forskellige slægtshistorier, forskellig religiøsitet, forskellige politiske opfattelser. Vi er forskellige, men nogen ligner også. Vi er mange mødre, mange avislæsere, mange løbere, mange tegnere, mange ateister osv. Jeg føler mig ganske godt integreret i mit mangfoldige samfunds virkelighed. Selv om jeg er andengenerationsindvandrer i København.

Den danske kultur er ikke nu og var ikke tidligere en homogen størrelse. For fire slægtled siden var mine forfædre fattige vestjyske bønder. I de tre mellemliggende slægtled har mine forfædre bevæget sig gennem uddannelse og ansættelser i tjenestemandsstillinger. Hvad er egentlig min families virkelighed? Og hvor ligger den virkelighed? Ligger den i det fattige vestjyske bondesamfund eller i det østjyske selvstændige erhvervsliv? Og repræsenterer mit liv, siden min flytning fra Jylland i femårsalderen,”en anden kultur” som nedbryder nogens virkelighed?


Min pointe er, at det er ansvarsløst af politikere (og præster) at fremhæve forskelle, hvor de lige så godt kunne fremhæve ligheder. Forfatteren Amartya Sen omtaler den menneskelige diversitet som, at vi er forskelligt forskellige – og det menneskesyn er i overensstemmelse med den mangfoldige virkelighed, jeg ser. 

lørdag den 6. juni 2015

Andre verdener er tænkelige


Der er meget i den herskende verdensorden, som jeg kunne forestille mig anderledes. Det gælder den økonomiske fordeling af naturens rigdomme. Det gælder måder vi mennesker omgås på. Og, det gælder i særdeleshed de forestillinger vi kan skabe om fremtiden hver for sig og sammen. Det er store ændringer, jeg ønsker mig. Men når jeg så mindes om, at min egen mor var født uden valgret, så opmuntres jeg, for så kan megen forandring jo ske over en forholdsvis kort tid. Jeg er første generation i min families kvindeslægt, som er født med valgret. Det forpligter!


Jeg er et utålmodigt gemyt, så mange gange har jeg det svært med min overbevisning om, at samfundsforandring nødvendigvis må ske gennem demokratiske processer, dialoger og kompromisser, kompromisser, kompromisser … Det tager tid, men det er min overbevisning, at det er den fredeligste måde at skabe forandringer på. Ikke alene er jeg den første generation, der er født med valgret, jeg er også født som fredsbarn – først i maj 1945. Også det at være et fredsbarn forpligter!

Siden min pureste ungdom har jeg været optaget af, at vores vestlige livsform truer miljøet. Meget er blevet bedre siden da. Der sprøjtes ikke længere med DDT på markerne og vi omgås røntgenstråler forsigtigere fx. I min barndom kunne man se, hvordan nye sko passede til fødderne ved at stikke foden ind i et røntgenapparat!

Men der er stadig meget, der kunne være anderledes – og bedre. Verden kunne, uden fossile brandstoffers forurening og ændring af klodens klima, være ganske anderledes end den verden vi ser omkring os. Det er også muligt at forestille sig en verden reguleret af menneskeligt vedtagne principper frem for markedets stadige udkonkurrering af store folkegrupper.

Jeg føler mig forpligtet til at formulere mine tanker om en bedre verden. Jeg mener, at jeg må forsøge, i dialog med medmennesker, at skabe en verden, hvor adgangen til ren luft og rent vand og til jordens brødgivende muligheder, er ligeligt fordelt rettighed for alle mennesker. Jeg er af den inderlige overbevisning, at jo mere ligeligt vi fordeler jordens ressourcer jo mere fredeligt vil vi leve sammen – og jo rigere vil livet opleves af alle mennesker. Her tænker jeg ikke bare materielt men i særdeleshed kulturelt. I en sådan verden ville fredeligt samvær, kunstneriske udfoldelser, naturnydelse og gensidig forpligtelse på at udfordre hinanden socialt, filosofisk, empatisk og fysisk være central. Ingen mennesker skulle være henviste til håbet om et bedre liv hinsides det jordiske! Menneskene ville sammen forpligte sig på at skabe de bedst mulige vilkår her på jorden – og vi ville trøste hinanden i de sorgens stunder, som følger af vores fælles bevidsthed om vores egen og vores kæres dødelighed.

Jeg indledte med at fortælle, at det ikke er længe siden kvinders valgret var utænkelig. Men den ret kunne tænkes – og føres ud i livet.

Andre rettigheder er tilsvarende tænkelige – og mulige at føre ud i livet. Den kapitalistiske verdensorden er ikke gammel, så en tid med andre indretninger var mulig før. Kapitalisme er måske et skridt på vejen mod noget bedre for flere mennesker – det kan vi selv være med til at afgøre. Rigtig mange mennesker har haft fordel af kapitalismens verdensorden, men dens ulemper er også blevet tydeligere. Før kapitalismen havde vi feudaltidens herremænd, der udnyttede livegne og stavnsbundne. Det synes vi i dag var uretfærdigt. Tilsvarende er vor tids finansherskeres spekulation i at udbytte borgeres økonomiske ressourcer helt uacceptabel uretfærdig. Og de er desuden en stadig trussel imod vores muligheder for at ændre tingenes tilstand ad demokratiets vej.

Eksempelvis og med risiko for at dumme mig .... jeg er ikke hverken finans- eller handelsuddannet, men. ... For få dage siden indledtes en artikel i avisen Information med en historie om, hvordan et papir fra den amerikanske kemi-lobby fik miljøkommissæren til at trække et kritisk udkast af banen efter blot 18 dage. Det kritiske forslag skulle forberede EUparlamentets lovgivning omkring risikovurderinger af hormonforstyrrende stoffer. I kort version, så er EUlovgivningen forhalet så meget, at TTPI-forhandlingerne vil kunne gennemføres før et EU-lovudkast kan forberedes og vedtages. Det betyder, at demokratiet i EU er overtrumfet af den amerikanske kemi-lobby.

Nu forlyder det så, at amerikanske MONSANTO overvejer køb af schweiziske SYNGENTA. Det betyder at lobbyisme fra agro-kemi-lobbyisterne bliver endnu stærkere. Der er tale om en monopollignende mastodont.

Forsigtighedshensyn og risikovurderinger! !!! Demokratisk indflydelse? ???

I den sammenhæng er et dansk folketingsvalg af mindre betydning, for hvad enten det er en socialdemokratisk eller en liberal dansk politiker, så er EUparlamentet ikke gearet til at styre EUkommissionens forhippelse på at handle. Fri handel er jo essensen i EU!

Eksemplet illustrerer, at finansherrer allerede overtrumfer demokratiske beslutningsprocesser, og altså giver andre mennesker vilkår, der ikke lader de livegne og stavnsbundne meget efter. Det højt besungne begreb om frihed er igen for de få – nemlig finansfyrster, kapitalejere og jordbesiddere – ikke for os, der må affinde os med de påtvungne handelsvilkår. For en tid endnu er vilkårene for uheldige medborgere afbødet af, at der har været vedtagne velfærdsregler om deling af ressourcerne. Men meget tyder på, at liberale kræfter i vores samfund vil bringe disse solidariske ordninger til ophør. Jeg føler mig forpligtet på at sige: samfundet KAN indrettes anderledes.

