Liberal ideologi skaber ufri mennesker

Den er helt gal med det liberalistiske syn på mennesket. Det fremgår af denne kyniske lovmæssighed: Udbud skaber efterspørgsel – på sigt!

Når den handler om mennesker indebærer det, at nogen skal være arbejdskraftsreserve. Nogen – reserven – bliver en vare, som lægges på lager. Mennesker, der stiller deres arbejdskraft i udbud, må afvente kapitalens behov. Den borgerlige regering fører en politik, hvor der øjensynligt ikke kan blive for mange om udbuddet: ældre skal pensioneres senere, efterlønnen skal afvikles, arbejdsmarkedet skal reguleres, således at de ansatte skal arbejde flere timer, syges førtidspensioner skal begrænses, ansøgere om ophold i landet skal arbejde 2½ år i fuld tid, før de kan komme i betragtning … Det er paradoksalt i en tid, hvor der allerede er 200.000 arbejdsløse.

Det er yderligere absurd, når liberale politikere agerer som om ’reserven’ ikke vil arbejde. Den ældre del af befolkningen, hvis fratrædelsesalder nu skal udskydes, har for størstedelens vedkommende allerede arbejdet et helt arbejdsliv på fyrre år eller mere. (Firs år pr. familie!) Flere førtidspensionister har været igennem lange udredningsforløb, og de har forgæves forsøgt at komme ind i varmen i arbejdslivet før de blev tildelt et minimumslevegrundlag. Det er utroligt, at man skyder disse grupper i skoene, at de ikke har vilje til at arbejde.

Det er i det hele taget ondsindet at fremstille samfundsproblemet – arbejdsløshed - som grundet i manglende vilje til arbejde. Det passer ikke! De arbejdsløse er fortvivlet jobsøgende og helt desperate efter arbejde.

Jeg kender en håndværker, som – på trods af arbejdsgiveres sukken efter arbejdskraft ikke har haft held med at søge. Han udnyttes i diverse aktiveringsjob som skolemedhjælp (når lærere fyres kan en faglært medhjælp gøre fyldest), som hulrenser i en golfklub, og som praktikant i Fakta … billig eller gratis arbejdskraft kan buges en månedstid og så tager en ny butik over. Aktiveringsprogrammet giver mulighed for den slags dekvalificerende og ydmygende udnyttelse. Noget fast arbejde fører det ikke til. Han hører ellers til det højt besungne grå guld! Det er hans slags, der i liberale drømme skal arbejde til de bliver 70 år. Ønsker arbejdsgivere den arbejdskraft eller vil de bare have et reserve-lager af mennesker?

Jeg kender en kvinde, der, på trods af invaliderende sygdom arbejdede et halvt arbejdsliv i et tungt omsorgsjob. Den diagnosticerede sygdom førte ikke til lettere sagsbehandling, da ønsket om deltid opstod. Det blev kommunal kassetænkning og langtrukken sagsbehandling. Efter års gentagende indhentning af de samme erklæringer fra hospitalslæger opgav kommunen dog sin mistænkeliggørelse. En bevilget førtidspension gav ro og sikkerhed for livsgrundlag. Men det stærkt ønskede deltidsarbejde med arbejdskammerater og et arbejdslivs mening blev det ikke. Også denne sag berretiger, at man spørger om arbejdsgivere virkelig er voldsomt i bekneb for arbejdskraft?

Jeg kender en ung kvinde med gode afgangskarakterer i et videregående studium – et meget selvstændigt lærerløst studium. Hun glædede sig til at erstatte studiets ensomhed med et arbejdsliv blandt kolleger. Men selv med relevante studiejob på cv’et, og selvom der søges bredt og udenfor magisterområdet lykkes det ikke at finde arbejde. På jobcentret undervises den humanistisk uddannede kvinde sammen med andre arbejdssøgende magistre i, at ”det er vigtigt ikke at bruge for stærk parfume, når man skal til jobsamtale!” Der er ikke den efterspørgsel på veluddannede unge, som borgerlige politikere vil have os til at tro. En hel hær af frivillige, aktiverede og praktikanter udfylder enten gratis eller med løntilskud de få tilbageværende job på museer og i kulturliv. Arbejde med overenskomstaftalt løn findes ikke. Er det mon et billede på det minimale kulturliv, som de liberale ønsker udviklet i minimalstats-regi?

Jeg kender en anden ung kvinde, som har gennemført et tilsvarende studium. Hun ønsker familie. Det er kommet på tværs af arbejde. Flere fatale graviditeter med sygdomsperioder er svære at forklare positivt på et cv. Jobrådgivere provokerer, når de opfordrer arbejdssøgere til at skrive personlige ansøgninger. Skal man forklare sygdoms- og sorgperioder i ansøgninger, der ligger i bunkevis og aldrig besvares? Snakken om, at unge ikke skriver ’personligt nok’ i deres ansøgninger – og dermed er selvforskyldt arbejdsløse – er hyklerisk sludder! Job-coachene finder ikke arbejde, de tilslører snarere at arbejdet ikke findes. Har hele dette jobformidlings- og aktiveringscirkus mon ikke snarere den funktion, at det skal legitimere de liberales tilbagevendende angreb på mennesker, der af mangfoldige grunde er sat udenfor arbejsmarkedet?

