Hvordan kan vi gøre verden til et bedre sted at leve?

Der er mange emner, som jeg gerne ville drøfte med medlemmer af Occupy-bevægelsen. Det er vigtigt, at bevægelsen formulerer forventninger til helt nye politiske værdier, hvor solidaritet og ressourcefordeling står øverst på dagsordenen. Den diskussion har jeg fundet vigtig hele mit voksne liv, så nedenfor er nogle af mine ideer til samtalepunkter.

Det forekommer mig dog at være en vigtig pointe, at Occupy-bevægelsen ikke gør krav på at have DEN politiske løsning, og at den afstår fra at hæfte sig på eksisterende politiske bevægelser. Den pointe kan ikke understreges nok, for bevægelsen skulle gerne bedrage til mere demokratisering og humanisering – ikke mindre! Bevægelsen skal nødigt give grund til totalitære udviklinger. Det er en fare, som er nærliggende, da omfattende forandringer er nødvendige … men faren skal ikke forhindre os i at diskutere mulige alternativer. Vi er nødt til allesammen at slippe vores drømme løs.

I min optik er vi nødt til at spørge dumt: når nogen lande skal have vækst? Er det så ikke det samme som at sige, at de skal udkonkurrere andre lande på markedet? Det forekommer mig, at der er dybtliggende problemer i hele det kapitalistiske set-up. Det indebærer, at nogen SKAL være tabere ... , og at det lige nu betyder, at multinationale banker/finansfolk vinder på bekostning af nationale demokratier. Det forekommer mig at være en systemfejl, som vi ikke kan vækste os ud af ... hverken her i Danmark eller i Sydeuropa. Jeg ved ikke, hvad der skal til. Men det er da mærkeligt, at demokratier har gæld - allesammen - mens Kina låner dem penge. Jeg er næppe alene om ikke helt at forstå kapitalismens velsignelse. ’Markedet’ kan ikke tænke for os – endsige finde bedre kurs end den nuværende. Lad os overveje alternativer – og drøfte andre mulige kurser at pejle efter.

Drømme kan være svære at sætte på sprog. Nedenstående er netop et forsøg på at fange drømme … og de er anført uden dybere logik eller orden. De er sikkert luftige og med store huller … men drømmes skal der!

Forventninger aktualiseret af finanskrisen

Opdeling af banker og firmaer, der har en størrelse, som ved konkurs kan true nationaløkonomien.

Beskatning af de indtægter banker og firmaer har tjent i landet efter den i landet gældende skattelovgivning. Skattely-handliger skal forhindres.

Adskillelse af almindelige bankforretninger fra finansspekulation. Det sidste må evt. henlægges til særlige institutioner under finansiel statslig kontrol og regulering. (Glass-Steagall-princippet)

Begrænse den enkelte investors mulighed for at spekulere i at opkøbe markeder. Her har USA fx vedtaget Dodd-Frank-loven med den betingelse, at EU vedtager lignende begrænsende initiativer.

Al pengeproduktion henlægges til Nationalbanken. Det gælder både den fysiske mønt- og seddelpresse, men også de ’virtuelle’ penge (som udgør 96 procent), som bankerne nu har fortjenesten på at producere og sætte i omløb.

Etisk vurdering af spekulation i råvare-handler (undgå militær og fødevarer)

Oprettelse og opretholdelse af arbejdsmarkedregulerede lønsystemer dvs. væk med incitamentslønninger som fx optioner.

Oprydning i spekulationsprodukter som fx derivater m. fl.

Beskatning af spekulationsgevinster. (Tobin-skat)

Undersøgelser og evt. tilbageføring af midler erhvervet ved de-reguleret spekulation på ikke-oplyst juridisk grundlag i forhold til borgeres bolig. Retshjælp til folket.

Vedtagelse af lovinitiativer, der kriminaliserer bankers og andre institutioners spekulation med midler lånt i ikke-risikooplyste andres bolig.

Undersøgelser og evt. tilbageføring af midler erhvervet ved de-reguleret spekulation på ikke-oplyst juridisk grundlag i forhold til borgeres pensionsopsparing. Retshjælp til folket.

Vedtagelse af lovinitiativer, der kriminaliserer bankers og andre institutioners spekulation med midler lånt i ikke-risikooplyste andres pensionsopsparing.

Man kunne også overveje at lære af de muslimske banker, hvor renter ikke forekommer fordi man låner et beløb, som er mindre end det, der tilbagebetales en aftalt dato – (så vidt jeg forstår systemet er forskellen, at der ikke kan spekuleres med rentegevinsten – og dermed ikke produceres penge til en ’boble-økonomi’).

Hvad kan det enkelte individ stille op i forhold til krisen?

Købe kontant.

Minimere egen gæld således at bankernes mulighed for at ’producere’ penge indskrænkes. (Bankerne producerer penge ved at udstede gældsbeviser, som vi forbrugere forpligter os til at tilbagebetale med renter. Rentegevinsterne giver bankerne mulighed for at operere med endnu flere gældsbeviser og spekulationsprojekter. Med vores gæld ’tillader’ vi bankerne at ’producere’ penge, som ikke modsvares af fysiske værdier.

Tilslutte os sociale organisationer og politiske grupperinger med solidarisk ressourcefordeling som målsætning. Herunder i særdeleshed deltage aktivt i faglige sammenslutninger og fagforeningers arbejde med at sikre lønmodtagerinteresser. Det er lønmodtagergruppen der p.t. forarmes – og det er især den såkaldte middelklasses børn, der vil komme til at opleve, at deres fremtidsudsigter ikke modsvarer hverken deres eller deres forældres forventninger til fortsat øgning i det materielle forbrug. Men det vil i øvrigt være dem, der ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet, der vil rammes hårdest af de gentagende kriser.

Arbejde politisk for stabilisering af samfundet. Gentagende kriser og forarmning af store grupper i samfundet vil virke destabiliserende for en demokratiserende og humaniserende udvikling.

Drikke vand fra egen brønd eller fra kommunale vandværker … undgå flaskevand. Vi har oplevet, hvordan jorden kunne kapitaliseres – nu er kapitaliseringen nået til vandet. Nogen steder i Bolivia fx er det blevet forbudt at opsamle regnvandet! Amerikas oprindelige folk – indianerne – forstod ikke at ’den hvide mand’ kunne eje jord, luft og vand. Vi kan hver især overveje hvad kapitalisering af jord, luft og vand betyder i den globale husholdning. Dokumentar film viser, hvordan vand kapitaliseres nu. Nestlé pumper vand op af de store søer i USA. Wisconsins beboere var gået til modaktion, så firmaet flyttede til Michigan ... men vand kapitaliseres! Kort kan det siges: Drik kildevand eller kommunalt vand! Lidt længere: Firmaer tjener på at sælge vand - først flaskevand fra jordes kilder, så afsaltet vand, så renset vand ... det sidste betyder at selv forurenet vand er værd at kapitalisere, for om lidt (når vandet bliver knapt) så kan det sælges i dyre domme.

Købe mest muligt direkte hos producenten, og på den måde undgå spekulationsfordyrende led. Dette kan udvides med indkøb igennem brugsforeninger. Princippet er kendt gennem Brugsen i Danmark. Årstiderne med deres direkte levering til forbrugerne på basis af netforretning er også et eksempel.

Købe økologisk producerede fødemidler, som ikke er underlagt fremmedbestemmelse fra sprøjtegift-producenter som fx Monsanto.

Købe lokalt producerede fødemidler afstemt efter årstidens udbud.

Dyrke fødemidler fx i byhaver, på tage og altaner. Genoptage og udvide kolonihaveideen.

Spise mindre – især mindre kød.

Dele måltider med fremmede, venner du endnu ikke har mødt.

Bytte og købe genbrugt tøj og tilbehør. Gerne gennem etablerede sociale organisationer eller netforretninger.

Reparere og genbruge flere forbrugsgoder. Gerne gennem etablerede sociale organisationer eller netforretninger på basis af småværksteder.

Benytte billigste offentlige transportmiddel – hvor det ikke er muligt at gå eller cykle.

Dele ånd – der bliver mere, hvor den kom fra, når den deles!

Anerkende og udveksle om menneskets søgen mening udenfor menneskelivet – vi skal alle forlige os med tanken om vores død.

Dekonstruere begreber, der skaber skel mellem mennesker fx nation, race, identitet, kultur m.m.fl.

Blive energibevidst … benytte energi fra fornybare kilder.

Blive materiale- og ressourcebevidst  … Indgå i skabelsesprocesser fx ved at tegne, male, snedkerere, brodere m.m.

Indgå i mangfoldige menneskelige fællesskaber fx gennem højtlæsning, fortælling, skuespil, sang, musikudøvelse m.m.

Forandre glokalt – tænke globalt og handle lokalt. Vi bebor en fælles klode. Hvis vi bebor den sådan som Vesten har gjort det i de seneste hundrede år, så får vi brug for flere kloder!

Danne glokale venskaber såvel lokalt som globalt. Vi vesterlændinge må forstå, at vores del af verden har forbrugt og svinet i de seneste hundrede år, så vi må anerkende, at andre kan synes de nu har tur … det kunne betyde, at vi blev mere indstillet på at dele de gevinster vi har haft ved at udnytte og udbytte klodens ressourcer.

Hvad kan vi stille op i fællesskab?

Forlange en større fysisk sikkerhed for bank- og spekulationsforretninger. Dvs. bankerne skal have en egenkapital, der polstrer dem mod markedsudsving, som ikke skal forventes dækket af skattemidler.

Indføre national-økonomi som fag i skolen.