Til gengæld føler jeg mig også overbevist om, at det er vanskeligt for den enkelte, at ændre verdensordenen. For nylig læste jeg at den danske energisektor mente, at nu havde den gjort hvad den kunne for at imødegå klimaændringerne. Nu måtte ændringerne ske bag ligusterhækkene, lød det. Og selvfølgelig kan vi hver især ændre i vores forbrugsmønstre således at vi spiser mindre kød, slukker for lyset og sparer på vandet, men det er næppe muligt at forbruge os til ændringer!

Der skal alternative samfundsvisioner på banen. Jeg ønsker mig ingen totalitære diktatorstyringer, men et mere effektivt demokratisk system, hvor vi netop er i dialog om anderledes visioner for min, mine børns og mine børnebørns fremtid – det føler jeg mig forpligtet på at bidrage til. Jeg ytrer mig om mine fantasier, jeg deler på sociale medier, når jeg læser andres interessante forslag og jeg forsøger at holde mine fantasier levende ved at læse såvel fag- som skønlitteratur om mulige (og måske umulige og uønskelige) menneskelige indretninger af samfund.

Og, jeg afgiver naturligvis min stemme ved ethvert valg til mit samfunds demokratiske institutioner. Det er vigtigt at bakke de fælles samfundsinstitutioner op. Det føler jeg mig forpligtet til.

Jeg bliver ked af det, når jeg hører at mennesker, der er kritiske overfor tingenes tilstand, opfordrer til ikke at bruge stemmeretten. Så føler jeg mig svigtet. Del Jeres visioner! Forpligt Jer!

mandag den 19. januar 2015

Historieundervisning virker - den giver kollektivt hukommelsestab

Historie virker, selvfølgelig!


I forsommeren udgav min ældste datter og jeg en bog ”At gøre kultur i skolen – Interkulturel praksis i historieundervisningen”. I den forbindelse kom vi til at love en artikel til nærværende tidsskrift. Vi blev opfordret til skrivningen med henvisning til, at foreningen på lederplads (2010 nr. 1) havde rejst spørgsmål, som også vores bog arbejdede med. Lederen spørger i overskriften: hvad skal den faglige forening for historie og samfundsfag i grundskolen? Det diskuteres i særdeleshed, hvilken opgave undervisning i faget historie må varetage. Anledningen til spørgsmålet er den store bevågenhed, som netop historiefaget har fra politikernes side. Der er megen opmærksomhed om, hvad faget ’bruges’ til. Vores bog er et svar på spørgsmålet i den forstand, at vi argumenterer for, hvordan forståelse af begrebet ’kulturmøde’ spiller ind på faget. Forstår man kultur som noget udenom os, som noget vi kan tilegne os, så giver det en ganske anden forståelse af fagets opgave end hvis man forstår kultur som noget vi mennesker gør. I den sidste forståelse er det ikke kulturer, men mennesker der mødes. Vi udfolder forskellene over 218 sider og jeg vil afstå fra at give en forkortet version her.

I stedet vil jeg tage udgangspunkt i, hvad jeg personligt ’bruger’ historie til – eller hvor jeg, til min egen overraskelse, ikke gør brug af historie. Først må jeg lige præsentere mig yderligere: jeg er linjeuddannet historielærer fra 1968 og har undervist i faget igennem flere forløb. I undervisningsåret 1970-71 fulgte jeg et årskursus hos lektorerne Sven Sødring Jensen og Vagn Oluf Nielsen. Det var et kursus på 110 lektioner delt over 40 skoleuger. Det er min formelle baggrund for at beskæftige mig med faget. Jeg har dog ikke været medlem af den faglige forening siden jeg i 1992 forlod arbejdet som folkeskolelærer til fordel for en lektorstilling i de pædagogiske fag ved læreruddannelsen – det hører dog med i billedet, at jeg har en videreuddannelse indenfor faget didaktik, som jeg har erhvervet en ph.d. grad i. Nu er jeg pensionist. Jeg føler mig derfor ikke kaldet til, at besvare foreningens spørgsmål i generaliserende vendinger. (I forbindelse med vores bogudgivelse skal jeg yderligere bemærke, at min datter er cand. mag i historie og at hun har bestredet en to-årig timelærerstilling ved N. Zahles Seminarium i læreruddannelsesfaget historieundervisning.)

Men nok om det formelle! Jeg ville fortælle om min egen ’brug’ af historie. I sommeren 2006 ville tilfældigheder, at min mand og jeg besøgte den tropiske ø Grenada. Den sydligste ø i Caribien. Min yngste datter og svigersøn var bosat der for et halvt år. Han var igang med antropologiske studier af genbosættelse på øen. Det handlede om problemer mellem de hjemkomne og deres mere landfaste familiemedlemmer. De hjemkomne byggede store huse med anvendelse af et langt arbejdslivs opsparede midler – og med forestillinger om pensionistlivet hentet fortrinsvis i England. Der viste sig at være konflikter mellem ældgamle forestillinger om ejendom og familiefølelsens udstrækning på den ene side, og de importerede vestlige forståelser på den anden. Min datter benyttede tiden til at studere caribisk litteratur. De unges studier prægede naturligvis vores konkrete oplevelser på øen ligesom de påvirkede vores forståelse af, hvilke historiske vilkår den grenadinske befolkning var underlagt.

Da min datter skrev speciale i litteraturvidenskab på baggrund af Earl Lovelace (f. 1935): ”The Dragon can’t dance”, inspirerede det mig til yderligere refleksion over historiens indvirkning på slavernes efterkommere. Dragefiguren vakte min nysgerrighed. Hvad var det, der fik figuren til at sky almindeligt arbejde? Han kunne tolkes som en figur, der på den ene side vægrede sig ved at påtage sig arbejdsforpligtelser og på den anden side ikke at kunne udholde et liv i den ensomhed, som et uforpligtet liv medfører. Manden var – som de indbyggere vi havde mødt på Grenada – efterkommer af afrikanske slaver. Arbejde var historisk forbundet med den hvide mands undertrykkelse, så det måtte man vægre sig ved at tage personligt ansvar for. Karnevallet var den sortes restitueringsperiode. Man kunne opnå respekt som karnevallets bedste dragedanser. Det var en respekt, som lå udenfor den hvide mands domæne – en slags frirum og en mulighed for oprejsning. Denne mandefigur matcher dog ikke moderne sorte kvinders behov for et trygt materielt liv for deres børn. De ønsker forpligtede mænd. Dragens vægring ved at forpligte sig på arbejdsmarkedet førte uundgåeligt til, at han heller ikke kunne forpligte sig i forhold til en kvinde – og så havde vi balladen! I min udlægning af Dragens dilemma inddrager jeg historiske omstændigheder som forklaring på en individuel psykisk tilstand. Jeg ’bruger’ historien til at forklare en mandsfigurs position på arbejdsmarkedet. Til en vis grad tror jeg endda, at jeg ’bruger’ slavehistorien til at forklare et helt folks forhold til fænomenet arbejde. Under vort besøg blev vi fortalt – af de hjemvendte grenadinere – at indstillingen til arbejde var meget lemfældig blandt unge på øen. ”De unge er uden forståelse for at aftaler skal holdes. Man må importere kinesisk arbejdskraft til bygning af et stadion, som skal være færdigt til en bestemt tid.” Sådan blev de kinesiske gæstearbejderes tilstedeværelse forklaret for os. Det tolker jeg som en beretning om, at det historisk udviklede begreb om arbejde virker på den aktuelle livsudfoldelse.

