Gør jeg integration? - det skræmmer mig, at flere nu har travlt med, hvad alle andre skal ...

I debatten efter de forfærdelige myrderier i Oslo diskuteres det, hvem der er skyld i, at så syg en tankegang, som morderens, kan udvikles. Det er ikke særlig frugtbart at diskutere skyld, så den debat vil jeg lade ligge. Men det er vigtigt at interessere sig for de positioner, som debatdeltagerne indtager. Norges tidligere statsminister, Gro Harlem Brundtland, sagde i en Deadline-udsendelse i DR, at det var betænkeligt, at man kunne nøjes med at ’tale’ med dem man var enige med, i de nye sociale medier. Man kunne så at sige opdyrke og forstærke ekstreme synspunkter uden at blive anfægtet. På den måde kan samfundet komme til at bestå af celler, som lever i det skjulte indtil de er blevet højeksplosive. Det er da også efterfølgende kommet frem, at der findes ekstreme grupperinger her i DK. Der er tale om grupperinger, der åbenbart registrerer ikke-meningsfæller. Det er endog meget ubehageligt, for hvad skal de bruge sådanne registreringer til?

I DK har flere dog også ført sig frem i offentlighed og under stor bevågenhed, med særdeles ekstreme synspunkter. En ikke ukendt præst, hvis navn jeg ikke ønsker at promovere yderligere, mente, at det pres som det multikulturelle samfund pålægger sine medborgere havde skylden. I hendes optik har mennesket brug for at tilhøre én entydig kultur. Hun tillader sig at tage patent på, hvad der er godt for alle os andre. Patentholdere som hende er i min forståelse farlige for et demokrati, for de tillader sig at undsige andre menneskers frie ret til at forstå verden ud fra andre perspektiver end deres. Deres politiske meningsfæller i Folketinget har da også flere gange fået demonstreret, at ytringsfrihed i deres forståelse blot gælder for meningsfæller. De er oplagt farlige, at give magt.

Moddebattører mente, at det netop var den nationalkonservative kampagne om menneskets behov for én historie, der var skyld i, at morderen kunne udvikle sin syge tænkning. Moddebattørerne er en meget broget flok, som måske ikke har meget andet til fælles end, at de i hvert fald ikke er nationalkonservative. Flere forsvarede varierende former for multikulturelle positioner uden nærmere definition end, at de var imod nationalkonservatismen og alle dens medløbere. Gruppen af moddebattører er så spraglet, at det kan være vanskeligt, at se om der er noget, som gruppen i fællesskab tager parti for?

I et demokratisk samfund er det – i mine øjne vigtigt – at ingen kan tage patent på, hvad der er den rigtige kultur- og historieforståelse. Men det er lige så vigtigt, at borgerne tager parti for forståelser. Hvad jeg mener med dette er uddybet tidligere med henvisning til Jürgen Habermas. Det vil jeg lade ligge her, og i stedet vende mig imod en refleksion over de grundlæggende kulturforståelser hos begge parter. For begge parter skræmmer mig.

De to positioners grundlæggende kulturforestillinger er problematiske. Begge positioner bygger på stivnede og statiske kulturforestillinger. Det monokulturelle entydigt nationalkonservative samfund eksisterer ikke andre steder end i visse folks hoveder. Og det er mit store ønske, at det skal forblive luftkasteller. Men det multikulturelle samfund eksisterer lige så lidt. For selvfølgelig findes den lydefri sameksistens mellem endog meget forskellige mennesker ikke.

Men vi skal sameksistere! Der er mængder af konkrete udfordringer, som vi bør tage fat på. Men med debatten om skyld fik polariseringen mellem de to positioner i stedet yderligere næring. Parterne indtager endnu mere fastlåste og statiske kulturforståelser. Jeg tror, at samfundets fredelige fremtid sikres bedre, hvis vi vælger at gå den modsatte vej.

For de nationalkonservative vil det være en voldsom udfordring, at de ikke har retten til at tage patent på, hvilket perspektiv vi skal lægge på vores historie og for vores fremtid. Men udfordringen er ikke mindre for dem, der gerne vil udvikle visioner for en ny fællesskabstænkning. Hvordan åbner man en debat om en mere menneske- og miljøvenlig fremtid for alle mennesker? Debatten skal jo netop være åben og nok angive perspektiver, men ikke udstikke patenter.