Styrke demokratiet ved fx at opnå direkte stemmeret til EU-præsidentposten.

Styrke de overnationale politiske institutioner således, at de kan gennemføre internationale reguleringer af kapitalens bevægelser og skattebetalinger.

Styrke de overnationale faglige organisationer som fx ILO således, at de kan regulere løn- og ansættelsesvilkår ved arbejdskraftens grænseoverskridende bevægelser, til beskyttelse af arbejdskraftens nationalt opnåede rettigheder og pligter.

Støtte en progressiv skattepolitik, der modvirker uligheds-udvikling, samt samtidig bevarer grundlaget for velfærdsordninger for syge og gamle.

Omlægge beskatning således at fx arveafgift bidrager til modvirkning af dynasti-dannelse.

Kæmpe for en decentraliseret og fællesejet energiforsyning, på grundlag af fornybare kilder som sol og vind.

Kæmpe for en solidarisk og balanceret brug af ressourcer ikke mindst vand.

Støtte iværksætteri og småproduktion gennem køb af folkeaktier (donering) eller andelsbeviser (risikodeling med små indsatser).

Støtte afskaffelse af protektionistiske landbrugsstøtteordninger.

Støtte et biodiversitetsbevidst skov- og landbrug.

Styrke emnerne økologi, biodiversitet og evolution i skolen.

Bede om mærkning af varer, der stedfæster produktionssted og producent samt beskriver varens vej til forbrugeren både den fysiske transport og de handlende mellemled.

Forlange indførsel af produktansvar, således at producenten hæfter for og gøres erstatningspligtig for diverse skader påført mennesker eller miljø af varen.

Etablere grønne tage i byerne til klimaregulering og nedbørsudjævning. Det ville forebygge udgifter til forsikringspådragende vandskader.

Forlange fremme af et generationsskifte. Jeg ville overveje at købe mine børns gæld med friværdien i min ejendom, hvis jeg havde samme afskrivningsmulighed som fx Nestlé, og med arrangementet kunne gøre mig skattefri som multinationale firmaer.

Genopdyrke fortidige håndværk med produktion og reparation af tekstiler for øje således at deres levetid forlænges.

Genopdyrke fortidige håndværk med produktion og reparation af husgeråd for øje, således at deres levetid forlænges.

Anvende og dele den pædagogisk-psykologiske viden således at ingen børn lider under dårlig opvækst.

Anvende og dele den viden, der findes indenfor freds- og konfliktforskning, således at vi fremmer empatisk omgang mellem mennesker.

Forlange militærindustrien omlagt til at tjene menneske- og miljøvenlige formål.

Forlange en solidarisk udvikling, hvor mennesker, der ikke har fået en uddannelse eller ikke har evnerne til at tilbyde noget andet end ’rugbrødsmotorer’, også inkluderes i den fælles samfundshusholdning og arbejdsdeling.

Forlange en solidarisk og bæredygtig fordeling af arbejdet. Ingen skal have for meget og heller ingen for lidt!

Sænke stemmeretsalderen. Det er logisk, at alderen for stemmeret må være identisk med den alder, hvor man gøres ansvarlig for kriminelle handlinger. I Danmark er den alder 15 år.

Borgerløn som sikring af den enkeltes eksistensgrundlag. Her kunne så spares på diverse jobcentre og socialkontorer. Det ville også spare en del på sundhedsområdet, da sygdomsramte ikke skulle igennem gentagende udredninger og speciallæger ikke attestere diagnoser i en uendelighed. Systemet ville bygge på ret frem for kontrol.

Borgerløn ville gøre store dele af patent- og copyright-lovgivningen overflødig. Det ville fremme deling af ånd! Andre ideer til, hvad der er vigtigt at snakke om tager netop afsæt i, at vi vedtager en borgerløn, som sikrer den enkeltes eksistens, og samtidig bidrager til et mere lighedsorienteret samfund.

Patentlovgivningen kan der være gode grunde til at kigge efter i sømmene. Det er mærkeligt, at medicinalfirmaer kan samle store formuer på at spekulere i sygdomme og medicinske produkter, hvoraf nogle forholdes fattige mennesker fordi de ikke har midler til behandling af selv livstruende sygdomme.

Den ovennævnte gruppe foreslår også at legalisere narkotika, for på den måde at ophæve de kriminelle markeder for stofferne. Det forslag er jeg ikke færdig med at overveje min stilling til.

Occupy Wall Street bevægelsen vækker håb

Nogle få spekulanter kupper verdensøkonomien. Det er dem, der bruger de udenomsparlamentariske metoder. Anne Applebaum mener modsat, at OWS er en trussel mod demokratiet. Det skriver hun i artiklen "Er Besæt Wall Street-bevægelsen antidemokratisk?" i Information d. 21. oktober. For mig tegner bevægelsen håb for en politisk forandring. Den skal måske begynde med, at vi - ignoranter udi økonomi som mig - bliver mere opmærksomme på, hvilken bank vi er småsparere i.   

Vi - jeg - kunne være langt mere kritiske bank-forbrugere. Jeg ved egentlig ikke noget om bank- og finansverdenen. Jeg har været så selektiv i mit arbejdsliv, at jeg har beskæftiget mig med de humanistiske og samfundsmæssige perspektiver, som gav mig mening. Og så har jeg tænkt, at det med økonomi var lidt kedeligt, så det var dejligt, at andre ville bruge deres tid på det. Økonomi og administration var blot noget, som skulle være i orden - men udenoms. Først sent i mit arbejdsliv gik det op for mig, at økonomi og administration ikke bare var en ramme for, men selve rygraden i udviklingen af kvalitativt bedre menneske- og samfundsliv.

Mit perspektiv er stadig, at vi skal udvikle en menneske- og miljøvenlig fremtid - for alle mennesker på kloden. I dag har jeg til fulde forstået, at økonomi sætter de kortsigtede mål, mens økologien sætter de langsigtede. I det lys prøver jeg lige at formulere noget jeg går og tænker på …

Vi kunne vælge bank efter dens etiske regler for forretning. (Ikke investeringsgevinster ved spekulation i våbenproduktion - men heller ikke i fødevareressourcer!) Jeg tror egentlig, når jeg læser min egen banks etiske regler på dens hjemmeside, at den hører til de bedre. (Lån &Spar Bank) Den har dog ikke, så vidt jeg kan se, noget direkte mål og på længere sigt om at medvirke til befolkningers fredelige sameksistens og klimabevaring. I så fald skulle den vel have nogle geopolitiske mål om hvor og i hvad, der skulle investeres med vores opsparingsmidler.

Vi kunne vælge bank, hvor almindelige bankforretninger var skilt fra spekulative finansforretninger. Vi kunne forlange de seneste spekulationsprodukter som fx derivater trukket ud af forretningen. Vi kunne også forlange, at spekulationsgevinster blev beskattet. Bevægelsen Attac formulerede i sin tid et krav om en Tobin-skat. En sådan skat - eller noget der ligner - ville lægge en begrænsning på spekulation.

Vi kunne vælge bank, der ikke med sin størrelse truer nationaløkonomien ved evt. konkurs. I dag er det sandsynligvis de truende krak hos nationernes storbanker, der dikterer politikernes udspil fx overfor Grækenlands gældsproblemer. Det er snarere hjælp til storbanker end til sagesløse græske lønmodtagere, der er på dagsordenen.

Vi kunne vælge bank, hvor de ansatte blev aflønnet efter almindeligt aftalte overenskomster - altså ikke incitamentsaflønning for at sælge risikofyldte produkter til ikke-risikobevidste borgere. Og heller ikke optioner for at flytte bankindtægter i skattely.

Vi skal ikke lade IMF udnytte chockket efter 2008 til endnu en gang at omfordele ressourcer efter ny-liberalistiske ideer! Det scenarie, der er skabt med spekulanternes maltraktering af verdensøkonomien, ligner simpelthen alt for meget hvad Naomi Klein har beskrevet i Chockdoktrinen, til at vi bare kan lade det passere. Nu må både de nationale og de internationale politiske tiltag rettes imod bæredygtig ressourcefordeling og bedring af klodens klimasituation. Vi, der har det privilegie at leve i demokratier, må påvirke vores politkere - og så kunne vi måske også lige gå vores egne bankforretninger efter i sømmene. Vi vælger ikke alene politikere - vi vælger også bank.

Det er sikkert rent luftkastel-mageri, men hvad skal vi gøre?

Pensionistens erfaringer

Hvis fratrædelsesforliget ikke kan ændres med ét komma, så bliver der brug for anderledes lovgivning på en række seniorområder.

Så længe der er arbejdsløshed og ældre mennesker risikerer at blive arbejdsløse før pensionsalderen, så må der kunne bevilges efterløn både på helbreds- og sociale indikationer. Det er urimeligt, at ældre mennesker, der har været et helt liv på arbejdsmarkedet skal risikere at falde for sygedagpengenes varihedsbegrænsning på 52 uger eller for begrænsningen af dagpengeunderstøttelsen på 2 år. Det vil, så længe der er ledig yngre arbejdskraft, være vanskeligt at få gen-fodfæste i et nyt arbejde – og det er urimeligt, at ældre af den grund skal tvinges til at gå fra hus og hjem.

Med den begrænsede økonomiske dækning i efterlønsperioden, vil flere seniorer skulle fortsætte på arbejdsmarkedet. Det betyder.

Der vil være brug for en seniorpolitik på arbejdsmarkedet, hvor nedsat timetal er en mulighed for de ældre, der selv kan finansiere en sådan reduktion i arbejdstiden.

