mandag den 25. april 2011

Kulegrav VK-regeringens værdipolitik

Overbetaling af privathospitaler, fangeudlevering til tortur, lækage i forsvarsministeriet, hemmelige CIAoverflyvninger, brud på demokratisk administration samt lovovertrædelse i beskæftgielsesministeriet, konventiosnbrud … meget bør kulegraves, så borgernes retsbevidsthed igen kan finde hvile i at ’lov er lov’ – også for en regering.
Også værdipolitikken kan kulegraves. Hvad handler den erklærede værdikamp om? Hvad gør en kamp nødvendig? Hvilke midler er brugt i kampen?
Centralt i kampen står udsagn om, at der findes ”grundlæggende danske værdier”. Men hvad er ’danske’? og hvad er ’grundlæggende værdier’? Eksistensen af disse værdier forudsættes.

’Det danske’

’Det danske’ fortoner sig i forhistorien. Ofte nævnes Jellingestenene som ’det danskes’ dåbsattest. Stenene udlægges som bevis på, at nationen har eksisteret siden urtiden. Beviset kædes sammen med forestillinger om etnicitet – danskere af den slægt, som levede indenfor ’det danske’ område – er rigtige danskere. De besidder den særlige ’danske’ kultur og etnicitet. Postulatet om denne særlige ’danske’ kultur og etnicitet er en virkningsfuld fortælling. Den er virksom, men ikke nødvendigvis sand.
Nationer er en moderne opfindelse. De blev opfundet da fællesskaber omkring en religion eller et fyrsteligt dynasti havde udspillet sin rolle i diverse religionskrige. Nye nationer gav mulighed for at opbygge stabil grænseoverskridende handel. Nationen Danmark – eller bare nogle spidsborgere - sikrede en vis startkapital med trekantshandlen: Slaver til Vestindien, sukker til Danmark og våben til Afrika. Bondestanden samlede sig i fællesskaber med andelskarakter – også de sikrede sig en plads i verdenshandlen. Befolkningsoverskud sikrede tilstrækkelig arbejdskraft til nye industrier. Arbejderne samledes i fagforeninger i kamp for at få del i kagen. Deres kamp sikrede den lovpriste orden på det danske arbejdsmarked. Under navnet ’flexicurity’ fremhæves den orden som noget særligt. I denne fortælling er Danmark resultat af flere forskellige menneskelige handlinger og begivenheder – også flere end her nævnt.
Det centrale er, at fortællingerne får forskellige virkninger. I den første fortælling lægges vægten på ’det danske’ som et kulturelt fællesskab. I denne fortælling vægtes ’det danske’ som noget eksklusivt. ’Det danske’ er for mennesker, der ved naturens gunst er født i den kultur – som er ’det danske’. (Det generer ikke fortællerne, at det er en tautologisk bevisførelse!)
I den anden fortælling vægtes ’det danske’ som et borgerligt fællesskab. Fællesskabet består mellem borgere, der indordner sig under en statsligt vedtagen lov og orden. Det fællesskab rummer alle de menneskegrupper, der i tidens løb har fået medborgerskab: embedsmænd med tysk oprindelse, franske hoffolk, katolske lejesoldater, jødiske kræmmere, arbejdere, tjenestefolk, kvinder … borgere med rettigheder og pligter indenfor statsnationen.  I denne fortælling kan ’det danske’ udfoldes på mange måder, når blot det sker indenfor statens vedtagne rammer.
Historikere vil i fremtiden spørge, hvilken interesse VK-regeringen havde i at provokere til ’værdikamp’. Hvilke interesser forfulgte regeringen, når den formulerede sig om det eksklusive kulturfællesskab og ikke i det inkluderende borgerfællesskab?

’Grundlæggende værdier’