Jeg kender en kvinde, som har været så uheldig at komme alvorligt til skade. Det har påvirket hendes førlighed - men ikke hendes hoved. Det nedbryder hende at blive arbejdsprøvet gang på gang – hun vil gerne arbejde så langt fysikken rækker. En opslidende proces førte til flexvisitering – men ikke til job. I stedet påbydes nye arbejdsprøvninger. Er ’det rummelige arbejdsmarked’ ikke bare forvrøvlet snak fra politikere, der ikke vedstår, at de holder mennesker hen som reserve for kapitalen?

Det er svært at opretholde en god selvfølelse uden et arbejde. Det kan man finde mange udtryk for på Google. Én skriver, ”at der skal et godt bryst til at være arbejdsløs”, en anden, at ”arbejdsløshed ikke er for tøsedrenge”. Disse udsagn er eksempler på, at nogen forsøger at forholde sig distanceret til arbejdsløsheden. Andre skriver mere direkte, at det ”gøres til noget skamfuldt” og ”at de hurtigt mistede modet og kampgejsten”. Det er åbenlyst, at det er en svær belastning for et menneske, at være arbejdsløs. Der skal være brug for en nu – ikke på sigt. Uden arbejde er man udstødt - uden værdi. Arbejdsløshed fører til afmagt og trods. De elever og studerende, som jeg har undervist, har alle forventet, at et arbejde var afslutningen på deres skolegang og studier. Jeg har tænkt meningsfulde arbejdsliv som perspektiv for min undervisning. Uden det perspektiv bliver undervisning en slags tidsfordriv. Arbejde er en menneskeret! Når liberale politikere taler om arbejde – på sigt, så lader de liberalistisk økonomi komme før mennesker. De skaber onde fattigdomscirkler i de familier, der rammes af deres ’reservetænkning’.

Arbejdssøgere gøres syge. Arbejdsløshed nedbryder mennesker. Den liberalistiske økonomi kræver en sulten slavehær, og de såkaldt liberale politikere skaber en sådan hær af reserven. Vi har et tredelt klassesamfund, der ikke lader det tidligt industrielle samfund meget efter. Den øverste klasse er kapitalen, den mellemste klasse består af lønmodtagere og nederst i samfundet findes reserven. På det seneste har kapitalen udviklet New Public Management, hvor målet mere er et spørgsmål om profittens størrelse end det ønskværdige i produktionens resultat. Med retten til at ’lede og fordele arbejdet’ kan kapitalen bestemme, hvem der er inde i varmen, og hvem der er ude.

Lønmodtagerne udgør en meget sammensat gruppe med mangeartede forestillinger om arbejde og samfund. Nogle arbejder for at få brød på bordet. Nogle arbejder for det kammeratskab, der er knyttet til produktionen. Nogle arbejder fordi de faktisk ser et fornuftigt formål med produktionen. (Man kunne ønske, at denne gruppe talte de fleste.)

De sidste – reserven - er uden sikker indtægt, og de skal stå ubegrænset til rådighed i alle døgnets timer (kan ikke kvalificere sig for de har principielt ikke nogen fri tid). De underlægges magtesløse sagsbehandleres forgodtbefindende. Ikke engang medicinindtagelse må de selv bestemme (det viser sagen om lykkepiller). Sådan behandles reserven mens de samme politikere bryster sig af at værne om frihedsrettigheder! Desværre understøtter og viderefører lønmodtagerne ofte den politiske udstødelse af de arbejdsløse. Når en tillidsrepræsentant i arbejderbevægelsen finder på at angribe lønmodtagere på universiteter, så er der åbnet for populistisk mudderkastning mellem lønmodtagere indbyrdes. Lønmodtagere på tværs af diverse fagskel har fælles interesse imod kapitalen. Arbejdsløshed er et vilkår, som slår tilfældigt ned blandt alle lønmodtagere.