Der vil være brug for frihed til løsning af akutte opgaver. Mange på efterløn har varetaget familiesociale opgaver som pleje af ældre familiemedlemmer og pasning af børnebørn. De opgaver, som er løst på denne måde må naturligvis skulle varetages gennem øget ældreomsorg og sletning af lukkedage. Man kunne supplerende forestille sig, at seniorer fik ret til ’første sygedag’ i forbindelse med løsning af sådanne familiesociale opgaver.

Der vil desuden være behov for længerevarende orlovsperioder. Seniorer skulle kunne søge om lønnet orlov til løsning af familiesociale opgaver i forbindelse med sygdom og dødsfald.

Med en længere fastholdelse i arbejde vil der samtidig være brug for efteruddannelse og eventuelt omskoling til seniorer. Det betyder, at flere uddannelsesmidler må forbeholdes den ældre del af arbejdstagerne. Det skal være muligt for seniorer fortsat at udvikle sig i og med arbejde.

Man kunne forestille sig øget brug af mentorordninger, hvor seniorer overbringer deres erfaringer til yngre medlemmer af arbejdsstyrken.

I det hele taget må det være muligt, at modvirke de værste katastrofer ved fratrædelsesforliget – hvis fastholdelsesvikårene bliver grundigt analyseret. Det må være muligt at vedtage nogle konstruktive love for bedring af seniorers vilkår, hvadenten de arbejder i familien eller på arbejdsmarkedet. Det er min erfaring, at alle mennesker gerne vil være i arbejdsfællesskaber og opleve, at de bidrager til både det lille familiesamfund og det store samfund, så der må være mange muligheder for forbedringer.

De fattige – er os.

De fattige er ikke ’de andre’.

I Informations tillæg Moderne Tider d. 3.-4. september s. 5 skriver Rune Lykkeberg: ”Længe har iagttagere efterlyst en venstreorienteret værdikamp, og de har skuffet konstateret, at de ikke fik den. De har ledt efter den borgerlige kulturkamp i en venstreorienteret version …” Den venstreorienterede version må i sagens natur være en social kamp. En kamp for dem, der ikke har vundet på det borgerlige frihedsbegreb. Lykkeberg eksemplificerer med ideen om en betalingsring omkring København. Her er analysen, at ”oppositionen har sat et fælles gode over hensynet til den enkelte borgers frihed til at gøre, som hun har lyst til.” Han fortsætter: ”Det handler om noget så fundamentalt som den politiske vilje til at sætte et mål for fællesskabet, der for en overordnet betragtning er fornuftigt og rimeligt, men som i privatlivet kan opleves som et tab.” Med ideen om en betalingsring tager de venstreorienterede politiker altså parti for de mennesker, der taber på privatbilismens tilsvining af det offentlige rum.

Det er en vældig fornuftig start på, at formulere en politik for fællesskabet, men der er områder, der er endnu mere vitale for medmennesker i vort fællesskab. Der er behov for en regulær omtænkning af samfundets sociale kontrakt. Regimet Fogh etablerede en kontraktpolitik med et skattestop, som anerkendte den enkelte som privatøkonomisk bruger snarere end som borger i et politisk fællesskab. Foghs kontaktpolitik henvendte sig til egoisterne. Lykkeberg skriver: ”De store partier finder det givetvis hverken fornuftigt eller retfærdigt, at indtægten på arbejde beskattes, hvorimod indtægten ved boligsalg er skattefri. De tror bare ikke på, at de kan overbevise egoisten i den enkelte om, at det personlige afkald er bedst for det politiske fællesskab.”

Man valgte at føre en politik, som forarmede de besiddelsesløse yderligere frem for at overbevise den besiddende klasse om deres interesse i at bidrage til fællesskabet.  Politikerne valgte at sige, at de svageste skuldre måtte bære samfundets udgifter. Lykkeberg siger, at politikerne sagtens kan sige til kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, modtagere af starthjælp og andre overførselsindkomster, at de må indstille sig på forringelser. ”For dem gjaldt kontraktpolitikken aldrig.” Den sociale kontakt gjaldt med andre ord ikke for de svage i samfundet.

Den såkaldte kulturkamp har været en afledning fra den sociale virkelighed. Indretter vi samfundet således, at flere bliver fattige, så bliver vi alle fattigere for vi er borgere i et fælles samfund. Her tænker jeg ikke alene på den økonomiske sandhed, at samfundets hjul ville løbe hurtigere, dersom de fattigste fik øget købekraft. Jeg tænker også på det kulturelle klima, som vi skal skabe samen. En kultur, hvor nogen skal være bange for at miste deres forsørgelsesgrundlag er en ustabil kultur. Det er en kultur, hvor den sociale kontrakt er skrøbelig.

Jeg foretrækker at leve i en kultur, hvor politikerne går foran og skaber et samfund, hvor ingen forarmes hverken økonomisk eller åndeligt. Jeg anser betalingsringen for et modigt eksempel, men jeg ville ønske, at der var politikere, der havde mod til at fortælle os borgere, at forbrugsfesten er ovre. Vækst vil blot skærpe efterspørgslen på råvarer yderligere, og dermed skubbe de fattige, både her og på globens udkanter, endnu længere ud i forarmelse. Med en politik baseret på yderligere materielt forbrug for de få skaber man grobund for alskens ufred mellem mennesker.

Det ville være befriende at høre politikere tale om, at vi må fordele det nødvendige arbejde mellem os, og at vi må skabe et kulturelt liv, hvor alles menneskelige trivsel er i fokus. En politik, der medtænker naturressourcernes begrænsning, således at en mere retfærdig fordeling sættes på dagsordenen såvel nationalt som internationalt. Det handler om en social kamp – men den behøver ikke være uden kulturelt overskud.

Gør jeg integration? - det skræmmer mig, at flere nu har travlt med, hvad alle andre skal ...

I debatten efter de forfærdelige myrderier i Oslo diskuteres det, hvem der er skyld i, at så syg en tankegang, som morderens, kan udvikles. Det er ikke særlig frugtbart at diskutere skyld, så den debat vil jeg lade ligge. Men det er vigtigt at interessere sig for de positioner, som debatdeltagerne indtager. Norges tidligere statsminister, Gro Harlem Brundtland, sagde i en Deadline-udsendelse i DR, at det var betænkeligt, at man kunne nøjes med at ’tale’ med dem man var enige med, i de nye sociale medier. Man kunne så at sige opdyrke og forstærke ekstreme synspunkter uden at blive anfægtet. På den måde kan samfundet komme til at bestå af celler, som lever i det skjulte indtil de er blevet højeksplosive. Det er da også efterfølgende kommet frem, at der findes ekstreme grupperinger her i DK. Der er tale om grupperinger, der åbenbart registrerer ikke-meningsfæller. Det er endog meget ubehageligt, for hvad skal de bruge sådanne registreringer til?

I DK har flere dog også ført sig frem i offentlighed og under stor bevågenhed, med særdeles ekstreme synspunkter. En ikke ukendt præst, hvis navn jeg ikke ønsker at promovere yderligere, mente, at det pres som det multikulturelle samfund pålægger sine medborgere havde skylden. I hendes optik har mennesket brug for at tilhøre én entydig kultur. Hun tillader sig at tage patent på, hvad der er godt for alle os andre. Patentholdere som hende er i min forståelse farlige for et demokrati, for de tillader sig at undsige andre menneskers frie ret til at forstå verden ud fra andre perspektiver end deres. Deres politiske meningsfæller i Folketinget har da også flere gange fået demonstreret, at ytringsfrihed i deres forståelse blot gælder for meningsfæller. De er oplagt farlige, at give magt.

Moddebattører mente, at det netop var den nationalkonservative kampagne om menneskets behov for én historie, der var skyld i, at morderen kunne udvikle sin syge tænkning. Moddebattørerne er en meget broget flok, som måske ikke har meget andet til fælles end, at de i hvert fald ikke er nationalkonservative. Flere forsvarede varierende former for multikulturelle positioner uden nærmere definition end, at de var imod nationalkonservatismen og alle dens medløbere. Gruppen af moddebattører er så spraglet, at det kan være vanskeligt, at se om der er noget, som gruppen i fællesskab tager parti for?

I et demokratisk samfund er det – i mine øjne vigtigt – at ingen kan tage patent på, hvad der er den rigtige kultur- og historieforståelse. Men det er lige så vigtigt, at borgerne tager parti for forståelser. Hvad jeg mener med dette er uddybet tidligere med henvisning til Jürgen Habermas. Det vil jeg lade ligge her, og i stedet vende mig imod en refleksion over de grundlæggende kulturforståelser hos begge parter. For begge parter skræmmer mig.

De to positioners grundlæggende kulturforestillinger er problematiske. Begge positioner bygger på stivnede og statiske kulturforestillinger. Det monokulturelle entydigt nationalkonservative samfund eksisterer ikke andre steder end i visse folks hoveder. Og det er mit store ønske, at det skal forblive luftkasteller. Men det multikulturelle samfund eksisterer lige så lidt. For selvfølgelig findes den lydefri sameksistens mellem endog meget forskellige mennesker ikke.

Men vi skal sameksistere! Der er mængder af konkrete udfordringer, som vi bør tage fat på. Men med debatten om skyld fik polariseringen mellem de to positioner i stedet yderligere næring. Parterne indtager endnu mere fastlåste og statiske kulturforståelser. Jeg tror, at samfundets fredelige fremtid sikres bedre, hvis vi vælger at gå den modsatte vej.