Mit pensionistliv giver mig frihed til at tilslutte mig ’karnevals-livet’. Jeg priser mig heldig over at være havnet i det historiske vilkår, at jeg lever i et samfund med pensionsordning. Dragen havde ikke en overførselsindkomst at falde tilbage på. Han var – mere eller mindre tvungent - nødt til at indrullere sig i hæren af arbejdssøgende.

For at gøre en lang historie kort, så rejste mit møde med Grenada, med den grenadinske befolkning og med nogle caribiske skønlitterære fortællinger nogle spørgsmål for mig: på hvilken måde har slavefortiden indvirkning på en nutidig befolknings mentalitet? Hvordan påvirker en sådan fælles historisk baggrund den nationale mentalitet? Hvor determinerende er sådanne socialpsykologiske vilkår? Hvordan påvirker forestillinger om arbejde nye stater som Grenada?

Disse spørgsmål dukkede op igen i forlængelse af kulturarrangementet ”Golden days”. Jeg opslog et billede af Victor Cornelins på min Facebook-profil. Jeg ville fortælle, at det ikke er længere siden end 1905, at man hentede en sort slaveefterkommer fra de Dansk- vestindiske Øer til Danmark for at udstille ham i Tivoli! (Victor var bare 8 år, da han blev hentet, og han genså aldrig sin mor. Jeg forestiller mig, at Victor Cornelins må have besiddet en betydelig integritet siden han kunne vokse op og blive skoleinspektør på Lolland - med menneskeligt overskud i behold. Hans skæbne har optaget mig siden jeg første gang hørte om ham.) Anledningen til min statusmeddelelse på Facebook var, at jeg følte trang til at gøre opmærksom på, at de formuer slavehandlen skabte i Danmark, er tilvejebragt gennem slavernes – og siden fattige plantagearbejderes – arbejde og lidelse. Jeg var provokeret af, at en venstremand, i et Deadline-program, ikke mente, at der var behov for at rippe op i danskernes hukommelse vedrørende fortiden som slavehandlernation. ”Der var ikke grund til at beskæftige sig med de bedrifter!” Så tænkte jeg: de bedrifter er jo ikke desto mindre stadig den formueballast, som nogle danskere har. Jeg havde de socialpsykologiske langtidsvirkninger, som de er illustreret med Dragen, i baghovedet og syntes, at det var rimeligt at erindre om gevinsten for andre.

Statusmeddelelsen gav mig en venneanmodning. Formanden for ”Virgin Islands Reparation Movement”,  Shelley Moorhead, bad om Facebook-venskab. Det blev jeg benovet over. Jeg bad ham anvise mig noget moderne litteratur, som kunne uddybe min forståelse af, hvordan nulevende slaveefterkommere påvirkes af deres slægtshistorie.

Jeg forestiller mig en sådan slægtshistorie må være i stærk modsætning til min, som er lokaliseret i henholdsvis Øst- og Vestjylland. Jeg forestiller mig, at mine forfædre – og mødre – har levet et slidsomt liv, men ikke desto mindre dog stabilt lokaliseret tilbage til 1750erne – sikkert længere. Det betyder noget, at slægten tæller sunde, længelevende, arbejdsomme personer. De har ikke slavet for andre end dem selv og deres børn – i sidste ende for mig. De har helt bestemt ikke været slaveejere. Jeg er heller ikke belastet af en formue samlet på slavehandel. Det er jeg ganske tilfreds med!

Men tilbage til mit venskab med Shelley Moorhead. Han besvarede mit spørgsmål om skønlitteratur med i stedet at henvise til faglitteratur om den danske slavehandel. Jeg oplever, at han insisterer på, at jeg skal læse om historien. Jeg mener ellers, at jeg nok kan forestille mig den grusomhed datiden må have udvist. Jeg har da hørt beretninger om de amerikanske slaver. Jeg har forstået, at transporterne over Atlanterhavet havde dødelig udgang for rigtig mange. Jeg kan genfortælle enkelte øjenvidneskildringer af grusomheder. Jeg har endda for mere end 30 år siden undervist en 6. klasse i trekantshandlen: skydevåben til Afrika – slaver til Vestindien – og sukker til Danmark.  Jeg mener – jeg har faktisk ikke lyst til at beskæftige mig med flere historiske facts om slaver. Det er jo længe siden! Jeg – eller mine forfædre – har ikke noget med det at skaffe. Jeg vil hellere beskæftige mig med nutiden. Nutiden er der en chance for at ændre på.

Det irriterede mig, at jeg skulle fastholdes i slavehistorien når det var nutiden, der interesserede mig. Den ene af de to forfattere, som jeg var blevet henvist til viste sig ydermere ikke at kunne bestilles gennem bibliotek.dk. Han fandtes simpelthen ikke. Jeg bestilte, hvad jeg tror er hovedværket, af den anden forfatter og så løb jeg en tur.

På løbeturen slog det mig, at jeg måske har brug for at bedyre min uskyld i forhold til slavehistorien. Jeg kom til at tænke over, hvorfor jeg følte trang til at afslå læsning om Danmarks slavehandel. Og jeg blev i tvivl om, om det er sådan, at det danske velfærd i høj grad hviler på den historie? Hviler min gode ret til pension på den historie? Jeg har da selv sparet op til min tjenestemandspension, ikke? Danskernes velfærd hviler da på andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og skibsfarten, ikke? Vores fremgang er da båret af opfindsomme bryggere, mejerister og skibsbyggere, ikke?