Uden arbejde fratages mennesker muligheden for at opbygge relationer med arbejdskammerater. De fratages mulighed for at se deres liv i arbejdets perspektiv. Som om det ikke er nok, så forhindres de også i samfundsdeltagelse. Reserven må ikke udføre frivilligt arbejde – de skal stå til rådighed! De må ikke beskæftige sig med noget, der giver selvfølelse for dem fx at male eller skrive – for det kunne måske sælges (?) og så er det jo snyd at være meldt arbejdsløs. Er man arbejdsløs, skal man være ubeskæftiget og inden døre. (Ufortalt: hvor arbejdskrævende og opslidende det er at søge arbejde, der ikke findes!) Reserven er fanget i perspektivløshed. Det er uværdigt og nedbrydende at være den reserve, som samfundet angiveligt har brug for – på sigt. Det er tortur! Det er kapitalinteressers frihed, der er i fokus – ikke menneskers! I folkeskolen skal lærere have den enkelte elevs udvikling og læring i centrum. Men tror de liberale politikere virkeligt på, at skolen kan bryde med den udsigtsløshed og afmagt, som nogle forældre står med i forhold til samfundet? Tror de virkeligt på, at New Public Management-teoriers virkning i uddannelsessystemet vil føre til et rigere samfund? Måske tror de på, at det fører til rigdom målt i penge, men tror de virkelig også på at det bliver rigere i menneskelig forstand? Ser de ikke de menneskelige omkostninger ved at være i reserve – ved at være på lager?

Tænk hvis arbejdsmarkedet var indrettet på, at mennesker gerne vil arbejde. Den frie tid kunne deles imellem os borgere. Hvis ’reservetiden’ var et velfærdsgode kunne vi deles om at være reserve for en tidsbegrænset periode. Tiden kunne bruges til efter- og videreuddannelse. Nye produkter kunne udvikles. Kreative evner kunne afprøves og måske udvikles til et lønsomt liv. Man kunne passe syge og døende familiemedlemmer. Det ville være et anderledes humant samfund. Vi kan skabe det med nytænkning af begrebet ’vækst’. I det samfund ville nogen undervise dem, der tog efter- og videreuddannelse. Nogen af dem med ideer ville ende med slet ikke mere at have behov for ’reserve-aflønning’, fordi deres produktion viste sig at være givtig. Tror alle de liberale vælgere virkeligt på, at samfundet kan udvikle sig ved at spare på offentlige udgifter til omsorg og uddannelse? Har de mon helt glemt, at det danske velfærd netop blev udviklet, da kvinderne kom i arbejde udenfor hjemmet – og at omsorgs- og uddannelsesopgaver derfor i stort omfang måtte varetages af det offentlige?

Det bør være en del af forståelsen af det mobile arbejdsmarked (flexicurity) at ’reserve-tid’ fordeles. ’Reservetid’ kunne blive et tidsbegrænset gode. Så er det umuligt at blive tidsubestemt ’samfundsnasser’ – hvilket vist absurd nok er det, liberalistiske politikere mistænker arbejdssøgere for at bruge dagpengene til. Det liberale menneskesyn – ser mennesket som dovent af natur.

Jeg tror tvært imod at menneskets natur er at være virksomt. Jeg tror, at alle gerne bidrager til fællesskaber de kan blive en del af.  Det er derfor, at det ligger mig på sinde at vi skal skabe meningsfuldt arbejde til alle.

Liberale politikere siger, at der skal være en vis arbejdsløshed. Reserven skal holde lønningerne nede for at dække de stigende omkostninger i sundhedsvæsnet. Men politikken fører netop til stigende omkostninger for sundhedsvæsnet, for den gør arbejdssøgere syge. Sandheden er, at reserve-menneskene gøres desperate. Desperation skaber ikke arbejde. Men desperation gør det lettere for kapitalen at udnytte mennesker til lave lønninger og usle jobs! (Det illustrerer den liberale forståelse af vækst!)

Ønsker vi et liberalistisk industrisamfund, hvor mennesker holdes i usund uvirksomhed som arbejdskraftreserve? Eller et moderne humant samfund, hvor menneskelig trivsel og udvikling er i centrum?

Et humant samfund kræver politisk nytænkning, der ikke skaber sultne slavehære til kapitalen. Arbejdet må fordeles imellem os, og vi må fordele den frie tid på mennesker der kan berige både sig selv og vores fælles samfund med den.  Ingen mennesker må holdes hen med, at der er brug for dem – på sigt! Der er brug for alle gode kræfter, hvis vi skal bryde med vaneforestillinger om, at ’det gode liv’ er fyldt med materielt forbrug. Der er brug for at rige samfund, som det danske, sætter alle kræfter ind på at udvikle både de materielle sider, der kan føre til bæredygtige leveformer (fx bæredygtige energiformer mv.) og de åndelige sider (fx freds- og konfliktforskning med udbredelse af konkrete kompetencer i at håndtere konflikter mellem mennesker). Håndværkeren, akademikerne og de kronisk syge i mine eksempler ovenfor ville hjertens gerne arbejde. Det er de danske politikeres opgave at skabe et fællesskab, hvor alle får del i de friheder, som et godt arbejdsliv giver grundlag for. Det er politikeres opgave at skabe en international arbejdsfordeling, som kan føre til at alle verdens mennesker føler, at de er værdifulde for hinanden.