Det faktum, at VK-regeringen nedsætter en værdikommission, afslører usikkerhed på, hvad de ’grundlæggende værdier’ er. Hvilke værdier tales der om? Hvad ligger de til grund for?
Det er næppe for meget sagt, at Mennesket har været optaget af at formulere ’grundlæggende værdier’ igennem hele sin historie. Denne optagethed hører måske netop med til definitionen af Mennesket. Mennesket adskiller sig ved, at det bliver til i sprogligt fællesskab med medmennesker. Det enkelte menneske er også med-menneske. Det har været et tilbagevendende spørgsmål mellem mennesker, hvordan de ’grundlæggende værdier’ skulle defineres – og af hvem. Det er oplagt at undersøge, hvilke værdier, der konstituerer demokratisk regeringsførelse.
Den sidste af de to hovedfortællinger beskrevet ovenfor – den om borgerfællesskabet – vil først og fremmest spørge, hvilke ’grundlæggende værdier’ bør borgerne være opmærksomme på, når de skal finde fordragelige løsninger på de problemer, der opstår imellem dem. Fokus ligger på måder at forhandle diverse forskellige interesser på. Hvordan forhandler vi i overensstemmelse med grundlæggende demokratiske værdier, er nøglespørgsmålet.
I den første hovedfortælling er værdier modsat noget, som nogen angiveligt besidder, og som andre bør tilegne sig – hvis ikke det forudsætter fødselsret. Her ligger fokus på hvad de grundlæggende værdier er.
Fremtidens historikere må afgøre, om det er foreneligt med demokratiske ideer at søge efter sådanne værdier, som i udgangspunktet er formuleret eksklusive. Historien viser, at det er problematisk, når enkeltindivider eller grupper af mennesker tilsidesætter andres værdier, og ophøjer deres egne til de eneste sande værdier. Nyere historie fremviser eksempler på formulerede ’grundlæggende ariske værdier’, ’serbiske værdier’, ’hutuværdier’, ’hvide værdier’… eksemplerne er desværre mange. De betegner totalitære regimer!

’Danske værdier’ kontra universelle værdier.

Historikere må kulegrave virkningerne af VK-regeringens lancering af ’danske værdier’ fx i kanonbestemt indhold i skolens fag. Hvordan har vægtningen af ’danske værdier’ påvirket skolebørns forståelse af kultur? Hvordan har den påvirket danskeres ageren i møder med mennesker med andre kulturbaggrunde både i Danmark og i udlandet? Og hvordan har det påvirket dansk medvirken til at udvikle en global orden baseret på internationalt vedtagne konventioner?
Ved at fremture med ’danske værdier’ risikerer Danmark, at andre kulturelt baserede lovsystemer – som fx Sharialov – gives anledning til at hævde ret over individer. Værdikampens ekskluderende elementer strider imod FNs arbejde på at fastlægge universelle menneskerettigheder. Den lære man drog af 2. verdenskrig var ellers, at Menneskerettigheder skal sikre individer – bl.a. imod kulturelt bestemte overgreb. Jo, der er meget at kulegrave!
Jette Tofte Bøndergaard, april 2011

torsdag den 14. april 2011

Liberal ideologi skaber ufri mennesker

Den er helt gal med det liberalistiske syn på mennesket. Det fremgår af denne kyniske lovmæssighed: Udbud skaber efterspørgsel – på sigt!

Når den handler om mennesker indebærer det, at nogen skal være arbejdskraftsreserve. Nogen – reserven – bliver en vare, som lægges på lager. Mennesker, der stiller deres arbejdskraft i udbud, må afvente kapitalens behov. Den borgerlige regering fører en politik, hvor der øjensynligt ikke kan blive for mange om udbuddet: ældre skal pensioneres senere, efterlønnen skal afvikles, arbejdsmarkedet skal reguleres, således at de ansatte skal arbejde flere timer, syges førtidspensioner skal begrænses, ansøgere om ophold i landet skal arbejde 2½ år i fuld tid, før de kan komme i betragtning … Det er paradoksalt i en tid, hvor der allerede er 200.000 arbejdsløse.

Det er yderligere absurd, når liberale politikere agerer som om ’reserven’ ikke vil arbejde. Den ældre del af befolkningen, hvis fratrædelsesalder nu skal udskydes, har for størstedelens vedkommende allerede arbejdet et helt arbejdsliv på fyrre år eller mere. (Firs år pr. familie!) Flere førtidspensionister har været igennem lange udredningsforløb, og de har forgæves forsøgt at komme ind i varmen i arbejdslivet før de blev tildelt et minimumslevegrundlag. Det er utroligt, at man skyder disse grupper i skoene, at de ikke har vilje til at arbejde.

Det er i det hele taget ondsindet at fremstille samfundsproblemet – arbejdsløshed - som grundet i manglende vilje til arbejde. Det passer ikke! De arbejdsløse er fortvivlet jobsøgende og helt desperate efter arbejde.