Jeg må vist indrømme, at min ’brug’ af historie til at forklare Den Andens situation ikke blev sammenkædet med min egen historie. Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg faktisk ikke meget om De Vestindiske Øer. I Deadline fortalte Shelley Moorhead til Kurt Strand, at han gerne ville se danskerne optaget af ”vores fælles 250 års historie”. Det er da en pæn måde at sige det på, tænkte jeg. Har slaveejere og slaver en fælles historie? Har postkoloniers befolkning fælles historie med tidligere slavehandlere og plantageejere? Har min personlige historie noget tilfælles med vestindernes historie? Mit ærinde med Facebook-statussen var, at fortælle, at danske skolebørn af i dag næppe får megen viden om dansk formuehistorie. Det, der stod om Victor Conelins i en moderne skolebog, var, at han kom til Danmark i 1905 og fik en læreruddannelse! Man skal vel ikke belemre skolebørn med ubehagelig viden? Ved nærmere eftertanke må jeg så indrømme, at jeg ikke selv har nogen nævneværdig bevidsthed om, hvilken betydning de omtalte 250 års danmarkshistorie har for mig og andre almindelige danskere. Jeg havde ikke gennemskuet, at jeg ikke besidder megen viden om formuehistorien og dens indvirken på danmarkshistorien. Ydermere måtte jeg erkende, at jeg heller ikke selv ønskede at blive konfronteret med ubehagelig viden!

Jeg har nu indrømmet, at der er et hul i min viden om De Dansk-vestindiske Øer. Hullet påvirker muligvis min forståelse af, hvad det danske velfærdssamfund hviler på. I hvert fald bringer det mig til den konklusion, at man umuligt kan fortælle danmarkshistorie uafhængigt af internationale udviklinger. Jeg taler ikke for, at vi danskere skal påtage os en fælles skyld i forhold til slavehistorien. Men vi skal forstå, at vi kan takke andre for store dele af vor nuværende rigdom. Disse andre har ikke mulighed for at gøre samme entre på det internationale marked. De kan ikke tvinge andre til at slave rigdom sammen til dem – de må selv forsøge at finde deres veje til udkomme i konkurrencen på verdensmarkedet. Om vilkåret så er, som for Grenada, at bytte med muskatnødder!

Mine overvejelser førte mig til i hvert fald to pointer. Den første er, at fortielse om historiske emner også fortæller historie, og indvirker på forståelsen af Den Anden. Min bevidsthed om fortid virker på mine forestillinger om nutid. Konkret virker min forståelse af ’slavehistorien’ sådan, at jeg har svært ved at opfatte den som noget, der har med mit liv at gøre. Med min vægring kan jeg ’nøjes’ med at forstå Dragens arbejdsbegreb. Det forklarer hans vanskelige situation. Men Dragens påståede ’karnevals-livsfilosofi’ er måske yderligere interessant. Måske er der stof til fælles overvejelse af arbejdsbegrebet? Vores samfund er angiveligt præget af en calvinsk arbejdsmoral. En prægning, som er i modsætning til den prægning om arbejdet ’som den hvide mands ide’, der fortaltes at gøre sig gældende på Grenada. Der er tale om modstridende begreber om arbejde. Kunne mere ’karnevals-liv’ hjælpe os i klimakrisen? Med dette spørgsmål illustrerer jeg, at Dragens dilemma er yderst aktuelt. Jeg ’bruger’ historien til at gøre mig forestillinger om fremtid. Det er så den anden pointe, at vores selv- og historieforståelse påvirker vores forestillinger om, hvordan fremtidig udvikling kan påvirkes.

Hele denne fortælling bringer mig til at sige, at historiefaget (gennem dets lærere og den faglige forening) har en vigtig forpligtelse til at fremdrage historier, som der hersker fortielse og tavshed om. Det gælder i særdeleshed de historier, der med deres fortielse bidrager til at forskønne dansk historiefremstilling og samtidig unddrager sig ansvar for Den Andens historie. Historieundervisning skulle gerne være balanceret således, at vi hverken overvurderer os selv eller undervurderer andre. I det hele taget er beskrivende undervisning, der hviler på vurdering problematisk. En kritisk bevidsthed om, hvad historie kan gøre ved os, og vores forståelse af de andre er at foretrække. Det er ikke fortællingerne, der er det vigtige, det er måden de bliver ’brugt’ på vi skal blive kloge på. Vi skal vide, at vi ikke alene er historieskabte, men også historieskabende. Vi gør historie. Vi gør kultur.

Det er netop den helt overordnede pointe i vores bog ”At gøre kultur i skolen – Interkulturel praksis i historieundervisning”. Vores ærinde er at sætte fokus på, at uanset om overleverede kendsgerninger er sande eller ej, så virker de. I min fortælling bevirker den historiske tavshed om dansk slavehandel, at den ’selvfede’ fortælling om stavnsbønder, der fik ophævet stavnsbåndet da læsning og regning blev almene færdigheder, om borgere, der fik ophævet kongens enevældige magt blot ved at bede om det, og om arbejdere der fik en hovedaftale af de sundhedsoptagede arbejdsgivere, ikke bliver sat i relief. Det er et spørgsmål om man faktisk kan fortælle historie som en fælles historie mellem stavnsbønder og herremænd, mellem borgere og magtbesiddere, mellem arbejdere og arbejdsgivere, mellem postkoloniale samfund og tidligere slavehandlernationer osv.? Er vi ikke snarere nødt til at formidle forståelse for, at der eksisterer modsatte interesser. Bevidsthed om at mennesker handler på baggrund af deres interesser. Ikke fordi de er slaver, stavnsbønder, borgere eller arbejdere men fordi de er mennesker underlagt historiske vilkår. Slaveejere, herremænd, konger og økonomifyrster handlede ud fra deres forståelse af vilkårene. De gjorde allesammen historie på baggrund af de forståelser af modsætningerne i samfundet, som de nu engang opfattede historien med. For slaveejerne virkede historier om, at den hvide race var andre overlegne. Deres forestilling om overlegenhed forhindrede dem i at se den lidelse systemet medførte. Man kan sige, at begrebet ’race’ virkede. Tilsvarende virkede historier, om at visse mennesker var udvalgt af Gud, til at forhindre herremænd og konger i at se deres undersåtter som medmennesker. Religiøse dogmer virkede.

Det er vores håb, at vi med vores bog kan fremme forståelsen af, at vi er hinandens med-mennesker. Vi er henviste til at løse vores indbyrdes konflikter igennem opbygning af delte forståelser af de historiske vilkår og deres virkning på os som individer og som medlemmer af diverse grupperinger. I bogen peger vi på, at forståelser af begreber som kultur, identitet, nationalitet og etnicitet spiller ind på de måder historien virker på. Hvis modsætning beskrives som grundet på etnicitet frem for på fattigdom fx, så giver det væsensforskellige forståelses- og handlemuligheder. Hvis jeg ovenfor havde forstået Dragen som låst i en sort etnicitet, så havde jeg ikke kunnet forestille mig, at han kunne gøre andet end at være Dragen – sort er han jo. Forstår jeg ham derimod som et med-menneske, der er fanget i modsat virkende forståelser af arbejde og frihed, så kan jeg møde ham, diskutere med ham – ja, måske endda lære af hans forståelse. Vi kunne måske sammen udvirke nye forståelser til fælles bedste.