Her er det, at det bliver vigtigt, at vi sammen lægger et mere dynamisk og praksisorienteret kultursyn til grund for diskussioner om, hvordan vi løser de problemer, som ligger foran os. Med et dynamisk og praksisorienteret kultursyn kan vi rejse andre spørgsmål, for da er kultur ikke noget mennesker er eller har, men noget de gør og kan forhandle om. Så, hvordan bliver vi opmærksomme på, hvad det er vi gør, når vi indtager positioner i kulturdebatten? I særdeleshed hvordan undgår vi at gøre yderligere polarisering i vort samfund? Hvis vi hver især vender blikket indad – mod egen kulturpraksis – kan vi måske skabe grobund for at mødes på kryds og tværs.

Vi skal nemlig finde måder at leve sammen på for vi har kun én klode. Vi bliver nødt til at tage afsæt i realiteternes praktiske verden, hvor foranderlighed er et fælles vilkår.

Globaliseringen rammer alle. Derfor er det problematisk, når de nationalkonservative alene beskriver integration som noget ’de fremmede’ skal gøre. De ’fremmede’ forventes af præsten og hendes ligesindede, at integrere sig i et fikst og færdigt monokulturelt samfund. Et samfund, som er ahistorisk i den forstand, at det beskrives ved en nationalisme fra Arilds tid. Men nationer er ikke noget, der opstod med jordens skabelse. De er tvært imod en forholdsvis ny opfindelse historisk set. Nogle nationer blev til med lineal efter koloniherrers ideer, så nationaliteten ’dansk’ er en konstruktion. En ide mennesker har fundet på, og nationalromantiske historikere især i sidste århundrede gjorde meget for at udbrede til ’folket’. Det er dog en ide, som er så rodfæstet, at nogen er parat til at dø for den! Det er indlysende vanskeligt at integrere sig i sådanne konstruktioner, som man måske netop er flygtet fra andre steder på kloden. Jeg vil meget understrege både ’de fremmedes’ og  min frihed til at gøre ’dansk’ efter eget hoved. Jeg har friheden til at gøre ’dansk’ anderledes end ovennævnte præst og visse politikere af samme observans.

Men det er omtrent lige så problematisk, når modparten forventer, at integration skal finde sted i et pluralt multikulturelt samfund (hvor det ofte er to sideordnede monokulturer, der reelt tænkes på.) På den måde mener de, at de ’respekterer’ indvandreres religiøst baserede kultursyn. Hvor nationalkonservatismens problem er, at den tager patent på løsningsmodellerne, der er de multikulturelles problem som oftest, at de end ikke gør det klart, hvad de præcist tager parti for. Nogle af dem gør ligefrem en dyd ud af ikke at se hverken farver eller klasser i samfundet. Hvor nationalkonservative ’hader’ svinger de multikulturelle sig i selvgodhed op til at ’elske’ alt fremmed. Jeg har det dårligt med begge parter.

I kulturteoretisk forstand er begge disse forestillinger statiske! De bygger på fastlåsende forestillinger om såvel mennesker som kultur. Jeg ville ønske, at vi i stedet kunne debattere på et mere nuanceret grundlag. Og, på en mere sober måde. Det sidste kunne meget simpelt gøres ved, at alle i debatten holdt sig til sin egen boldbane frem for at lægge modparten ord eller holdninger i munden.

I stedet kunne vi, med baggrund i et dynamisk kulturbegreb, tale om, hvilken indsats vi selv gør for at gribe foranderlighedens vilkår. Hvordan griber vi – hver især - foranderlighedens vilkår? I stedet for blot at forbinde udfordringerne med 'de fremmede', må vi se på, hvornår udfordringerne gør os – ’gammel-danskere’ - klogere. Hvordan gør jeg integration, må jeg spørge mig selv om? 