For de nationalkonservative vil det være en voldsom udfordring, at de ikke har retten til at tage patent på, hvilket perspektiv vi skal lægge på vores historie og for vores fremtid. Men udfordringen er ikke mindre for dem, der gerne vil udvikle visioner for en ny fællesskabstænkning. Hvordan åbner man en debat om en mere menneske- og miljøvenlig fremtid for alle mennesker? Debatten skal jo netop være åben og nok angive perspektiver, men ikke udstikke patenter.

Her er det, at det bliver vigtigt, at vi sammen lægger et mere dynamisk og praksisorienteret kultursyn til grund for diskussioner om, hvordan vi løser de problemer, som ligger foran os. Med et dynamisk og praksisorienteret kultursyn kan vi rejse andre spørgsmål, for da er kultur ikke noget mennesker er eller har, men noget de gør og kan forhandle om. Så, hvordan bliver vi opmærksomme på, hvad det er vi gør, når vi indtager positioner i kulturdebatten? I særdeleshed hvordan undgår vi at gøre yderligere polarisering i vort samfund? Hvis vi hver især vender blikket indad – mod egen kulturpraksis – kan vi måske skabe grobund for at mødes på kryds og tværs.

Vi skal nemlig finde måder at leve sammen på for vi har kun én klode. Vi bliver nødt til at tage afsæt i realiteternes praktiske verden, hvor foranderlighed er et fælles vilkår.

Globaliseringen rammer alle. Derfor er det problematisk, når de nationalkonservative alene beskriver integration som noget ’de fremmede’ skal gøre. De ’fremmede’ forventes af præsten og hendes ligesindede, at integrere sig i et fikst og færdigt monokulturelt samfund. Et samfund, som er ahistorisk i den forstand, at det beskrives ved en nationalisme fra Arilds tid. Men nationer er ikke noget, der opstod med jordens skabelse. De er tvært imod en forholdsvis ny opfindelse historisk set. Nogle nationer blev til med lineal efter koloniherrers ideer, så nationaliteten ’dansk’ er en konstruktion. En ide mennesker har fundet på, og nationalromantiske historikere især i sidste århundrede gjorde meget for at udbrede til ’folket’. Det er dog en ide, som er så rodfæstet, at nogen er parat til at dø for den! Det er indlysende vanskeligt at integrere sig i sådanne konstruktioner, som man måske netop er flygtet fra andre steder på kloden. Jeg vil meget understrege både ’de fremmedes’ og  min frihed til at gøre ’dansk’ efter eget hoved. Jeg har friheden til at gøre ’dansk’ anderledes end ovennævnte præst og visse politikere af samme observans.

Men det er omtrent lige så problematisk, når modparten forventer, at integration skal finde sted i et pluralt multikulturelt samfund (hvor det ofte er to sideordnede monokulturer, der reelt tænkes på.) På den måde mener de, at de ’respekterer’ indvandreres religiøst baserede kultursyn. Hvor nationalkonservatismens problem er, at den tager patent på løsningsmodellerne, der er de multikulturelles problem som oftest, at de end ikke gør det klart, hvad de præcist tager parti for. Nogle af dem gør ligefrem en dyd ud af ikke at se hverken farver eller klasser i samfundet. Hvor nationalkonservative ’hader’ svinger de multikulturelle sig i selvgodhed op til at ’elske’ alt fremmed. Jeg har det dårligt med begge parter.

I kulturteoretisk forstand er begge disse forestillinger statiske! De bygger på fastlåsende forestillinger om såvel mennesker som kultur. Jeg ville ønske, at vi i stedet kunne debattere på et mere nuanceret grundlag. Og, på en mere sober måde. Det sidste kunne meget simpelt gøres ved, at alle i debatten holdt sig til sin egen boldbane frem for at lægge modparten ord eller holdninger i munden.

I stedet kunne vi, med baggrund i et dynamisk kulturbegreb, tale om, hvilken indsats vi selv gør for at gribe foranderlighedens vilkår. Hvordan griber vi – hver især - foranderlighedens vilkår? I stedet for blot at forbinde udfordringerne med 'de fremmede', må vi se på, hvornår udfordringerne gør os – ’gammel-danskere’ - klogere. Hvordan gør jeg integration, må jeg spørge mig selv om? 

Min oplevelse er, at ord og begreber ofte sætter sig bag om ryggen på mig - snyder mig. Fx var jeg som ung netop vendt hjem til DK efter et studieophold i Algier. Opholdet handlede om at studere anderledes levevilkår ude i Kabylerbjergene. Jeg mente således, at jeg var ret opmærksom på, at jeg ikke skulle kategorisere og hierarkisere andre mennesker - men netop opfatte mennesker i al deres mangfoldighed. En aften hørte jeg så i TV-avisen, at nu ville høvding x fra stamme y fremlægge sin måde at se en sag på. Jeg blev meget klogere på mig selv, da jeg oplevede, hvor overrasket jeg var over at se en engelsktalende sort diplomat på skærmen - ordene 'høvding' og 'stamme' havde vakt nogle helt anderledes billeder i mit hoved. Ret beset dækker de ord vel bare borgmester og kommune - men sådan fungerede de altså ikke hos mig i den situation. Det er den slags oplevelser af, at globaliseringen også gør os 'gammel-danskere' klogere på, hvordan ord og begreber binder vores oplevelser, som jeg gerne vil have fokus på, i beskrivelsen af hvad integration er, og hvem der gør det. Eller sagt på en anden måde - hvordan integrerer vi 'gammel-danskere' os? Det er svært at skrive om detteher uden kategorier, så læs venligst '-tegn, som at jeg selv synes det er problematisk at bruge kategorierne.

Pointen er jo netop, at ord, begreber, hierarkier og kategorier binder os til statiske kulturtænkninger. Med kategorien ’gammel-dansker’ binder vi identiteten til en entydig beskrivelse af en person. Samme person kan være flyttet fra land til by, og dermed have erfaringer med at være ’indvandrer’. Personen kan være rejsevant og sprogligt veluddannet, og derfor besidde en stor erfaring med at møde mennesker i meget forskellige kulturelle rammer. Personen kan have erfaringer med at udfolde sine muligheder på jobmarkedet på tværs af traditionelle kønsroller … Personen er meget andet end ’gammel-dansker’. Kategorisering reducerer personer og fæstner dem i statiske kulturbeskrivelser.   

Med foranderlighed og globalisering som et fælles vilkår, bliver vi nødt til at bygge vores forestillinger på mere dynamiske kulturforståelser. Kultur er noget vi mennesker skaber – vi gør den. Og, vi gør den ikke mindst gennem sprog.

Jeg har megen respekt for den indsats, som ‘de fremmede’ må gøre for at gøre sig ‘danskere’. I 1992-93 underviste jeg et modersmålshold i almen pædagogik på et seminarium. Jeg overværede, at en deltager spurgte dansklæreren om, hvordan man er høflig på dansk, når man ikke har et 'please'. Dansklæreren svarede med et eksempel: "Undskyld, men jeg kunne vel ikke låne hundrede kroner af dem?" … man skal undskylde, man skal spørge med en hypotetisk spørgende sætning, man skal indbygge en benægtelse, man skal bruge 'Dem' ... Men hos bagere skal man ikke sige: Undskyld, men jeg kunne vel ikke have det brød, der ligger der på tredje hylde? ... Det danske sprog er vanskeligt. Ikke alene har det tryk på visse stavelser. Det har også mange nuancerede vokallyde, der er fremmede for de fleste tunger. Og, så skal det oftest læres i en mindre imødekommende sammenhæng, hvor høflighed netop kan være vanskelig at ’gøre’. Der er al mulig grund til at forholde sig rosende til mennesker, der tilegner sig ’vores’ sprog som fremmed- eller andetsprog. Det er ret beset en berigelse i foranderlighedens tid, at der er mennesker, der behersker sprog, som kan åbne horisonten og berige perspektiverne.

Med en større sproglig opmærksomhed fra alle sider, ville vi forhåbentlig kunne blive meget mere opmærksomme på, hvornår vi låser andre med vores begreber, kategorier og hierarkier.  Hvis vi øver os i – hver især – at holde fokus på, hvad vi selv gør for at integrere, så er jeg overbevist om, at det vil blive berigende for alle. Der er i mine øjne alt at vinde og faktisk kan vi kun tabe på at gøre det modsatte. Ingen er tjent med polarisering.

Pluralisme dækker over et modsætningsfuldt værdigrundlag

’Frihed’ er et centralt begreb i de vestlige samfund. Begrebet må nødvendigvis diskuteres i relation til noget. Frihed fra hvad? Til hvad? For hvem? Filosoffen Agnes Heller (Heller 1982:284) skriver, at vi vesterlændinge skiftevis forstår begreberne ’frihed’ og ’ansvar’ i overensstemmelse med buddet om næstekærlighed og ud fra markedets påbudte konkurrence. Groft kan dette omskrives til, at ’frihed’ sommetider er ’frihed under ansvar for næsten’ og andre gange er ’frihed til at udkonkurrere næsten’.

Den samfundsmæssige udvikling, som den viser sig i form af eksempelvis flygtninge- og immigrantproblemer, gør det nødvendigt at afklare, hvornår den enkeltes mulige frihed skal ses i forhold til det fælles ansvar for en fredelig sameksistens på kloden, og hvornår den enkeltes frihed skal ses i forhold til mulig udkonkurrering af andre på markedet.

Udfordringerne gør det tvingende nødvendigt at alle øger evnerne til at arbejde teoretisk og praktisk med afklaring af, hvordan vi konstruerer forståelser af værdibegreber som ’frihed’  og ’ansvar’. Vi må alle arbejde med at afdække de modsætningsfyldte forståelser og gøre dem til genstand for kommunikation.