Jeg indledte med at sige, at jeg ikke ville besvare lederens spørgsmål, men jeg tænker, at jeg alligevel indirekte er kommet til at tale for, at historiefaget skal bidrage til følsomhed overfor modsatrettede interesser. Faget kan sætte fokus på, hvad vi gør med vore begreber. Dragen kunne mødes med en fastlåsende forestilling om hans etnicitet, men han kunne også mødes ved at vi deler vores respektive forståelse af arbejde med hinanden. Det ville i mine øjne være fint, hvis elever forlader skolen med en forestilling om, at de har handlemuligheder, og at de kan gøre en forskel. De kan gøre forskel i arbejdslivet med den måde de møder deres fremtidige kolleger på. De kan gøre forskel med den måde de agerer på i deres boligforening. De kan selvfølgelig også gøre forskel, hvis de vælger at træde ind på de større politiske arenaer. De kan gøre en forskel, hvis de agerer med bevidsthed om, på hvilke måder de selv skaber historie, mens de gør den.

PS Lad mig slutte med en opdatering. I vores historiebøger kan vi læse, at Danmark solgte De Dansk-vestindiske Øer til USA i 1917. Øerne hedder i dag United States Virgin Islands. Shelley Moorhead gør opmærksom på, at det var 100.000 mennesker, der blev solgt! Det gør en forskel om jeg beskriver historien som et salg af øer eller mennesker! Mennesker der ikke havde dansk statsborgerskab ved salget og her i 2010 endnu ikke har fået fuldt amerikansk statsborgerskab – eller national selvbestemmelse som Grenada.

 Ovenstående artikel er skrevet il Historie & Samfundsfag, 2010
 Kilder:

søndag den 29. juni 2014

Hvad skal jeg dog stemme på ved næste valg?

Global socialdemokratisme

Jeg har i mange år – siden min ungdom i 70erne – været optaget af klodens tiltagende miljøproblemer. Det førte i 80erne til et pædagogisk ph.d. projekt om ”Miljøundervisning – et politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet”. Arbejdet førte mig frem til, at ændringer i vores forhold til miljøet måtte ske sideløbende med ændringer i vores økonomiske verdensorden, fordi nogle menneskers måde at overforbruge på gjorde fordeling til et kernespørgsmål i bekæmpelse af miljøproblemer.

Jeg kan ikke prale af, at have LØSNINGEN, men hvad værre er, så kan jeg heller ikke se, at vores politikere søger samstemmende løsninger på de to påtrængende problemer: naturens forskellige klima- og miljønedbrud og voksende økonomisk ulighed mellem mennesker.

I dag læser jeg så, at den neoliberalt tænkende økonom Mands Lundby Hansen mener, at ’vi’ skal spare på velfærdsordninger som kontanthjælp til forældre over 30 år og kvinders barsel. Når jeg sætter ’vi’ i gåseøjne, så skyldes det, at han næppe selv rammes af de nævnte besparelser. Det forekommer mig at være temmelig fantasiforladte forslag. Både fordi de er fremsat mange gange tidligere og fordi der er noget repetativt over netop at foreslå besparelser, der rammer ’de andre’.

Jeg tænker ikke, at de neoliberale har løsningen på menneskehedens problemer.

Den økonomiske politik skal balancere det globale forbrug

Hvad så med socialdemokraterne? Dem vil jeg heller ikke prale af at jeg kan forstå, men jeg tror, at vi alle sammen må forholde os til de præmisser der ligger bag deres seneste politiske tiltag. Jeg er enig i, at statens udlandsgæld må begrænses, og at vores valutasikkerhed må værnes. Jeg synes heller ikke, at det er særligt prisværdigt at danskere generelt er det mest forgældede folk. Det har formodentlig i høj grad noget med vores boligpolitik at gøre. Den må nok overvejes? Samtidig forstår jeg, at Danmark har en temmelig stor privat opsparing i form af pensionsfonde. Her er der vel også noget et overveje? I det hele taget må ’det danske’ forbrugsnønster overvejes for ’vi’ hører til de ”nogle mennesker”, hvis måde at overforbruge på har gjort fordeling mellem klodens mennesker til et kernespørgsmål.

I mit forsøg på at forstå – altså at forstå hvilke politiske løsninger socialdemokraterne søger, har jeg læst forskelligt. Senest er jeg blevet optaget af  Walden Bello: ”Capitalism’s last stand? Deglobalization in the age of austerity”. Side 213ff i denne bog fortælles det, at Gordon Brown foreslog noget, som han kaldte ’alliance-kapitalisme’. Gordon Brown var finansminister og senere premiereminister i Labour-regeringen. Ifølge Wikipedia ønskede han at fremstå økonomisk ansvarlig ved at indlede sin regeringsperiode med at følge de konservatives udgiftsplaner de første to år. Det minder kraftigt om vores siddende regerings idegrundlag, hvori de forpligter sig til at videreføre den økonomiske kurs, som blev fastlagt under Venstres regering. Her bliver Browns begreb om Alliance-kapitalisme interessant.

Alliance-kapitalisme

Walden Bello skitserer det i punkter:
·        Essentielt ses globaliseringen som en fordel for verden, neoliberalisterne har blot forkludret fremstillingen og forklaringen til befolkningerne.
·        Det er påtrængende nødvendigt at overtage globaliseringen fra de neoliberale for processen er reversibel og forandringerne er i realiteten allerede igang.
·        Vækst og lighed kan komme i konflikt, og i så fald må lighed prioriteres.
·        Fri handel er ikke nyttig i det lange løb, og den kan efterlade majoriteten i fattigdom, så det er vigtigt at indgå sociale handelsaftaler på miljømæssige betingelser.
·        Unilateralisme må undgås mens fundamentale reformer i de internationale institutioner og aftaler forhandles og indgås – en proces, der kan betyde opgivelse af nogen institutioner som fx WTOs TRIP-aftaler.
·        Global social integration eller mindskelse af uligheder både indenfor de enkelte lande og imellem lande skal følges med indlemmelse i det globale marked.
·        Udviklingslandenes globale gæld skal eftergives eller radikalt reduceres således at de følgende opsparinger kan bruges til stimulering af den lokale økonomi, og dermed bidrage til global reflation.
·        Fattigdom og miljøødelæggelse er så alvorlig at massive støtteprogrammer eller ”Marshall Planer” fra nord til syd må indskrives i rammerne for ”Årtusindets mål”.
·        ”Anden grønne revolution” må skubbes i gang, særligt i Afrika, gennem udbredt tilegnelse af GMO-sæd.
·        Kæmpe investeringer må helliges at skubbe den globale økonomi i mere bæredygtige retninger, hvor regeringer tager ledende roller i ’Grøn Keynesianisme’ eller ’Grøn kapitalisme’.
·        Militære løsninger må nedtones i forhold til diplomatiske løsninger og ’blød magtanvendelse’, dog kan humanitært begrundede militære indgreb overfor folkedrab anvendes.