Jeg kender en håndværker, som – på trods af arbejdsgiveres sukken efter arbejdskraft ikke har haft held med at søge. Han udnyttes i diverse aktiveringsjob som skolemedhjælp (når lærere fyres kan en faglært medhjælp gøre fyldest), som hulrenser i en golfklub, og som praktikant i Fakta … billig eller gratis arbejdskraft kan buges en månedstid og så tager en ny butik over. Aktiveringsprogrammet giver mulighed for den slags dekvalificerende og ydmygende udnyttelse. Noget fast arbejde fører det ikke til. Han hører ellers til det højt besungne grå guld! Det er hans slags, der i liberale drømme skal arbejde til de bliver 70 år. Ønsker arbejdsgivere den arbejdskraft eller vil de bare have et reserve-lager af mennesker?

Jeg kender en kvinde, der, på trods af invaliderende sygdom arbejdede et halvt arbejdsliv i et tungt omsorgsjob. Den diagnosticerede sygdom førte ikke til lettere sagsbehandling, da ønsket om deltid opstod. Det blev kommunal kassetænkning og langtrukken sagsbehandling. Efter års gentagende indhentning af de samme erklæringer fra hospitalslæger opgav kommunen dog sin mistænkeliggørelse. En bevilget førtidspension gav ro og sikkerhed for livsgrundlag. Men det stærkt ønskede deltidsarbejde med arbejdskammerater og et arbejdslivs mening blev det ikke. Også denne sag berretiger, at man spørger om arbejdsgivere virkelig er voldsomt i bekneb for arbejdskraft?

Jeg kender en ung kvinde med gode afgangskarakterer i et videregående studium – et meget selvstændigt lærerløst studium. Hun glædede sig til at erstatte studiets ensomhed med et arbejdsliv blandt kolleger. Men selv med relevante studiejob på cv’et, og selvom der søges bredt og udenfor magisterområdet lykkes det ikke at finde arbejde. På jobcentret undervises den humanistisk uddannede kvinde sammen med andre arbejdssøgende magistre i, at ”det er vigtigt ikke at bruge for stærk parfume, når man skal til jobsamtale!” Der er ikke den efterspørgsel på veluddannede unge, som borgerlige politikere vil have os til at tro. En hel hær af frivillige, aktiverede og praktikanter udfylder enten gratis eller med løntilskud de få tilbageværende job på museer og i kulturliv. Arbejde med overenskomstaftalt løn findes ikke. Er det mon et billede på det minimale kulturliv, som de liberale ønsker udviklet i minimalstats-regi?

Jeg kender en anden ung kvinde, som har gennemført et tilsvarende studium. Hun ønsker familie. Det er kommet på tværs af arbejde. Flere fatale graviditeter med sygdomsperioder er svære at forklare positivt på et cv. Jobrådgivere provokerer, når de opfordrer arbejdssøgere til at skrive personlige ansøgninger. Skal man forklare sygdoms- og sorgperioder i ansøgninger, der ligger i bunkevis og aldrig besvares? Snakken om, at unge ikke skriver ’personligt nok’ i deres ansøgninger – og dermed er selvforskyldt arbejdsløse – er hyklerisk sludder! Job-coachene finder ikke arbejde, de tilslører snarere at arbejdet ikke findes. Har hele dette jobformidlings- og aktiveringscirkus mon ikke snarere den funktion, at det skal legitimere de liberales tilbagevendende angreb på mennesker, der af mangfoldige grunde er sat udenfor arbejsmarkedet?

Jeg kender en kvinde, som har været så uheldig at komme alvorligt til skade. Det har påvirket hendes førlighed - men ikke hendes hoved. Det nedbryder hende at blive arbejdsprøvet gang på gang – hun vil gerne arbejde så langt fysikken rækker. En opslidende proces førte til flexvisitering – men ikke til job. I stedet påbydes nye arbejdsprøvninger. Er ’det rummelige arbejdsmarked’ ikke bare forvrøvlet snak fra politikere, der ikke vedstår, at de holder mennesker hen som reserve for kapitalen?

Det er svært at opretholde en god selvfølelse uden et arbejde. Det kan man finde mange udtryk for på Google. Én skriver, ”at der skal et godt bryst til at være arbejdsløs”, en anden, at ”arbejdsløshed ikke er for tøsedrenge”. Disse udsagn er eksempler på, at nogen forsøger at forholde sig distanceret til arbejdsløsheden. Andre skriver mere direkte, at det ”gøres til noget skamfuldt” og ”at de hurtigt mistede modet og kampgejsten”. Det er åbenlyst, at det er en svær belastning for et menneske, at være arbejdsløs. Der skal være brug for en nu – ikke på sigt. Uden arbejde er man udstødt - uden værdi. Arbejdsløshed fører til afmagt og trods. De elever og studerende, som jeg har undervist, har alle forventet, at et arbejde var afslutningen på deres skolegang og studier. Jeg har tænkt meningsfulde arbejdsliv som perspektiv for min undervisning. Uden det perspektiv bliver undervisning en slags tidsfordriv. Arbejde er en menneskeret! Når liberale politikere taler om arbejde – på sigt, så lader de liberalistisk økonomi komme før mennesker. De skaber onde fattigdomscirkler i de familier, der rammes af deres ’reservetænkning’.