Vi vesterlændinge kunne fx overveje vores forestillinger om retten til ’frihed’ gennem naturbeherskelse og privatisering. Det var en voldsom øjenåbner for undertegnede, at stifte bekendtskab med indanernes overraskelse over, at nybyggerne troede man kunne eje jord, luft og vand. Jeg læste en historie om, at de slet ikke forstod, at nybyggerne ville give dem penge for en underskrift på et papir. De forstod ikke, at de opgav retten til den jord, den luft og det vand, som de levede af og på. De forstod ikke, at markedets lovmæssighed er, at den kloge har friheden til at narre den mindre kloge! Som bekendt drog nybyggerne vestpå og underlagde sig det vilde vesten. Gennem den udkonkurrering og naturunderlæggelse opbyggede amerikanerne store rigdomme, som kunne akkumuleres så længe der var nyt land at underlægge.

I dag er der ikke mange pletter på kloden, som kan gøres til genstand for den form for underlæggelse. Menneskeheden er nødt til at komme overens om kloden og dens ressourcer. Det grundlæggende spørgsmål er, hvordan ressourcerne skal fordeles? Hvilke værdiforståelser skal styre fordelingen? Er det frihed under ansvar for næsten? Eller er det frihed til at udkonkurrere næsten? Skal det være buddet om næstekærlighed, der leder os igennem ressourcefordelingen eller skal det være markedsloggiken?

Det er ikke spørgsmål, som kan afgøres ad naturvidenskabelig vej. Den slags spørgsmål har Vesten i de seneste århundreder parkeret under påberåbelse af pluralisme. Agnes Heller påpeger, at naturvidenskabens udvikling drev opgøret med avidenskabelige religiøse forståelser af tilværelsen. Den pluralistiske rummelighed gav plads til konvergerende syn på trosspørgsmål, og plads til friere forskning, ved at privatisere fænomenerne livssyn og moral. Heller påpeger, at adskillelsen mellem de private tolkninger og vurderinger på den ene side og den objektive viden på den anden i sig selv er blevet en art alment værdibegreb i den vestlige verdensopfattelse.

Set udefra møder vesterlændinge op med skiftende værdiforestillinger. Andre kan have gode grunde til at formode, at de benyttede værdier ofte afhænger af mulige gevinster på markedet. Det forekommer vist også, at vesterlændinge ikke formår at forholde sig åbent og refleksivt i forhold til de skiftende værdier.

Samtidig forventes det af religiøse medborgere på kloden, at de skal kunne forholde sig åbent over for konkurrerende troslærer og overbevisninger, over for videnskabelige fremskridt og overfor sekulære forestillinger om de enkelte individers frihed og lighed. Det kræver ofte et meget stort mentalt arbejde. Ikke-religiøse medborgere forventes, som ovenfor nævnt, ikke at levere tilsvarende mentalt arbejde i forbindelse med deres pluralistiske livssyn. De tvinges ikke til at betvivle deres forvisning om den sekulære fornufts gyldighed – endsige om markedsloggikens konsistens. Vi pålægger de religiøse medborgere en asymmetrisk samtale.

Samtale er en forudsætning for udvikling af selvrefleksive oplyste forholdemåder mellem os borgere indbyrdes i den politiske offentlighed. Uden sådanne forenende samtaler bliver der næppe respekt om de værdier, som demokrati er baseret på – tvært imod vil vi opleve en voksende polarisering mellem klodens befolkning.

Jürgen Habermas hævder, at der i særlig grad påhviler os demokratiske vesterlændinge et ansvar for at udvikle mere symmetrisk samtale. Vi bør på trods af forskellige opfattelser vedrørende verdensanskuelse og religiøs overbevisning, respektere andre som ligeberettigede medlemmer af det politiske fællesskab; og på det grundlag af medborgerlig solidaritet bør vi i stridsspørgsmål søge at nå en rationelt begrundet overenskomst – vi skylder hinanden gode argumenter. (Habermas 2006:48)

Det er i mine øjne oplagt, at vi argumenterer for vores respektive forståelser og anvendelser af begrebet ’frihed’ – og jeg forestiller mig, at det vil afsløre sig, også for os selv, hvor selvmodsigende vores argumenter må forekomme.

Litteratur:

Habermas, Jürgen: (2006) Mellan naturalism och religion. Filosofiska uppsatser. Göteborg: Daidalos

Heller, Agnes: (1982) A Theory of History. London: Routledge & Kegan Paul

Slut med fri leg i vuggestuerne - socialministeren kalder til kulturkamp

"Der er for meget uro og planløshed i vuggestuer og børnehaver, og det hæmmer børnenes udvikling. Hverdagen er præget af "dybt forældet pædagogik fra hippietiden", som mest går ud på fri leg - med de voksne reduceret til brandslukkere.

Men det skal der gøres op med, skriver Politiken torsdag.

Socialminister Benedikte Kiær kalder til kulturkamp på vegne af de allermindste borgere."

Indlægget bærer præg af begrebsligt mudrede udsagn. Pædagogik er 'læren om opdragelsen'. For overhovedet at tale om pædagogisk arbejde, må der nødvendigvis forud ligge nogle tanker om opdragelsens mål og midler. Det betyder, at pædagoger blander sig i børnenes udvikling - bl.a. på baggrund af forestillinger om børnenes fremtid og det samfund som fremtiden skal finde sted i.

Det er uklart, hvilke mål og midler socialministeren vil have ændret. Hvis hun mener, at der har været for megen 'laden-stå-til' i vuggestuepædagogikken, så er det da ok at klargøre, hvad pædagogikken skal gå ud på.

Min umiddelbare tanke, da jeg hørte radioavisens udlægning, gik på, at ministeren ville indskrænke børnenes og pædagogernes 'frihed'. Mystisk for en liberal politiker! Målet er vel stadig, at opdrage børnene til frie demokratiske borgere?

Det kunne være interessant, at drøfte hvordan vi opdrager - også de helt små børn - med det mål for øje. Det blev diskuteret meget i pædagogiske kredse i 70erne - den tid, som ministeren vist forsøger at lægge afstand til med betegnelsen 'hippietiden', men dengang opfattede markedsorienterede politikere blot pædagogisk arbejde som en omkostning for samfundsøkonomien. Det er fint, hvis også borgerlige politikere efterhånden begynder at indse, at pædagogik er et meget centralt fag. Det må gerne skinne igennem ved, at der lyttes til pædagogisk ekspertise, og ved at pædagogisk faglighed ses respekteret i arbejdslønnen.

Det er derimod træls, hvis socialministeren nu starter på et ideologisk korstog mod vuggestuepædagogerne i lighed med det, som, især Bertel Haarder, har ført mod lærerne.

Jeg må tage afstand fra Sørine Gotfredsens kronik i Berlingske Tidende

Jeg læste et af min Facebook-vens Børge Andersens tidligere opslag. Det var en kronik skrevet af Sørine Gotfredsen. Den indeholdt så mange påstande og generaliseringer, at jeg skulle opdrage en del på mig selv for at læse teksten færdig. Hun skriver fx: "Historien fortæller nemlig, at islamisk og kristen kultur altid har haft uhyre vanskeligt ved at leve fredeligt sammen, og rækker man tilbage i den danske debat, har en del af advarslen mod det multikulturelle samfund helt fra begyndelsen i 80erne rummet netop påmindelsen om, hvad der er gået forud." Hermed tager hun en historiefortolkning til indtægt for sine synspunkter. En tolkning kan ellers ikke bevise noget som helst. Men skal vi endelig opholde os ved historien, så vil jeg minde om to ting: Det første er, at der eksisterede et ca 800 årigt fredeligt sameksisterende samfund mellem islam, kristendom og jødedom omkring Cordoba. Borgruinen Al Hambra er et eksempel på, hvor rigt et samfund der er tale om. Det andet er, at man nok må forholde sig til det faktum, at kristne har været den aggressive part i mange konflikter mellem religiøse mennesker - og mellem diverse samfund. Jeg føler den dybeste trang til at tage afstand fra SGs skriveri. Hendes brug af historien - faget - er manipulerende.

Jeg er uenig med SG om definitionen af snart sagt hvad som helst. Fx ville jeg bruge ordene kultur, identitet og nationalitet med større varsomhed, for det er begreber konstrueret af mennesker - og dermed kan de dække mange mange forståelser. SG har ikke patent på disse begreber, og det viser i mine øjne netop hvor kulturelt fattig hun er, når hun ikke er i stand til at forstå, at mennesker, der ikke deler hendes definitioner og tolkninger, er medmennesker. Hun frakender tvært imod alle, der ikke deler hendes verdensforståelse 'kultur'.

Jeg har skrevet om disse ting før. Se især  bogen "At gøre kultur i skolen" fra Akademisk Forlag, 2010

Vi er udfordret til at mødes på tværs af kulturelle forskelligheder

http://www.chicagotribune.com/news/opinion/ct-oped-0728-religion-20110728,0,6245458.story

Jeg læste ovenstående og fik lyst til at skrive dette indlæg:

Vi lever allerede i et flerkulturelt samfund. Det er den realitet, som moderniteten tvinger os til at leve med. I et homogent og lukket samfund kan man udforme moralske leveregler som regulerer den enkeltes adfærd på en konkret måde. Det er ikke muligt, når vi skal leve sammen i flerkulturelle fællesskaber, hvor levereglerne har forskelligt udspring i historie og religion med mere. I et sådant flerkulturelt samfund må levereglerne nødvendigvis abstraheres og udformes mere universelt. Menneskelige fællesskaber er vigtige for udvikling og udfoldelse af Mennesket (både de enkelte individer og for vores begreb om Mennesket). Den store udfordring i et flerkulturelt samfund – og for den samlede Menneskehed – er, om menneskene formår at opbygge de menneskelige fællesskaber, som er nødvendige for at blive de sociale væsner, som mennesker er, uden at formulere fællesskaberne ved at ekskludere nogle andre mennesker. Kan vi formulere fællesskaber, som ikke er ekskluderende?