Selv med min kluntede oversættelse bliver det tydeligt, at den globale socialdemokratisme helt grundlæggende deler neoliberalisternes præmis om globalisering af markedet. Og de deler præferencen for markedet som bærende princip for produktion, distribution og forbrug – kun må markedets ’fejl’ justeres. Justeringerne vil i høj grad udformes som regerings-reformer (eventuelt på overstatsligt niveau) og kompleksiteten mindsker muligheder for folkelig deltagelse i beslutningsprocesserne. Global socialdemokratisme søger nye kompromisser mellem samfundets klasser ved at minimere kapitalismens tendens til at generere kriser. Der er dybest set tale om topstyret social management. Ønsket er at tilføre socialdemokratismen ny legitimation efter den krise og det kaos, som neoliberalismens deregulerede økonomi skabte. Så vidt jeg forstår kursen, så nærmer den sig konkurrencestatstænkningen.

Jeg har meget svært ved at tro det socialdemokratiske projekt!

Det forekommer mig ikke overbevisende, at socialdemokratierne i Europa kommer langt i deres forsøg på at ’menneskeliggøre’ de amerikansk udtænkte institutioner IMF, WTO og Verdensbanken. Forhandlingerne om frihandel mellem EU og Amerika skræmmer mig. Jeg ser heller ikke lokalt overbevisende tiltag imod voksende ulighed, snarere tværtom.


Globaliseringen er et vilkår

Derfor mener jeg, at vi bliver nødt til at prøve at forstå, hvor den globalt orienterede socialdemokratisme er på vej hen. De fordelingsproblemer, der har ført til klima- og miljøødelæggelser gør det helt nødvendigt, at vi finder globale løsninger på menneskehedens udfordringer, og jeg bekymrer mig for at det velfærdssamfund, som ’vi’ danskere opbyggede i efterkrigstidens vækstperiode ikke er økonomisk holdbart. Heller ikke om det så skulle lykkes os at inddrive al skat fra skyldnere og unddragere.

Velfærdssamfundet som ’vi’ kendte det, hvilede på den sociale ide, at alle havde fordel af at ledige og syge fik ’vores’ hjælp – det er svært at forestille sig den ide udbredt til globalt perspektiv – men det er vel det problem vi må konfrontere? Neoliberalisten Mads Lundby Hansen mener åbenlyst ikke, at han hører med til det ’vi’, der har samfundsmæssig nytte af velfærden som den er udformet igennem de seneste hundrede års overenskomster i Danmark – og næppe heller i en global udformning.

Socialt ansvarlige velfærdsideer er under pres

Den globale socialdemokratisme viser en bevægelse imod at begrænse velfærd til fri adgang til uddannelse og sundhed samt udviklet infrastruktur – og samtidig nedtones de velfærdsgoder, som fagbevægelsen har tilkæmpet sig i form af overenskomstdækkede arbejdsforhold. I Danmark splittede en socialdemokratisk ledet regering fagbevægelsen i foråret 2013. Som arbejdsgiver for de offentligt ansatte lærere dikterede regeringen reformer på tværs af forhandlingstraditioner. Det skete med velsignelse fra de fagforeninger, der organiserer de privatansatte og en stor del af befolkningen. De privatansatte ses som skabende værdier til samfundet i modsætning til de offentligt ansatte, der er ’omkostning’ – og i den globale socialdemokratismes forståelse en del af de omkostninger, som den ’nødvendige økonomi’, der skulle begrænse udlandsgæld og dæmme op for trusler mod valutaen. Det er en velfærdsforståelse, hvor borgerne har pligt til selvforsørgelse – og meget begrænsede rettigheder, hvis evnen svinder på grund af sygdom eller chancerne for at få ansættelse på overenskomstmæssige vilkår er små. Det ligger i ’selvforsørgelses-begrebet’, at der skal skabes værdier, der kan fremme konkurrencestatens placering på det globale marked.

Det er ikke sådan jeg forstår det ’at skabe værdi’. I mit verdensbillede er det en værdi, at være solidarisk med ledige og syge. Jeg ser værdi i gode relationer mellem mennesker – ikke nødvendigvis i form af økonomisk afkast. Jeg ser værdi i bevarelse af naturrigdomme og diversitet. Konkurrencestaten er ikke det samfund, som jeg ønsker. Jeg mener, at velfærd også skal handle om, hvordan vi behandler ledige og syge medborgere samt natur. I mine øjne er det ikke mennesker, der ikke opfylder pligter, men mennesker, der har været uheldige at blive syge eller at være ramt af ledighed. Ledighed er ikke et individuelt problem. Det ligger i sagens natur, at hvor der konkurreres vil der blive tabere – det er en ’markedsfejl’.

Prioriter global lighed frem for global konkurrence!

Kapitalismens – hvad enten den er udformet i alliance eller formet i neoliberalisternes rå form - begrænsede forståelse af velfærd og værdi bringer mig til at betvivle den globale socialdemokratismes projekt. Bevægelsen har i mine øjne givet køb på fundamentale områder. De har ’solgt’ syge og ledige medborgere i de vestlige samfund og de fattige i udviklingslandene samt miljøet – og jeg forstår slet ikke, hvordan de med dette vil forsvare at de prioriterer lighed?

Vi bliver tvært imod flere og flere mennesker, der ikke sikres værdige liv også med den globale socialdemokratismes ’alliance-kapitalisme’.  Der skal nytænkning til – men foreløbig hopper jeg fra tue til tue i pragmatiske valg af det, der forekommer mig at være det mindste onde, når jeg bliver bedt om at afgive min stemme. Det ligger næsten altid et godt stykke til venstre for Socialdemokratiet. Men LØSNINGEN finder jeg ingen steder.

Eller rettere sagt, de partier der påberåber sig LØSNINGEN skræmmer mig med deres fundamentalisme. Samtidig skræmmer det mig, at den globale socialdemokratisme ikke mere fundamentalt forfølger princippet om lighed. Som jeg ser det, er deres chance at opnå folkelig opbakning til dette princip – og ikke at manipulere folket ind i ’alliance-kapitalisme’.

Jeg måtte ha’ luft, tak!





onsdag den 7. maj 2014

70erlærerens refleksion: HVAD bør elever lære – reform eller ej

En kendis udtaler sig – kan skolelever forholde sig kritisk til hans udtalelser?
For nylig mindedes TV-avisen de døde syersker ved en sammenstyrtet fabrik i Bangladesh. Indslaget handlede om, hvorvidt danske producenter havde gjort noget for at forbedre vilkårene for syersker i de lande, hvor de får syet deres tøj – og om vi forbrugere var blevet mere kritiske med at købe tøj, der var produceret på menneskelige vilkår.

Det foranledigede en dansk kendis til at sige, at arbejdsvilkårene i Bangleadesh ikke kom ham ved. Hvis de var umenneskelige, så måtte arbejdstagerne der bare tage sig sammen og gøre noget ved det problem.