Arbejdssøgere gøres syge. Arbejdsløshed nedbryder mennesker. Den liberalistiske økonomi kræver en sulten slavehær, og de såkaldt liberale politikere skaber en sådan hær af reserven. Vi har et tredelt klassesamfund, der ikke lader det tidligt industrielle samfund meget efter. Den øverste klasse er kapitalen, den mellemste klasse består af lønmodtagere og nederst i samfundet findes reserven. På det seneste har kapitalen udviklet New Public Management, hvor målet mere er et spørgsmål om profittens størrelse end det ønskværdige i produktionens resultat. Med retten til at ’lede og fordele arbejdet’ kan kapitalen bestemme, hvem der er inde i varmen, og hvem der er ude.

Lønmodtagerne udgør en meget sammensat gruppe med mangeartede forestillinger om arbejde og samfund. Nogle arbejder for at få brød på bordet. Nogle arbejder for det kammeratskab, der er knyttet til produktionen. Nogle arbejder fordi de faktisk ser et fornuftigt formål med produktionen. (Man kunne ønske, at denne gruppe talte de fleste.)

De sidste – reserven - er uden sikker indtægt, og de skal stå ubegrænset til rådighed i alle døgnets timer (kan ikke kvalificere sig for de har principielt ikke nogen fri tid). De underlægges magtesløse sagsbehandleres forgodtbefindende. Ikke engang medicinindtagelse må de selv bestemme (det viser sagen om lykkepiller). Sådan behandles reserven mens de samme politikere bryster sig af at værne om frihedsrettigheder! Desværre understøtter og viderefører lønmodtagerne ofte den politiske udstødelse af de arbejdsløse. Når en tillidsrepræsentant i arbejderbevægelsen finder på at angribe lønmodtagere på universiteter, så er der åbnet for populistisk mudderkastning mellem lønmodtagere indbyrdes. Lønmodtagere på tværs af diverse fagskel har fælles interesse imod kapitalen. Arbejdsløshed er et vilkår, som slår tilfældigt ned blandt alle lønmodtagere.

Uden arbejde fratages mennesker muligheden for at opbygge relationer med arbejdskammerater. De fratages mulighed for at se deres liv i arbejdets perspektiv. Som om det ikke er nok, så forhindres de også i samfundsdeltagelse. Reserven må ikke udføre frivilligt arbejde – de skal stå til rådighed! De må ikke beskæftige sig med noget, der giver selvfølelse for dem fx at male eller skrive – for det kunne måske sælges (?) og så er det jo snyd at være meldt arbejdsløs. Er man arbejdsløs, skal man være ubeskæftiget og inden døre. (Ufortalt: hvor arbejdskrævende og opslidende det er at søge arbejde, der ikke findes!) Reserven er fanget i perspektivløshed. Det er uværdigt og nedbrydende at være den reserve, som samfundet angiveligt har brug for – på sigt. Det er tortur! Det er kapitalinteressers frihed, der er i fokus – ikke menneskers! I folkeskolen skal lærere have den enkelte elevs udvikling og læring i centrum. Men tror de liberale politikere virkeligt på, at skolen kan bryde med den udsigtsløshed og afmagt, som nogle forældre står med i forhold til samfundet? Tror de virkeligt på, at New Public Management-teoriers virkning i uddannelsessystemet vil føre til et rigere samfund? Måske tror de på, at det fører til rigdom målt i penge, men tror de virkelig også på at det bliver rigere i menneskelig forstand? Ser de ikke de menneskelige omkostninger ved at være i reserve – ved at være på lager?

