Jeg læste et af min Facebook-vens Børge Andersens tidligere opslag. Det var en kronik skrevet af Sørine Gotfredsen. Den indeholdt så mange påstande og generaliseringer, at jeg skulle opdrage en del på mig selv for at læse teksten færdig. Hun skriver fx: "Historien fortæller nemlig, at islamisk og kristen kultur altid har haft uhyre vanskeligt ved at leve fredeligt sammen, og rækker man tilbage i den danske debat, har en del af advarslen mod det multikulturelle samfund helt fra begyndelsen i 80erne rummet netop påmindelsen om, hvad der er gået forud." Hermed tager hun en historiefortolkning til indtægt for sine synspunkter. En tolkning kan ellers ikke bevise noget som helst. Men skal vi endelig opholde os ved historien, så vil jeg minde om to ting: Det første er, at der eksisterede et ca 800 årigt fredeligt sameksisterende samfund mellem islam, kristendom og jødedom omkring Cordoba. Borgruinen Al Hambra er et eksempel på, hvor rigt et samfund der er tale om. Det andet er, at man nok må forholde sig til det faktum, at kristne har været den aggressive part i mange konflikter mellem religiøse mennesker - og mellem diverse samfund. Jeg føler den dybeste trang til at tage afstand fra SGs skriveri. Hendes brug af historien - faget - er manipulerende.
Jeg er uenig med SG om definitionen af snart sagt hvad som helst. Fx ville jeg bruge ordene kultur, identitet og nationalitet med større varsomhed, for det er begreber konstrueret af mennesker - og dermed kan de dække mange mange forståelser. SG har ikke patent på disse begreber, og det viser i mine øjne netop hvor kulturelt fattig hun er, når hun ikke er i stand til at forstå, at mennesker, der ikke deler hendes definitioner og tolkninger, er medmennesker. Hun frakender tvært imod alle, der ikke deler hendes verdensforståelse 'kultur'.
Jeg har skrevet om disse ting før. Se især bogen "At gøre kultur i skolen" fra Akademisk Forlag, 2010
Jeg skrev dette indlæg til Informations artikel 'Tøvende opbakning til kontroversiel kronik af Sørine Gotfredsen' i går d. 3. august-
SvarSlet’Min egen kultur’
Jeg skulle angiveligt have behov for at føle mig tryg i min egen kultur. Men hvad er ’min egen kultur’? Har det noget med et sted at gøre? Er det nationen? Det sidste er jo, som bekendt, en historisk opfindelse af ret sen oprindelse og nok af størst betydning for magtmennesker med protektionistiske tilbøjeligheder. Jeg har i hvert fald altid undret mig på, at nogen unge mennesker kunne være så forblændet af den opfindelse, at de var villige til at ofre livet for den. Nationen Danmark er lidt for abstrakt for mig som ’min egen kultur’. I det hele taget, så er jeg et blandingsprodukt hvad angår steder. Min fars familie stammer fra vestjyske bonde- og fiskesamfund og min mors fra østjyske degne- og præstefamilier. Selv er jeg indvandret til København med mine forældre som femårig. ’Min egen kultur’ er altså lidt stedløs!
Har det noget med historie at gøre? Jeg har en læreruddannelse i linjefaget historie. Den uddannelse er rigelig baggrund for at være grundigt bevidst om, at historie er forestillinger om fortiden, som nogen konstruerer på baggrund af en mere eller mindre udtalt interesse. Så hvad tænkes der mon på? Er det nationalhistorie? Er det kongerækken og landets krigsdeltagelse gennem tiderne? For det er vel næppe social- eller arbejderbevægelsens historie? I min slægt er der eksempler på, at ’den danske sag’ i Sønderjylland har haft betydning for nogen. Selv har jeg været mere optaget af de globale udfordringer skabt af skæv fordeling mellem nord og syd, og den forurening af kloden, som de vestlige samfund har skabt. Sagt på anden vis, så har ’min egen kultur’ ikke nogen entydig historie.
Er det ånden den er gal med? Min slægt rummer både fanatisk religiøse og mere grundtvigianske medlemmer. Med linjefag i kristendom har jeg også selv beskæftiget mig med religiøse spørgsmål. Siden er jeg så blevet gift ind i en familie med baptistbaggrund, som min svigerfar meldte sig selv og sine børn ud af. Jeg har selv valgt at stå uden konfession. Det valg har medført en vedholdende søgen indenfor filosofisk tænkning, som jeg finder mere åndfuld end megen nutidig folkekirke kristendom. Jeg anser faktisk en lyttende adfærd overfor anderledes tænkende som udtryk for kulturelt moden adfærd.
Er det uddannelsen, der ikke rækker til at klarlægge ’min egen kultur’? Næppe! Jeg har specialiseret mig indenfor faget pædagogik. Formelt har det ført til en ph.d.grad – uformelt til den opfattelse, at pædagogik er det muliges kunst hvad angår politisk kultur. Grue-Sørensen skriver indledningsvist (s. 29) i sit trebindsværk om Opdragelsens Historie, at "grækerne ... anerkendte opdragelsen som en hovednerve i deres kultur- og samfundliv. Deres kultur var i videste forstand en pædagogisk kultur". Det ville glæde mig, hvis vi også kunne udvikle en 'pædagogisk kultur' ...
Min pointe er, at det monokulturelle samfund nok kun eksisterer i vildfarne politikeres hoveder. Noget andet er så, at de samme politikere gør meget for, at skabe to parallelle monokulturer, som de så kalder multikultur. Det giver selvsagt problemer.
Hvor ville det dog være anderledes frugtbart, hvis samme politikere i stedet var optagede af, hvordan vi skaber interkultur. Med det mener jeg, at vi sammen udforsker, hvordan vi kan bringe diverse livserfaringer i positiv interaktion. Jeg ville være langt tryggere i en sådan ’kultur’, der har det enkelte menneskes mangfoldige og sammensatte kulturerfaringer i centrum, frem for fordomsfulde forskelstænkninger.