Kunne det måske hjælpe os, at tænke at fler-kulturalitet ikke er noget endemål, men et handlemål? Ville det hjælpe os at tænke, at vi i vore handlinger må søge at medtænke Den Andens perspektiver på tilværelsen?

I mine øjne er det vigtigt, at vi mennesker indser, at vi ikke er eller har kultur – men at vi gør kultur. Vi kan gøre vor kultur på mere eller mindre imødekommende og medmenneskelige måder. Vi kan forbinde os med overleverede konkrete leveregler fx hentet i religiøse og nationalistiske rammer eller vi kan vælge at forbinde os med mere universelle (og ofte mere abstrakte) leveregler som fx FNs Menneskeretigheder.

Under alle omstændigheder er vi moderne mennesker udfordret på at mødes. Vi er nødt til at gennemtænke hvorledes vi ønsker at vore kulturmøder skal finde sted. Skal det være civilisationernes sammenstød? Eller kan vi overkomme forskellighederne ved at forstå os selv (identitet) og vores historie (kultur) som noget vi selv har skabt, og som vi derfor også har mulighed for at ændre på under en ny tids udfordringer?

Nanna og jeg skrev vores bog ”At gøre kultur i skolen” for at vække til eftertanke på disse spørgsmål. Som undervisere mente vi, at skolen spiller en væsentlig rolle for, hvordan vi griber kulturmøder an. Men i bund og grund er alle mennesker ansvarlige for, hvordan vi møder hinanden på tværs af kulturelle forskelligheder.

Debatten udviklede sig - jeg fik lyst til at formulere optimisme

Jeg ville ønske, at vi kunne formulere os positivt om de alternative muligheder, som et farvel til vækst-økonomien måtte medføre.

Først tror jeg faktisk, at der er alternative vækstområder, som vi kan opdyrke. Fx kan vi omstille persontransporten fra olie til el baseret på vedvarende energikilder og mere kollektiv transport. Vi kunne i højere grad forbruge lokale produkter. (Det er da absurd at spise lammekød, der har sejlet den halve jord rundt i frossen tilstand.) Vi kan forbedre den bestående boligmasse i retning af mindre vand- og energiforbrug, og udvikle nye boformer. Vi kan genindvinde anvendte materialer og øge gen-bruget. Vi kan omlægge kostvaner til mindre krævende landbrugsproduktioner (spise mindre kød).

For det næste kan vi deles om det nødvendige arbejde - og måske endda satse på mere og bedre uddannelse og omsorg. Dagens positive budskab er, at ‘bedstefædre nu også ønsker at være sammen med børnebørnene”. Mennesker trives ved at se andre lære og udvikle sig! Her kunne måske endda være basis for eksport af know-how om løsning af uddannelses- og omsorgsopgaver?

Omlægning af arbejdet med at fremstille vores fødevarer kunne bringe langt flere i nærheden af ‘jord og vand’. Det er livsbekræftende at se planter gro. Det er livsbekræftende at se dyr vokse og trives. Det landbrug vi har i dag er fremmedgørende.

For det tredje kan vi fremme kreative ideudvekslinger. Design er i forvejen et område, som mange unge har stor interesse for - kreativitet og kunst kunne involvere flere og bringe oplevelser med livsfylde (og kritisk sans) ud til langt flere.

For det fjerde, så er det vel ikke helt umuligt at omlægge i hvert fald finans-kapitalismen. Der er da allerede formuleret alternative ideer i det små: Tobin-skat, Basel-processer … efter min smag skal vi langt videre ad den vej.

Det er helt sikkert naivt … men jeg fik lyst til at fremlægge POSITIVEbilleder af mulige alternativer. Sortsyn fører i hvert fald ingen vegne, der er brug for, at vi sammen udvikler gode ideer …

Information har en rigtig god artikel i dag:"Den kendte vækst er ikke mulig på lang sigt" 


 http://www.information.dk/271459#comment-377472 


Den gav mig anledning til at kommentere således: 


"Tak til Jørgen Steen Nielsen og til Mogens Lykketoft - endelig! Med afsæt i miljøbekymringer (en ph.d.-grad i 1991 i miljøundervisning), så er dagens artikel bare så længe ventet … Men nu gælder det så: hvor skal vi begynde med en positiv formulering af det nye vækstbegreb? Det er der formodentlig ingen, der har noget færdigt svar på, men det er da en begyndelse, at Lykketoft påpeger en simpel adskillelse mellem langtidsinvesteringer og rent forbrug som en mulig øjenåbner for folk om, hvad samfundsøkonomien handler om.

En ting jeg har tænkt på - som ligger i den helt anden ende af opgaven - er, at vi skal uddanne befolkningen til at forstå økonomi. Det er nærmest indoktrinering, når den brede befolkning ikke har anden forståelse for økonomi end den, der følger med som en side-læring i folkeskolens matematikundervisning. Her er tal eksakte for 2 + 2 er da = 4, ikke. Det følger heraf, at økonomi nok er en eksakt videnskab. - Og så er det svært at forstå, at den bare en afledt del af filosofi på linje med pædagogik og psykologi fx.

Den nuværende regering har gjort meget for at lægge 70ernes kritiske fag - samfundsfag eller samtidsorientering - for had. Jeg siger ikke, at der ikke har været skæverter indenfor fagområderne - men der var tale om nye fag, som kunne have bidraget til en folkelig uddannelse imod det nye vækstscenarie vi nu skal udvikle.

Vi har brug for kreativitet, solidaritet og nytænkning - ikke for politik ført på gamle økonomiske doktriner. Tak! "

Først forsvar, så utopi

Jette Tofte Bøndergaard, København

Anna von Sperlings leder Utopien leve (23. april) om venstrefløjens fremtid var meget tankevækkende.

Jeg tænker, at det er meget at forlange af de unge, at de skal stille an med en vækstkritik. New Public Management har betydet, at vi nu skal forsvare den velfærd, arbejderbevægelsen har opbygget. Det, som kunne være et udgangspunkt for at udforme et mere vækstafbalanceret samfund, er under hårdt pres.

Det er faktisk al ære værd, at der er unge mennesker, der vil forsvare det, men det er fuldt forståeligt, at kritikken for øjeblikket rettes mod, at markedslogikken presses nedover velfærden det er vel egentlig også en form for vækstkritik?

For mig er det i hvert fald en forudsætning, at vi opfatter os selv som borgere, der i fællesskab skal forvalte et solidarisk velfærdssamfund. Den herskende nyliberalistiske politik har på meget totalitær vis besat sproget og ændret på virkeligheden. Vi er blevet gjort til forbrugere og konkurrenter. Vi kan forvente service og klage over samme. Vi har fået et lag af kvalitetskontroller, testforvaltere, klagevejledere; offentligt ansatte er gjort til diskenspringere i undervisning og omsorg. Læs for eksempel Rasmus Willigs bog Umyndiggørelse. Den beskriver meget fint, hvor totalitært et system vi faktisk er underlagt, og i hvilken grad vi umyndiggøres.

Jo, det ville være dejligt med lidt vækstkritik og nogle gode utopier, men vi skal nok begynde med at formulere et andet menneske- og samfundssyn end det gældende. Vi skal have myndige borgere, der i fællesskab og på demokratisk vis omformer samfundet. Man kunne begynde med at kigge kritisk på finanssektoren den skaber misvækst for de fleste.

Læserbrev i Information lørdag d. 1. maj 2011

Kulegrav VK-regeringens værdipolitik

Overbetaling af privathospitaler, fangeudlevering til tortur, lækage i forsvarsministeriet, hemmelige CIAoverflyvninger, brud på demokratisk administration samt lovovertrædelse i beskæftgielsesministeriet, konventiosnbrud … meget bør kulegraves, så borgernes retsbevidsthed igen kan finde hvile i at ’lov er lov’ – også for en regering.

Også værdipolitikken kan kulegraves. Hvad handler den erklærede værdikamp om? Hvad gør en kamp nødvendig? Hvilke midler er brugt i kampen?

Centralt i kampen står udsagn om, at der findes ”grundlæggende danske værdier”. Men hvad er ’danske’? og hvad er ’grundlæggende værdier’? Eksistensen af disse værdier forudsættes.

’Det danske’

’Det danske’ fortoner sig i forhistorien. Ofte nævnes Jellingestenene som ’det danskes’ dåbsattest. Stenene udlægges som bevis på, at nationen har eksisteret siden urtiden. Beviset kædes sammen med forestillinger om etnicitet – danskere af den slægt, som levede indenfor ’det danske’ område – er rigtige danskere. De besidder den særlige ’danske’ kultur og etnicitet. Postulatet om denne særlige ’danske’ kultur og etnicitet er en virkningsfuld fortælling. Den er virksom, men ikke nødvendigvis sand.

