Kulegrav VK-regeringens værdipolitik

Overbetaling af privathospitaler, fangeudlevering til tortur, lækage i forsvarsministeriet, hemmelige CIAoverflyvninger, brud på demokratisk administration samt lovovertrædelse i beskæftgielsesministeriet, konventiosnbrud … meget bør kulegraves, så borgernes retsbevidsthed igen kan finde hvile i at ’lov er lov’ – også for en regering.

Også værdipolitikken kan kulegraves. Hvad handler den erklærede værdikamp om? Hvad gør en kamp nødvendig? Hvilke midler er brugt i kampen?

Centralt i kampen står udsagn om, at der findes ”grundlæggende danske værdier”. Men hvad er ’danske’? og hvad er ’grundlæggende værdier’? Eksistensen af disse værdier forudsættes.

’Det danske’

’Det danske’ fortoner sig i forhistorien. Ofte nævnes Jellingestenene som ’det danskes’ dåbsattest. Stenene udlægges som bevis på, at nationen har eksisteret siden urtiden. Beviset kædes sammen med forestillinger om etnicitet – danskere af den slægt, som levede indenfor ’det danske’ område – er rigtige danskere. De besidder den særlige ’danske’ kultur og etnicitet. Postulatet om denne særlige ’danske’ kultur og etnicitet er en virkningsfuld fortælling. Den er virksom, men ikke nødvendigvis sand.

Nationer er en moderne opfindelse. De blev opfundet da fællesskaber omkring en religion eller et fyrsteligt dynasti havde udspillet sin rolle i diverse religionskrige. Nye nationer gav mulighed for at opbygge stabil grænseoverskridende handel. Nationen Danmark – eller bare nogle spidsborgere - sikrede en vis startkapital med trekantshandlen: Slaver til Vestindien, sukker til Danmark og våben til Afrika. Bondestanden samlede sig i fællesskaber med andelskarakter – også de sikrede sig en plads i verdenshandlen. Befolkningsoverskud sikrede tilstrækkelig arbejdskraft til nye industrier. Arbejderne samledes i fagforeninger i kamp for at få del i kagen. Deres kamp sikrede den lovpriste orden på det danske arbejdsmarked. Under navnet ’flexicurity’ fremhæves den orden som noget særligt. I denne fortælling er Danmark resultat af flere forskellige menneskelige handlinger og begivenheder – også flere end her nævnt.

Det centrale er, at fortællingerne får forskellige virkninger. I den første fortælling lægges vægten på ’det danske’ som et kulturelt fællesskab. I denne fortælling vægtes ’det danske’ som noget eksklusivt. ’Det danske’ er for mennesker, der ved naturens gunst er født i den kultur – som er ’det danske’. (Det generer ikke fortællerne, at det er en tautologisk bevisførelse!)

I den anden fortælling vægtes ’det danske’ som et borgerligt fællesskab. Fællesskabet består mellem borgere, der indordner sig under en statsligt vedtagen lov og orden. Det fællesskab rummer alle de menneskegrupper, der i tidens løb har fået medborgerskab: embedsmænd med tysk oprindelse, franske hoffolk, katolske lejesoldater, jødiske kræmmere, arbejdere, tjenestefolk, kvinder … borgere med rettigheder og pligter indenfor statsnationen.  I denne fortælling kan ’det danske’ udfoldes på mange måder, når blot det sker indenfor statens vedtagne rammer.

Historikere vil i fremtiden spørge, hvilken interesse VK-regeringen havde i at provokere til ’værdikamp’. Hvilke interesser forfulgte regeringen, når den formulerede sig om det eksklusive kulturfællesskab og ikke i det inkluderende borgerfællesskab?

’Grundlæggende værdier’

Det faktum, at VK-regeringen nedsætter en værdikommission, afslører usikkerhed på, hvad de ’grundlæggende værdier’ er. Hvilke værdier tales der om? Hvad ligger de til grund for?

Det er næppe for meget sagt, at Mennesket har været optaget af at formulere ’grundlæggende værdier’ igennem hele sin historie. Denne optagethed hører måske netop med til definitionen af Mennesket. Mennesket adskiller sig ved, at det bliver til i sprogligt fællesskab med medmennesker. Det enkelte menneske er også med-menneske. Det har været et tilbagevendende spørgsmål mellem mennesker, hvordan de ’grundlæggende værdier’ skulle defineres – og af hvem. Det er oplagt at undersøge, hvilke værdier, der konstituerer demokratisk regeringsførelse.

Den sidste af de to hovedfortællinger beskrevet ovenfor – den om borgerfællesskabet – vil først og fremmest spørge, hvilke ’grundlæggende værdier’ bør borgerne være opmærksomme på, når de skal finde fordragelige løsninger på de problemer, der opstår imellem dem. Fokus ligger på måder at forhandle diverse forskellige interesser på. Hvordan forhandler vi i overensstemmelse med grundlæggende demokratiske værdier, er nøglespørgsmålet.

I den første hovedfortælling er værdier modsat noget, som nogen angiveligt besidder, og som andre bør tilegne sig – hvis ikke det forudsætter fødselsret. Her ligger fokus på hvad de grundlæggende værdier er.

Fremtidens historikere må afgøre, om det er foreneligt med demokratiske ideer at søge efter sådanne værdier, som i udgangspunktet er formuleret eksklusive. Historien viser, at det er problematisk, når enkeltindivider eller grupper af mennesker tilsidesætter andres værdier, og ophøjer deres egne til de eneste sande værdier. Nyere historie fremviser eksempler på formulerede ’grundlæggende ariske værdier’, ’serbiske værdier’, ’hutuværdier’, ’hvide værdier’… eksemplerne er desværre mange. De betegner totalitære regimer!

’Danske værdier’ kontra universelle værdier.

Historikere må kulegrave virkningerne af VK-regeringens lancering af ’danske værdier’ fx i kanonbestemt indhold i skolens fag. Hvordan har vægtningen af ’danske værdier’ påvirket skolebørns forståelse af kultur? Hvordan har den påvirket danskeres ageren i møder med mennesker med andre kulturbaggrunde både i Danmark og i udlandet? Og hvordan har det påvirket dansk medvirken til at udvikle en global orden baseret på internationalt vedtagne konventioner?

Ved at fremture med ’danske værdier’ risikerer Danmark, at andre kulturelt baserede lovsystemer – som fx Sharialov – gives anledning til at hævde ret over individer. Værdikampens ekskluderende elementer strider imod FNs arbejde på at fastlægge universelle menneskerettigheder. Den lære man drog af 2. verdenskrig var ellers, at Menneskerettigheder skal sikre individer – bl.a. imod kulturelt bestemte overgreb. Jo, der er meget at kulegrave!

Jette Tofte Bøndergaard, april 2011