Min oplevelse er, at ord og begreber ofte sætter sig bag om ryggen på mig - snyder mig. Fx var jeg som ung netop vendt hjem til DK efter et studieophold i Algier. Opholdet handlede om at studere anderledes levevilkår ude i Kabylerbjergene. Jeg mente således, at jeg var ret opmærksom på, at jeg ikke skulle kategorisere og hierarkisere andre mennesker - men netop opfatte mennesker i al deres mangfoldighed. En aften hørte jeg så i TV-avisen, at nu ville høvding x fra stamme y fremlægge sin måde at se en sag på. Jeg blev meget klogere på mig selv, da jeg oplevede, hvor overrasket jeg var over at se en engelsktalende sort diplomat på skærmen - ordene 'høvding' og 'stamme' havde vakt nogle helt anderledes billeder i mit hoved. Ret beset dækker de ord vel bare borgmester og kommune - men sådan fungerede de altså ikke hos mig i den situation. Det er den slags oplevelser af, at globaliseringen også gør os 'gammel-danskere' klogere på, hvordan ord og begreber binder vores oplevelser, som jeg gerne vil have fokus på, i beskrivelsen af hvad integration er, og hvem der gør det. Eller sagt på en anden måde - hvordan integrerer vi 'gammel-danskere' os? Det er svært at skrive om detteher uden kategorier, så læs venligst '-tegn, som at jeg selv synes det er problematisk at bruge kategorierne.

Pointen er jo netop, at ord, begreber, hierarkier og kategorier binder os til statiske kulturtænkninger. Med kategorien ’gammel-dansker’ binder vi identiteten til en entydig beskrivelse af en person. Samme person kan være flyttet fra land til by, og dermed have erfaringer med at være ’indvandrer’. Personen kan være rejsevant og sprogligt veluddannet, og derfor besidde en stor erfaring med at møde mennesker i meget forskellige kulturelle rammer. Personen kan have erfaringer med at udfolde sine muligheder på jobmarkedet på tværs af traditionelle kønsroller … Personen er meget andet end ’gammel-dansker’. Kategorisering reducerer personer og fæstner dem i statiske kulturbeskrivelser.   

Med foranderlighed og globalisering som et fælles vilkår, bliver vi nødt til at bygge vores forestillinger på mere dynamiske kulturforståelser. Kultur er noget vi mennesker skaber – vi gør den. Og, vi gør den ikke mindst gennem sprog.

Jeg har megen respekt for den indsats, som ‘de fremmede’ må gøre for at gøre sig ‘danskere’. I 1992-93 underviste jeg et modersmålshold i almen pædagogik på et seminarium. Jeg overværede, at en deltager spurgte dansklæreren om, hvordan man er høflig på dansk, når man ikke har et 'please'. Dansklæreren svarede med et eksempel: "Undskyld, men jeg kunne vel ikke låne hundrede kroner af dem?" … man skal undskylde, man skal spørge med en hypotetisk spørgende sætning, man skal indbygge en benægtelse, man skal bruge 'Dem' ... Men hos bagere skal man ikke sige: Undskyld, men jeg kunne vel ikke have det brød, der ligger der på tredje hylde? ... Det danske sprog er vanskeligt. Ikke alene har det tryk på visse stavelser. Det har også mange nuancerede vokallyde, der er fremmede for de fleste tunger. Og, så skal det oftest læres i en mindre imødekommende sammenhæng, hvor høflighed netop kan være vanskelig at ’gøre’. Der er al mulig grund til at forholde sig rosende til mennesker, der tilegner sig ’vores’ sprog som fremmed- eller andetsprog. Det er ret beset en berigelse i foranderlighedens tid, at der er mennesker, der behersker sprog, som kan åbne horisonten og berige perspektiverne.

Med en større sproglig opmærksomhed fra alle sider, ville vi forhåbentlig kunne blive meget mere opmærksomme på, hvornår vi låser andre med vores begreber, kategorier og hierarkier.  Hvis vi øver os i – hver især – at holde fokus på, hvad vi selv gør for at integrere, så er jeg overbevist om, at det vil blive berigende for alle. Der er i mine øjne alt at vinde og faktisk kan vi kun tabe på at gøre det modsatte. Ingen er tjent med polarisering.