Nationer er en moderne opfindelse. De blev opfundet da fællesskaber omkring en religion eller et fyrsteligt dynasti havde udspillet sin rolle i diverse religionskrige. Nye nationer gav mulighed for at opbygge stabil grænseoverskridende handel. Nationen Danmark – eller bare nogle spidsborgere - sikrede en vis startkapital med trekantshandlen: Slaver til Vestindien, sukker til Danmark og våben til Afrika. Bondestanden samlede sig i fællesskaber med andelskarakter – også de sikrede sig en plads i verdenshandlen. Befolkningsoverskud sikrede tilstrækkelig arbejdskraft til nye industrier. Arbejderne samledes i fagforeninger i kamp for at få del i kagen. Deres kamp sikrede den lovpriste orden på det danske arbejdsmarked. Under navnet ’flexicurity’ fremhæves den orden som noget særligt. I denne fortælling er Danmark resultat af flere forskellige menneskelige handlinger og begivenheder – også flere end her nævnt.

Det centrale er, at fortællingerne får forskellige virkninger. I den første fortælling lægges vægten på ’det danske’ som et kulturelt fællesskab. I denne fortælling vægtes ’det danske’ som noget eksklusivt. ’Det danske’ er for mennesker, der ved naturens gunst er født i den kultur – som er ’det danske’. (Det generer ikke fortællerne, at det er en tautologisk bevisførelse!)

I den anden fortælling vægtes ’det danske’ som et borgerligt fællesskab. Fællesskabet består mellem borgere, der indordner sig under en statsligt vedtagen lov og orden. Det fællesskab rummer alle de menneskegrupper, der i tidens løb har fået medborgerskab: embedsmænd med tysk oprindelse, franske hoffolk, katolske lejesoldater, jødiske kræmmere, arbejdere, tjenestefolk, kvinder … borgere med rettigheder og pligter indenfor statsnationen.  I denne fortælling kan ’det danske’ udfoldes på mange måder, når blot det sker indenfor statens vedtagne rammer.

Historikere vil i fremtiden spørge, hvilken interesse VK-regeringen havde i at provokere til ’værdikamp’. Hvilke interesser forfulgte regeringen, når den formulerede sig om det eksklusive kulturfællesskab og ikke i det inkluderende borgerfællesskab?

’Grundlæggende værdier’

Det faktum, at VK-regeringen nedsætter en værdikommission, afslører usikkerhed på, hvad de ’grundlæggende værdier’ er. Hvilke værdier tales der om? Hvad ligger de til grund for?

Det er næppe for meget sagt, at Mennesket har været optaget af at formulere ’grundlæggende værdier’ igennem hele sin historie. Denne optagethed hører måske netop med til definitionen af Mennesket. Mennesket adskiller sig ved, at det bliver til i sprogligt fællesskab med medmennesker. Det enkelte menneske er også med-menneske. Det har været et tilbagevendende spørgsmål mellem mennesker, hvordan de ’grundlæggende værdier’ skulle defineres – og af hvem. Det er oplagt at undersøge, hvilke værdier, der konstituerer demokratisk regeringsførelse.

Den sidste af de to hovedfortællinger beskrevet ovenfor – den om borgerfællesskabet – vil først og fremmest spørge, hvilke ’grundlæggende værdier’ bør borgerne være opmærksomme på, når de skal finde fordragelige løsninger på de problemer, der opstår imellem dem. Fokus ligger på måder at forhandle diverse forskellige interesser på. Hvordan forhandler vi i overensstemmelse med grundlæggende demokratiske værdier, er nøglespørgsmålet.

I den første hovedfortælling er værdier modsat noget, som nogen angiveligt besidder, og som andre bør tilegne sig – hvis ikke det forudsætter fødselsret. Her ligger fokus på hvad de grundlæggende værdier er.

Fremtidens historikere må afgøre, om det er foreneligt med demokratiske ideer at søge efter sådanne værdier, som i udgangspunktet er formuleret eksklusive. Historien viser, at det er problematisk, når enkeltindivider eller grupper af mennesker tilsidesætter andres værdier, og ophøjer deres egne til de eneste sande værdier. Nyere historie fremviser eksempler på formulerede ’grundlæggende ariske værdier’, ’serbiske værdier’, ’hutuværdier’, ’hvide værdier’… eksemplerne er desværre mange. De betegner totalitære regimer!

’Danske værdier’ kontra universelle værdier.

Historikere må kulegrave virkningerne af VK-regeringens lancering af ’danske værdier’ fx i kanonbestemt indhold i skolens fag. Hvordan har vægtningen af ’danske værdier’ påvirket skolebørns forståelse af kultur? Hvordan har den påvirket danskeres ageren i møder med mennesker med andre kulturbaggrunde både i Danmark og i udlandet? Og hvordan har det påvirket dansk medvirken til at udvikle en global orden baseret på internationalt vedtagne konventioner?

Ved at fremture med ’danske værdier’ risikerer Danmark, at andre kulturelt baserede lovsystemer – som fx Sharialov – gives anledning til at hævde ret over individer. Værdikampens ekskluderende elementer strider imod FNs arbejde på at fastlægge universelle menneskerettigheder. Den lære man drog af 2. verdenskrig var ellers, at Menneskerettigheder skal sikre individer – bl.a. imod kulturelt bestemte overgreb. Jo, der er meget at kulegrave!

Jette Tofte Bøndergaard, april 2011

Liberal ideologi skaber ufri mennesker

Den er helt gal med det liberalistiske syn på mennesket. Det fremgår af denne kyniske lovmæssighed: Udbud skaber efterspørgsel – på sigt!

Når den handler om mennesker indebærer det, at nogen skal være arbejdskraftsreserve. Nogen – reserven – bliver en vare, som lægges på lager. Mennesker, der stiller deres arbejdskraft i udbud, må afvente kapitalens behov. Den borgerlige regering fører en politik, hvor der øjensynligt ikke kan blive for mange om udbuddet: ældre skal pensioneres senere, efterlønnen skal afvikles, arbejdsmarkedet skal reguleres, således at de ansatte skal arbejde flere timer, syges førtidspensioner skal begrænses, ansøgere om ophold i landet skal arbejde 2½ år i fuld tid, før de kan komme i betragtning … Det er paradoksalt i en tid, hvor der allerede er 200.000 arbejdsløse.

Det er yderligere absurd, når liberale politikere agerer som om ’reserven’ ikke vil arbejde. Den ældre del af befolkningen, hvis fratrædelsesalder nu skal udskydes, har for størstedelens vedkommende allerede arbejdet et helt arbejdsliv på fyrre år eller mere. (Firs år pr. familie!) Flere førtidspensionister har været igennem lange udredningsforløb, og de har forgæves forsøgt at komme ind i varmen i arbejdslivet før de blev tildelt et minimumslevegrundlag. Det er utroligt, at man skyder disse grupper i skoene, at de ikke har vilje til at arbejde.

Det er i det hele taget ondsindet at fremstille samfundsproblemet – arbejdsløshed - som grundet i manglende vilje til arbejde. Det passer ikke! De arbejdsløse er fortvivlet jobsøgende og helt desperate efter arbejde.

Jeg kender en håndværker, som – på trods af arbejdsgiveres sukken efter arbejdskraft ikke har haft held med at søge. Han udnyttes i diverse aktiveringsjob som skolemedhjælp (når lærere fyres kan en faglært medhjælp gøre fyldest), som hulrenser i en golfklub, og som praktikant i Fakta … billig eller gratis arbejdskraft kan buges en månedstid og så tager en ny butik over. Aktiveringsprogrammet giver mulighed for den slags dekvalificerende og ydmygende udnyttelse. Noget fast arbejde fører det ikke til. Han hører ellers til det højt besungne grå guld! Det er hans slags, der i liberale drømme skal arbejde til de bliver 70 år. Ønsker arbejdsgivere den arbejdskraft eller vil de bare have et reserve-lager af mennesker?

Jeg kender en kvinde, der, på trods af invaliderende sygdom arbejdede et halvt arbejdsliv i et tungt omsorgsjob. Den diagnosticerede sygdom førte ikke til lettere sagsbehandling, da ønsket om deltid opstod. Det blev kommunal kassetænkning og langtrukken sagsbehandling. Efter års gentagende indhentning af de samme erklæringer fra hospitalslæger opgav kommunen dog sin mistænkeliggørelse. En bevilget førtidspension gav ro og sikkerhed for livsgrundlag. Men det stærkt ønskede deltidsarbejde med arbejdskammerater og et arbejdslivs mening blev det ikke. Også denne sag berretiger, at man spørger om arbejdsgivere virkelig er voldsomt i bekneb for arbejdskraft?

Jeg kender en ung kvinde med gode afgangskarakterer i et videregående studium – et meget selvstændigt lærerløst studium. Hun glædede sig til at erstatte studiets ensomhed med et arbejdsliv blandt kolleger. Men selv med relevante studiejob på cv’et, og selvom der søges bredt og udenfor magisterområdet lykkes det ikke at finde arbejde. På jobcentret undervises den humanistisk uddannede kvinde sammen med andre arbejdssøgende magistre i, at ”det er vigtigt ikke at bruge for stærk parfume, når man skal til jobsamtale!” Der er ikke den efterspørgsel på veluddannede unge, som borgerlige politikere vil have os til at tro. En hel hær af frivillige, aktiverede og praktikanter udfylder enten gratis eller med løntilskud de få tilbageværende job på museer og i kulturliv. Arbejde med overenskomstaftalt løn findes ikke. Er det mon et billede på det minimale kulturliv, som de liberale ønsker udviklet i minimalstats-regi?