Det fik mig til at tænke på, hvad denne kendis dog mon havde lært i sin skoletid. Hvis jeg havde været hans lærer – hvad jeg ikke var – så ville jeg have været flov. Den næste tanke var, om man kunne fremstille en kort historie til belysning af, hvordan samhandelsvilkårene har udviklet sig for udviklingslandene. Det nedenstående er et forsøg på at fremstille en sådan – indrømmet meget forenklet – fortælling. Jeg vil dog påstå, at de mere komplicerede historier fra virkeligheden ikke lader denne fiktive fortælling noget efter. Tvært imod er virkeligheden netop så slem, som situationen for syerkerne i Bangladesh viste.
En forenklet fiktiv fortælling kan være på sin plads, når skolens elever skal forholde sig til kendissens udtalelser.

Et fiktivt eksempel på 300 års samhandels-historie
Et land kolonialiseres engang i 1700tallet. Lad os kalde det Ulandia. Kolonimagten indsætter en loyal hersker, der forstår at samle værdier til kolonimagten - og egen familie. Han gældsætter Ulandia og overfører værdierne til udenlandske konti. Det betyder umiddelbart ikke alverden for de fleste af Ulandias indbyggere. De er fattige, men kan dog brødføde sig selv med det de får ud af deres små jordlodder.

Kolonimagten ønsker at fremme samhandlen.  De får landets hersker til at investere i en jernbane således at det bliver lettere at fragte landbrugsprodukter fra landdistrikterne frem til udskibning i havnebyerne. Til en begyndelse giver det de fattige jordbesiddere en lille ekstra indtægt, når de nu sælger deres overskydende løg til vestlige opkøbere frem for på det lokale marked.

Snart ser Ulandias hersker, at løg giver en fin ekstra valuta til landet. Han bestemmer at landbrugerne skal dyrke flere løg så landet får mere fremmed valuta. Pengene sættes i slotte til herskeren. For landbrugerne betyder det, at de nu dyrker jorden for at sælge produkter på et internationalt marked til markedspriser. Det er en voldsom forandring, som gør dem afhængige af at købe deres egne fødemidler hos konkurrerende jorddyrkere.

Da høsten et år slår fejl, viser det sig, at Ulandias reservelagre er solgt af herskeren da priserne på fødemidler steg. Landet kan ikke selv hjælpe sine hungerramte jordbrugere. Det fører til en situation, hvor Ulandia må bede det internationale samfund om hjælp. Hjælpen gives på betingelse af, at Ulandia underkaster sig et Strukturtilpasningsprogram, som IMF og Verdensbanken har udformet. Det gennemtvinger en omlægning af Ulandias landbrug. Stordrift er en betingelse for hjælpen. Store landbrug med monokulturel drift dyrket på vestlig vis med store landbrugsmaskiner og kemisk gødning.
De små landbrugere må opgive deres traditionelle selvforsynings måde at dyrke jorden på. Mange må i det hele taget opgive deres jordbrug og søge ind til hovedstaden efter forefaldende arbejde.

Ulandias nationaløkonomi er nu helt afhængig af verdensprisen på de løg, der dyrkes i stordrift. Landet har forpligtet sig til at åbne sit indre marked for de vestligt producerede løgtærter og løgsupper på dåse. Med andre ord: Ulandia leverer råvarer til forarbejdning hos de tidligere koloniherrer. Ulandia har svært ved selv at opbygge en forarbejdsningsindustri på grund af løftet om at være åben for fri samhandel med de tidligere koloniherrer, der har alle det frie markeds fordele på sin side – og endda bevarer støtteordninger til deres eget landbrug.  Ulandia slås med en stor arbejdsløshed blandt hovedstadens nye tilflyttere. Samtidig bliver der flere og flere af dem.

En stor virksomhed i Vesten har udtaget patent på det løg, som Ulandia dyrker. Med patentet følger rettigheder til sætteløg, til gødning, midler til bekæmpelse af skadedyr og retten til forarbejdning .  Virksomheden køber flere og flere af Ulandias landbrug op og ansætter de tidligere jordbrugere på deres løgtærte- og løgsuppefabrikker. Der er tale om meget billig arbejdskraft. Ulandias arbejdskraft er så billig at virksomheden flytter hele sin produktion til Ulandia. Fabrikkerne ødelægger landbrugsarealer med sit affald og spildevand.

Arbejderne bliver dårligt ernærede på grund af den lave løn og ensidig kost baseret på restprodukter fra løgdyrkningen. Nu investerer virksomheden i medicin, der angivelig kan afhjælpe de fattige ulandieres symptomer på fejlernæring. Virksomheden tager også patent på den medicin, så Ulandia kan ikke fremstille et billigere kopiprodukt.

Virksomheden har i dag en omsætning, der er større end de fleste små nationalstaters. Den kan bruge mange penge på lobbyisme og kampagner. Den støtter politikeres valgkampe, hvis de til gengæld arbejder for lovgivning, der fremmer virksomhedens interesser på den internationale handelsscene. Den tidligere kolonimagt kan ikke længere bestemme, hvordan handelsvilkårene skal være – og det kan Ulandia slet ikke.
Både den tidligere kolonimagt og Ulandia rammes af, at virksomheden i stigende grad opgiver at tjene på produktionen, fordi efterspørgslen efter deres produkter går tilbage. De fattige ulandiere kan ikke købe og det er trods alt begrænset, hvor mange løgtærter middelklassen i vesten kan fortære, så når arbejdsvilkårne kræves forbedret, så sænkes profitmulighederne. Virksomheden løser problemet ved i stedet at investere i finansielle produkter, hvor risikable spekulationer kan give større profitter. Nu er indbyggerne i både de vestlige lande og Ulandia sat helt ud af spillet – men de mærker resultatet i form af mangel på arbejdspladser og i sidste enden måske mangel på føde.

Vi kan søge forklaringer mange steder
Hvad er skyld i hele dette dårlige samhandelsmønster?
Har kolonimagten skylden?
Har den koloniherrevenlige hersker skylden?
Er det jernbanebygningen, der starter historien?
Er det stordriftsideen?
Er det retten til at tage patent, der giver den skæve udvikling?
Er det frihandelsideen?
Er den neo-kapitalistiske økonomi, og dens financialisering af økonomien, skyldig?
Er det arbejdernes manglende organisering?
Er det de nye socialdemokratier, der har accepteret ideerne om frihandel, international konkurrence og arbejdere som ’arbejdsudbud’, der forstærker den skæve udvikling?
Er det fabriksejernes grådighed?
Er det strukturtilpasningsprogrammerne, som WTO, IMF og Verdensbanken har pålagt ’frie’ markeder?
Er det de USA's og EU's landbrugsstøtteordninger?

Hvis I spørger mig, så er svaret nok meget komplekst – også mere end denne karikerede historie viser – men ét er jeg helt overbevis om: Det er ikke Ulandias fattige befolkning, der er skyld i deres egen fattigdom. Det må vi da kunne lære børn - og kendisser.


Kan nye 70er lærere mon finde skolematerialer, der forklarer eleverne om samhandlens vilkår? Lærerne forventes jo ikke at forberede sig i større omfang, så hvem fremstiller de kritiske materialer?

mandag den 7. april 2014

Fortvivlende tomt reformudspil

Jeg forstår, at produktivitetskommissionen mener vi skal kæmpe for at effektivisere den offentlige sektor. Et af midlerne er angiveligt, at bryde fagforeningernes arbejde med at indgå overenskomster for deres medlemmer. ’Overenskomsterne er rigide’, lyder det. For undervisere gælder det, at ’arbejdstiden må normaliseres’.