Pluralisme dækker over et modsætningsfuldt værdigrundlag

’Frihed’ er et centralt begreb i de vestlige samfund. Begrebet må nødvendigvis diskuteres i relation til noget. Frihed fra hvad? Til hvad? For hvem? Filosoffen Agnes Heller (Heller 1982:284) skriver, at vi vesterlændinge skiftevis forstår begreberne ’frihed’ og ’ansvar’ i overensstemmelse med buddet om næstekærlighed og ud fra markedets påbudte konkurrence. Groft kan dette omskrives til, at ’frihed’ sommetider er ’frihed under ansvar for næsten’ og andre gange er ’frihed til at udkonkurrere næsten’.

Den samfundsmæssige udvikling, som den viser sig i form af eksempelvis flygtninge- og immigrantproblemer, gør det nødvendigt at afklare, hvornår den enkeltes mulige frihed skal ses i forhold til det fælles ansvar for en fredelig sameksistens på kloden, og hvornår den enkeltes frihed skal ses i forhold til mulig udkonkurrering af andre på markedet.

Udfordringerne gør det tvingende nødvendigt at alle øger evnerne til at arbejde teoretisk og praktisk med afklaring af, hvordan vi konstruerer forståelser af værdibegreber som ’frihed’  og ’ansvar’. Vi må alle arbejde med at afdække de modsætningsfyldte forståelser og gøre dem til genstand for kommunikation.

Vi vesterlændinge kunne fx overveje vores forestillinger om retten til ’frihed’ gennem naturbeherskelse og privatisering. Det var en voldsom øjenåbner for undertegnede, at stifte bekendtskab med indanernes overraskelse over, at nybyggerne troede man kunne eje jord, luft og vand. Jeg læste en historie om, at de slet ikke forstod, at nybyggerne ville give dem penge for en underskrift på et papir. De forstod ikke, at de opgav retten til den jord, den luft og det vand, som de levede af og på. De forstod ikke, at markedets lovmæssighed er, at den kloge har friheden til at narre den mindre kloge! Som bekendt drog nybyggerne vestpå og underlagde sig det vilde vesten. Gennem den udkonkurrering og naturunderlæggelse opbyggede amerikanerne store rigdomme, som kunne akkumuleres så længe der var nyt land at underlægge.

I dag er der ikke mange pletter på kloden, som kan gøres til genstand for den form for underlæggelse. Menneskeheden er nødt til at komme overens om kloden og dens ressourcer. Det grundlæggende spørgsmål er, hvordan ressourcerne skal fordeles? Hvilke værdiforståelser skal styre fordelingen? Er det frihed under ansvar for næsten? Eller er det frihed til at udkonkurrere næsten? Skal det være buddet om næstekærlighed, der leder os igennem ressourcefordelingen eller skal det være markedsloggiken?

Det er ikke spørgsmål, som kan afgøres ad naturvidenskabelig vej. Den slags spørgsmål har Vesten i de seneste århundreder parkeret under påberåbelse af pluralisme. Agnes Heller påpeger, at naturvidenskabens udvikling drev opgøret med avidenskabelige religiøse forståelser af tilværelsen. Den pluralistiske rummelighed gav plads til konvergerende syn på trosspørgsmål, og plads til friere forskning, ved at privatisere fænomenerne livssyn og moral. Heller påpeger, at adskillelsen mellem de private tolkninger og vurderinger på den ene side og den objektive viden på den anden i sig selv er blevet en art alment værdibegreb i den vestlige verdensopfattelse.

Set udefra møder vesterlændinge op med skiftende værdiforestillinger. Andre kan have gode grunde til at formode, at de benyttede værdier ofte afhænger af mulige gevinster på markedet. Det forekommer vist også, at vesterlændinge ikke formår at forholde sig åbent og refleksivt i forhold til de skiftende værdier.