Jeg kender en anden ung kvinde, som har gennemført et tilsvarende studium. Hun ønsker familie. Det er kommet på tværs af arbejde. Flere fatale graviditeter med sygdomsperioder er svære at forklare positivt på et cv. Jobrådgivere provokerer, når de opfordrer arbejdssøgere til at skrive personlige ansøgninger. Skal man forklare sygdoms- og sorgperioder i ansøgninger, der ligger i bunkevis og aldrig besvares? Snakken om, at unge ikke skriver ’personligt nok’ i deres ansøgninger – og dermed er selvforskyldt arbejdsløse – er hyklerisk sludder! Job-coachene finder ikke arbejde, de tilslører snarere at arbejdet ikke findes. Har hele dette jobformidlings- og aktiveringscirkus mon ikke snarere den funktion, at det skal legitimere de liberales tilbagevendende angreb på mennesker, der af mangfoldige grunde er sat udenfor arbejsmarkedet?

Jeg kender en kvinde, som har været så uheldig at komme alvorligt til skade. Det har påvirket hendes førlighed - men ikke hendes hoved. Det nedbryder hende at blive arbejdsprøvet gang på gang – hun vil gerne arbejde så langt fysikken rækker. En opslidende proces førte til flexvisitering – men ikke til job. I stedet påbydes nye arbejdsprøvninger. Er ’det rummelige arbejdsmarked’ ikke bare forvrøvlet snak fra politikere, der ikke vedstår, at de holder mennesker hen som reserve for kapitalen?

Det er svært at opretholde en god selvfølelse uden et arbejde. Det kan man finde mange udtryk for på Google. Én skriver, ”at der skal et godt bryst til at være arbejdsløs”, en anden, at ”arbejdsløshed ikke er for tøsedrenge”. Disse udsagn er eksempler på, at nogen forsøger at forholde sig distanceret til arbejdsløsheden. Andre skriver mere direkte, at det ”gøres til noget skamfuldt” og ”at de hurtigt mistede modet og kampgejsten”. Det er åbenlyst, at det er en svær belastning for et menneske, at være arbejdsløs. Der skal være brug for en nu – ikke på sigt. Uden arbejde er man udstødt - uden værdi. Arbejdsløshed fører til afmagt og trods. De elever og studerende, som jeg har undervist, har alle forventet, at et arbejde var afslutningen på deres skolegang og studier. Jeg har tænkt meningsfulde arbejdsliv som perspektiv for min undervisning. Uden det perspektiv bliver undervisning en slags tidsfordriv. Arbejde er en menneskeret! Når liberale politikere taler om arbejde – på sigt, så lader de liberalistisk økonomi komme før mennesker. De skaber onde fattigdomscirkler i de familier, der rammes af deres ’reservetænkning’.

Arbejdssøgere gøres syge. Arbejdsløshed nedbryder mennesker. Den liberalistiske økonomi kræver en sulten slavehær, og de såkaldt liberale politikere skaber en sådan hær af reserven. Vi har et tredelt klassesamfund, der ikke lader det tidligt industrielle samfund meget efter. Den øverste klasse er kapitalen, den mellemste klasse består af lønmodtagere og nederst i samfundet findes reserven. På det seneste har kapitalen udviklet New Public Management, hvor målet mere er et spørgsmål om profittens størrelse end det ønskværdige i produktionens resultat. Med retten til at ’lede og fordele arbejdet’ kan kapitalen bestemme, hvem der er inde i varmen, og hvem der er ude.

Lønmodtagerne udgør en meget sammensat gruppe med mangeartede forestillinger om arbejde og samfund. Nogle arbejder for at få brød på bordet. Nogle arbejder for det kammeratskab, der er knyttet til produktionen. Nogle arbejder fordi de faktisk ser et fornuftigt formål med produktionen. (Man kunne ønske, at denne gruppe talte de fleste.)

De sidste – reserven - er uden sikker indtægt, og de skal stå ubegrænset til rådighed i alle døgnets timer (kan ikke kvalificere sig for de har principielt ikke nogen fri tid). De underlægges magtesløse sagsbehandleres forgodtbefindende. Ikke engang medicinindtagelse må de selv bestemme (det viser sagen om lykkepiller). Sådan behandles reserven mens de samme politikere bryster sig af at værne om frihedsrettigheder! Desværre understøtter og viderefører lønmodtagerne ofte den politiske udstødelse af de arbejdsløse. Når en tillidsrepræsentant i arbejderbevægelsen finder på at angribe lønmodtagere på universiteter, så er der åbnet for populistisk mudderkastning mellem lønmodtagere indbyrdes. Lønmodtagere på tværs af diverse fagskel har fælles interesse imod kapitalen. Arbejdsløshed er et vilkår, som slår tilfældigt ned blandt alle lønmodtagere.

Uden arbejde fratages mennesker muligheden for at opbygge relationer med arbejdskammerater. De fratages mulighed for at se deres liv i arbejdets perspektiv. Som om det ikke er nok, så forhindres de også i samfundsdeltagelse. Reserven må ikke udføre frivilligt arbejde – de skal stå til rådighed! De må ikke beskæftige sig med noget, der giver selvfølelse for dem fx at male eller skrive – for det kunne måske sælges (?) og så er det jo snyd at være meldt arbejdsløs. Er man arbejdsløs, skal man være ubeskæftiget og inden døre. (Ufortalt: hvor arbejdskrævende og opslidende det er at søge arbejde, der ikke findes!) Reserven er fanget i perspektivløshed. Det er uværdigt og nedbrydende at være den reserve, som samfundet angiveligt har brug for – på sigt. Det er tortur! Det er kapitalinteressers frihed, der er i fokus – ikke menneskers! I folkeskolen skal lærere have den enkelte elevs udvikling og læring i centrum. Men tror de liberale politikere virkeligt på, at skolen kan bryde med den udsigtsløshed og afmagt, som nogle forældre står med i forhold til samfundet? Tror de virkeligt på, at New Public Management-teoriers virkning i uddannelsessystemet vil føre til et rigere samfund? Måske tror de på, at det fører til rigdom målt i penge, men tror de virkelig også på at det bliver rigere i menneskelig forstand? Ser de ikke de menneskelige omkostninger ved at være i reserve – ved at være på lager?

Tænk hvis arbejdsmarkedet var indrettet på, at mennesker gerne vil arbejde. Den frie tid kunne deles imellem os borgere. Hvis ’reservetiden’ var et velfærdsgode kunne vi deles om at være reserve for en tidsbegrænset periode. Tiden kunne bruges til efter- og videreuddannelse. Nye produkter kunne udvikles. Kreative evner kunne afprøves og måske udvikles til et lønsomt liv. Man kunne passe syge og døende familiemedlemmer. Det ville være et anderledes humant samfund. Vi kan skabe det med nytænkning af begrebet ’vækst’. I det samfund ville nogen undervise dem, der tog efter- og videreuddannelse. Nogen af dem med ideer ville ende med slet ikke mere at have behov for ’reserve-aflønning’, fordi deres produktion viste sig at være givtig. Tror alle de liberale vælgere virkeligt på, at samfundet kan udvikle sig ved at spare på offentlige udgifter til omsorg og uddannelse? Har de mon helt glemt, at det danske velfærd netop blev udviklet, da kvinderne kom i arbejde udenfor hjemmet – og at omsorgs- og uddannelsesopgaver derfor i stort omfang måtte varetages af det offentlige?

Det bør være en del af forståelsen af det mobile arbejdsmarked (flexicurity) at ’reserve-tid’ fordeles. ’Reservetid’ kunne blive et tidsbegrænset gode. Så er det umuligt at blive tidsubestemt ’samfundsnasser’ – hvilket vist absurd nok er det, liberalistiske politikere mistænker arbejdssøgere for at bruge dagpengene til. Det liberale menneskesyn – ser mennesket som dovent af natur.

Jeg tror tvært imod at menneskets natur er at være virksomt. Jeg tror, at alle gerne bidrager til fællesskaber de kan blive en del af.  Det er derfor, at det ligger mig på sinde at vi skal skabe meningsfuldt arbejde til alle.

Liberale politikere siger, at der skal være en vis arbejdsløshed. Reserven skal holde lønningerne nede for at dække de stigende omkostninger i sundhedsvæsnet. Men politikken fører netop til stigende omkostninger for sundhedsvæsnet, for den gør arbejdssøgere syge. Sandheden er, at reserve-menneskene gøres desperate. Desperation skaber ikke arbejde. Men desperation gør det lettere for kapitalen at udnytte mennesker til lave lønninger og usle jobs! (Det illustrerer den liberale forståelse af vækst!)

Ønsker vi et liberalistisk industrisamfund, hvor mennesker holdes i usund uvirksomhed som arbejdskraftreserve? Eller et moderne humant samfund, hvor menneskelig trivsel og udvikling er i centrum?

Et humant samfund kræver politisk nytænkning, der ikke skaber sultne slavehære til kapitalen. Arbejdet må fordeles imellem os, og vi må fordele den frie tid på mennesker der kan berige både sig selv og vores fælles samfund med den.  Ingen mennesker må holdes hen med, at der er brug for dem – på sigt! Der er brug for alle gode kræfter, hvis vi skal bryde med vaneforestillinger om, at ’det gode liv’ er fyldt med materielt forbrug. Der er brug for at rige samfund, som det danske, sætter alle kræfter ind på at udvikle både de materielle sider, der kan føre til bæredygtige leveformer (fx bæredygtige energiformer mv.) og de åndelige sider (fx freds- og konfliktforskning med udbredelse af konkrete kompetencer i at håndtere konflikter mellem mennesker). Håndværkeren, akademikerne og de kronisk syge i mine eksempler ovenfor ville hjertens gerne arbejde. Det er de danske politikeres opgave at skabe et fællesskab, hvor alle får del i de friheder, som et godt arbejdsliv giver grundlag for. Det er politikeres opgave at skabe en international arbejdsfordeling, som kan føre til at alle verdens mennesker føler, at de er værdifulde for hinanden.