Jeg var folkeskolelærer i årene 1968 til 1985. I 1973 oplevede vi, at arbejdstidens ’normalisering’ blev indført af økonomiminister Per Hækkerup. Uden forvarsel trådte han frem på landsdækkende TV og kundgjorde, at lærernes undervisningstid blev hævet fra 27 lektioner til 30 lektioner på baggrund af en lektionsforkortelse på fem minutter. Lige siden har det været diskuteret, hvad der er ’normal’ fordeling af undervisning og forberedelse indenfor den arbejdstidsnorm, som gjaldt for det samlede arbejdsmarked. Der har i alle årene verseret myter om, at lærerne arbejdede mindre end andre og havde længere ferier end andre lønmodtagere. Sandheden var, at mine arbejdsopgaver til punkt og prikke opfyldte normerne for arbejdsmarkedet - på papiret. I virkeligheden arbejdede jeg på alle mulige og umulige skæve tidspunkter. Jeg stod til rådighed morgen og aften for rådsøgende forældre. Også i ferier har jeg villigt taget telefon eller endog mødt op til vanskelige samtaler. De selvbetalte pauser til frokostindtagelse foregik indenfor høreradiussen af elevernes udfoldelser – man skulle jo kunne springe til, hvis ’situationer’ opstod. Jeg har gennem årene lagt tusindvis af kroner i materialer, der kunne forbedre min forberedelse. Jeg har lagt kontor og reolmetre til opbevaring af samme materialer i mit private hjem. Mine folkeskoleår lå før computernes udbredelse, men jeg har da både investeret i skrivemaskine og duplikator i hjemmet. Jeg efter- og videreuddannede mig i min frie tid, for jeg var meget optaget af at gøre min undervisning bedre. Det var en livsstil at være lærer. Elevernes læreprocesser optog mig i al min vågne tid – i hvert fald kunne tankerne sagtens gå den vej både når jeg cyklede hjem fra skolen, når jeg læste avisen, når jeg oplevede et teaterstykke eller var bortrejst til andre lande. Det var ikke et 8 -16 job! Der var ingen øvre normer for, hvornår man var en god-nok-lærer, og ingen arbejdsgiver, der passede på man ikke brændte ud. Var man udsat for urimelige forældres forventninger, måtte man selv lære sig at se dimensionerne i kritikken.

Jeg har set kolleger brænde ud og gå ned med stress, men vi kaldte det nok noget andet dengang.

Der kunne være mange gode grunde til at ’normalisere’ underviseres arbejdstid. Det ser bare ikke ud til, at det er de gode grunde, der driver produktivitetskommissionens og finansministeriets tiltag.

De unge lærere, som jeg kender, ved ikke hvordan fordelingen af undervisning og forberedelse skal ske i praksis næste skoleår. På denne tid af året ville hovedparten af lærere normalt i store træk kende det kommende års arbejdsopgaver. De ville vide, hvilke elever de skulle undervise, hvem de skulle samarbejde med, og indenfor hvilke rammer samarbejdet skulle foregå. De ville kende den arbejdsplads, hvor deres forberedelse skulle ske, og de ville være tryg ved at materialerne til forberedelsen var ved hånden. Sådan oplever de det ikke i år.

De har tvært imod fået at vide, at skolelederen skal fastsætte den enkelte lærers norm. I praksis må det vel betyde, at bliver arbejdsopgaverne lettet for den ene lærer så må de blive tungere for en anden. Det må selvsagt være lammende for ethvert lærerinitiativ at normerne for fordeling af opgaverne er fjernet. Når man samtidig er blevet gjort bekendt med, at skolelederen skal lede og fordele, så forventer man vel netop at dette sker.

Lige nu hører jeg lærere forvente, at ledelsen spiller ud om, hvordan næste år skal organiseres. De er blevet fortalt, at undervisningen skal organiseres anderledes med ’spændende’ og ’aktive’ eftermiddagstimer i samarbejde med andre parter. Men de er samtidig blevet fortalt, at de skal forberede sig i kortere tid på mere effektive måder. Ingen har endnu fortalt, hvordan ’effektiviseringen’ skal foregå, og heller ikke afsløret sammen med hvem. I medierne fortæller journalister, at lærerne er ’umotiverede’. Hvorfor spørger de ikke til, hvor den ledelse er, der skal motivere dem?

Hvorfor spørger journalister ikke om, hvad det vil sige at være ’motiveret’, når man forventes at udfylde en reform, der ikke udstikker andre motiver end ’effektivisering’ og ’produktivitetsøgning’?

Hvorfor spørger journalisterne ikke til, hvilken forskning der ligger bag præsmissen om ’effektivisering’ af læreprocesser?

Hvorfor spørger journalisterne ikke til, hvilke problemer i skolen man søger at løse med reformudspillet? Det ville da være ganske fornuftigt at undersøge om reformens midler svarer på udfordringerne.

Jeg indrømmer, at jeg har min tvivl om, hvorvidt reformen vil afhjælpe udfordringer som hviler på samfundsskabte forhold: stor arbejdsløshed blandt kortvarigt uddannede og personer med indvandrerbaggrund, øget pres på arbejdsstyrken på grund af global konkurrence og tidlig nedslidning af manuelt arbejdende grupper på grund af netop ’effektivisering’. Reformen har ingen nytænkning af skolens indhold, så dens mere fremmedsprogsundervisning, mere dansk og mere matematik vil næppe heller afhjælpe den herskende idefattigdom hvad angår vækstparadigmets nedslidning af kloden. Reformen vil på ingen måde støtte fremtidens voksne i at udvikle fredelige fordelinger af naturressourcerne – tvært imod er dens bærende princip, at vi alle er hinandens konkurrenter, og at konkurrence og gode testscorer er det væsentligste bidrag til fremtiden.

Jeg var glad for at være lærer. Det førte meget med sig for mit vedkommende. Jeg fordybede mig, studerede og gennemførte akademiske studier udi pædagogik. Jeg underviste i læreruddannelsen og på akademiske studier – men altid var det mine tidlige år som lærer, der var den professionelle drivkraft. Jeg bliver ked af det, når jeg ser at mine erfaringer fra professionsfeltet bliver mødt nedgørende og forhånende. Og jeg bliver ked af det, når forskerkollegers viden om modersmålsundervisning, om specielle vanskeligheder i læreprocesser for særligt udsatte børn, om komplikationer i koblingen mellem teori og praksis i undervisning og meget, meget mere blot negligeres.

Jeg bliver i særdeleshed fortvivlet, når jeg hører unge dygtige lærere, som jeg har medvirket til at uddanne, sige: jeg er ved at skvulpe over af fortvivlelse.

Men jeg forstår dem godt.