Samtidig forventes det af religiøse medborgere på kloden, at de skal kunne forholde sig åbent over for konkurrerende troslærer og overbevisninger, over for videnskabelige fremskridt og overfor sekulære forestillinger om de enkelte individers frihed og lighed. Det kræver ofte et meget stort mentalt arbejde. Ikke-religiøse medborgere forventes, som ovenfor nævnt, ikke at levere tilsvarende mentalt arbejde i forbindelse med deres pluralistiske livssyn. De tvinges ikke til at betvivle deres forvisning om den sekulære fornufts gyldighed – endsige om markedsloggikens konsistens. Vi pålægger de religiøse medborgere en asymmetrisk samtale.

Samtale er en forudsætning for udvikling af selvrefleksive oplyste forholdemåder mellem os borgere indbyrdes i den politiske offentlighed. Uden sådanne forenende samtaler bliver der næppe respekt om de værdier, som demokrati er baseret på – tvært imod vil vi opleve en voksende polarisering mellem klodens befolkning.

Jürgen Habermas hævder, at der i særlig grad påhviler os demokratiske vesterlændinge et ansvar for at udvikle mere symmetrisk samtale. Vi bør på trods af forskellige opfattelser vedrørende verdensanskuelse og religiøs overbevisning, respektere andre som ligeberettigede medlemmer af det politiske fællesskab; og på det grundlag af medborgerlig solidaritet bør vi i stridsspørgsmål søge at nå en rationelt begrundet overenskomst – vi skylder hinanden gode argumenter. (Habermas 2006:48)

Det er i mine øjne oplagt, at vi argumenterer for vores respektive forståelser og anvendelser af begrebet ’frihed’ – og jeg forestiller mig, at det vil afsløre sig, også for os selv, hvor selvmodsigende vores argumenter må forekomme.

Litteratur:

Habermas, Jürgen: (2006) Mellan naturalism och religion. Filosofiska uppsatser. Göteborg: Daidalos

Heller, Agnes: (1982) A Theory of History. London: Routledge & Kegan Paul

Slut med fri leg i vuggestuerne - socialministeren kalder til kulturkamp

"Der er for meget uro og planløshed i vuggestuer og børnehaver, og det hæmmer børnenes udvikling. Hverdagen er præget af "dybt forældet pædagogik fra hippietiden", som mest går ud på fri leg - med de voksne reduceret til brandslukkere.

Men det skal der gøres op med, skriver Politiken torsdag.

Socialminister Benedikte Kiær kalder til kulturkamp på vegne af de allermindste borgere."

Indlægget bærer præg af begrebsligt mudrede udsagn. Pædagogik er 'læren om opdragelsen'. For overhovedet at tale om pædagogisk arbejde, må der nødvendigvis forud ligge nogle tanker om opdragelsens mål og midler. Det betyder, at pædagoger blander sig i børnenes udvikling - bl.a. på baggrund af forestillinger om børnenes fremtid og det samfund som fremtiden skal finde sted i.

Det er uklart, hvilke mål og midler socialministeren vil have ændret. Hvis hun mener, at der har været for megen 'laden-stå-til' i vuggestuepædagogikken, så er det da ok at klargøre, hvad pædagogikken skal gå ud på.

Min umiddelbare tanke, da jeg hørte radioavisens udlægning, gik på, at ministeren ville indskrænke børnenes og pædagogernes 'frihed'. Mystisk for en liberal politiker! Målet er vel stadig, at opdrage børnene til frie demokratiske borgere?

Det kunne være interessant, at drøfte hvordan vi opdrager - også de helt små børn - med det mål for øje. Det blev diskuteret meget i pædagogiske kredse i 70erne - den tid, som ministeren vist forsøger at lægge afstand til med betegnelsen 'hippietiden', men dengang opfattede markedsorienterede politikere blot pædagogisk arbejde som en omkostning for samfundsøkonomien. Det er fint, hvis også borgerlige politikere efterhånden begynder at indse, at pædagogik er et meget centralt fag. Det må gerne skinne igennem ved, at der lyttes til pædagogisk ekspertise, og ved at pædagogisk faglighed ses respekteret i arbejdslønnen.

Det er derimod træls, hvis socialministeren nu starter på et ideologisk korstog mod vuggestuepædagogerne i lighed med det, som, især Bertel Haarder, har ført mod lærerne.