Tænk hvis arbejdsmarkedet var indrettet på, at mennesker gerne vil arbejde. Den frie tid kunne deles imellem os borgere. Hvis ’reservetiden’ var et velfærdsgode kunne vi deles om at være reserve for en tidsbegrænset periode. Tiden kunne bruges til efter- og videreuddannelse. Nye produkter kunne udvikles. Kreative evner kunne afprøves og måske udvikles til et lønsomt liv. Man kunne passe syge og døende familiemedlemmer. Det ville være et anderledes humant samfund. Vi kan skabe det med nytænkning af begrebet ’vækst’. I det samfund ville nogen undervise dem, der tog efter- og videreuddannelse. Nogen af dem med ideer ville ende med slet ikke mere at have behov for ’reserve-aflønning’, fordi deres produktion viste sig at være givtig. Tror alle de liberale vælgere virkeligt på, at samfundet kan udvikle sig ved at spare på offentlige udgifter til omsorg og uddannelse? Har de mon helt glemt, at det danske velfærd netop blev udviklet, da kvinderne kom i arbejde udenfor hjemmet – og at omsorgs- og uddannelsesopgaver derfor i stort omfang måtte varetages af det offentlige?

Det bør være en del af forståelsen af det mobile arbejdsmarked (flexicurity) at ’reserve-tid’ fordeles. ’Reservetid’ kunne blive et tidsbegrænset gode. Så er det umuligt at blive tidsubestemt ’samfundsnasser’ – hvilket vist absurd nok er det, liberalistiske politikere mistænker arbejdssøgere for at bruge dagpengene til. Det liberale menneskesyn – ser mennesket som dovent af natur.

Jeg tror tvært imod at menneskets natur er at være virksomt. Jeg tror, at alle gerne bidrager til fællesskaber de kan blive en del af.  Det er derfor, at det ligger mig på sinde at vi skal skabe meningsfuldt arbejde til alle.
Liberale politikere siger, at der skal være en vis arbejdsløshed. Reserven skal holde lønningerne nede for at dække de stigende omkostninger i sundhedsvæsnet. Men politikken fører netop til stigende omkostninger for sundhedsvæsnet, for den gør arbejdssøgere syge. Sandheden er, at reserve-menneskene gøres desperate. Desperation skaber ikke arbejde. Men desperation gør det lettere for kapitalen at udnytte mennesker til lave lønninger og usle jobs! (Det illustrerer den liberale forståelse af vækst!)

Ønsker vi et liberalistisk industrisamfund, hvor mennesker holdes i usund uvirksomhed som arbejdskraftreserve? Eller et moderne humant samfund, hvor menneskelig trivsel og udvikling er i centrum?
Et humant samfund kræver politisk nytænkning, der ikke skaber sultne slavehære til kapitalen. Arbejdet må fordeles imellem os, og vi må fordele den frie tid på mennesker der kan berige både sig selv og vores fælles samfund med den.  Ingen mennesker må holdes hen med, at der er brug for dem – på sigt! Der er brug for alle gode kræfter, hvis vi skal bryde med vaneforestillinger om, at ’det gode liv’ er fyldt med materielt forbrug. Der er brug for at rige samfund, som det danske, sætter alle kræfter ind på at udvikle både de materielle sider, der kan føre til bæredygtige leveformer (fx bæredygtige energiformer mv.) og de åndelige sider (fx freds- og konfliktforskning med udbredelse af konkrete kompetencer i at håndtere konflikter mellem mennesker). Håndværkeren, akademikerne og de kronisk syge i mine eksempler ovenfor ville hjertens gerne arbejde. Det er de danske politikeres opgave at skabe et fællesskab, hvor alle får del i de friheder, som et godt arbejdsliv giver grundlag for. Det er politikeres opgave at skabe en international arbejdsfordeling, som kan føre til at alle verdens mennesker føler, at de er værdifulde for hinanden.


lørdag den 2. april 2011

Aflysning


ØV ... jeg aflyser min udstilling på Valby Kulturhus. Den kulturmedarbejder, som jeg havde aftale med, overholdt ikke aftalen og var i øvrigt på ferie!!! Det er nok ikke bare mig, der er amatør."




Udstilling Valby Kulturhus d. 2. april - 29. april "ØV, ØV, 
Jette Tofte Bøndergaard læreruddannet 1968 med liniefag i billedkunst 1972. Har arbejdet med akrylmaleri siden 2006 og udstillet på Galleri Bagatel august - september 2010.

Jeg udstiller 33 billeder i varieret størrelse fx fiskene vist ovenfor, som er 96 X 77 og billedet nedenfor med husruin som er 97 x 97


Disse to billeder er malet på Kunsthøjskolen på Ærø, hvor jeg har deltaget i to ugekurser henholdsvis foråret 2008 og efteråret 2010.

De fleste af mine billeder er mindre og inspirerede af inventaret i min svenske ødegård. Det gælder fx billedet med grøn keramikkande og rødløg, billede med lerfad og bananer, samt keramikkoppen og pelargonie. De måler alle 30 x 30.