I debatten efter de forfærdelige myrderier i Oslo diskuteres det, hvem der er skyld i, at så syg en tankegang, som morderens, kan udvikles. Det er ikke særlig frugtbart at diskutere skyld, så den debat vil jeg lade ligge. Men det er vigtigt at interessere sig for de positioner, som debatdeltagerne indtager. Norges tidligere statsminister, Gro Harlem Brundtland, sagde i en Deadline-udsendelse i DR, at det var betænkeligt, at man kunne nøjes med at ’tale’ med dem man var enige med, i de nye sociale medier. Man kunne så at sige opdyrke og forstærke ekstreme synspunkter uden at blive anfægtet. På den måde kan samfundet komme til at bestå af celler, som lever i det skjulte indtil de er blevet højeksplosive. Det er da også efterfølgende kommet frem, at der findes ekstreme grupperinger her i DK. Der er tale om grupperinger, der åbenbart registrerer ikke-meningsfæller. Det er endog meget ubehageligt, for hvad skal de bruge sådanne registreringer til?
I DK har flere dog også ført sig frem i offentlighed og under stor bevågenhed, med særdeles ekstreme synspunkter. En ikke ukendt præst, hvis navn jeg ikke ønsker at promovere yderligere, mente, at det pres som det multikulturelle samfund pålægger sine medborgere havde skylden. I hendes optik har mennesket brug for at tilhøre én entydig kultur. Hun tillader sig at tage patent på, hvad der er godt for alle os andre. Patentholdere som hende er i min forståelse farlige for et demokrati, for de tillader sig at undsige andre menneskers frie ret til at forstå verden ud fra andre perspektiver end deres. Deres politiske meningsfæller i Folketinget har da også flere gange fået demonstreret, at ytringsfrihed i deres forståelse blot gælder for meningsfæller. De er oplagt farlige, at give magt.
Moddebattører mente, at det netop var den nationalkonservative kampagne om menneskets behov for én historie, der var skyld i, at morderen kunne udvikle sin syge tænkning. Moddebattørerne er en meget broget flok, som måske ikke har meget andet til fælles end, at de i hvert fald ikke er nationalkonservative. Flere forsvarede varierende former for multikulturelle positioner uden nærmere definition end, at de var imod nationalkonservatismen og alle dens medløbere. Gruppen af moddebattører er så spraglet, at det kan være vanskeligt, at se om der er noget, som gruppen i fællesskab tager parti for?
I et demokratisk samfund er det – i mine øjne vigtigt – at ingen kan tage patent på, hvad der er den rigtige kultur- og historieforståelse. Men det er lige så vigtigt, at borgerne tager parti for forståelser. Hvad jeg mener med dette er uddybet tidligere med henvisning til Jürgen Habermas. Det vil jeg lade ligge her, og i stedet vende mig imod en refleksion over de grundlæggende kulturforståelser hos begge parter. For begge parter skræmmer mig.
De to positioners grundlæggende kulturforestillinger er problematiske. Begge positioner bygger på stivnede og statiske kulturforestillinger. Det monokulturelle entydigt nationalkonservative samfund eksisterer ikke andre steder end i visse folks hoveder. Og det er mit store ønske, at det skal forblive luftkasteller. Men det multikulturelle samfund eksisterer lige så lidt. For selvfølgelig findes den lydefri sameksistens mellem endog meget forskellige mennesker ikke.
Men vi skal sameksistere! Der er mængder af konkrete udfordringer, som vi bør tage fat på. Men med debatten om skyld fik polariseringen mellem de to positioner i stedet yderligere næring. Parterne indtager endnu mere fastlåste og statiske kulturforståelser. Jeg tror, at samfundets fredelige fremtid sikres bedre, hvis vi vælger at gå den modsatte vej.
For de nationalkonservative vil det være en voldsom udfordring, at de ikke har retten til at tage patent på, hvilket perspektiv vi skal lægge på vores historie og for vores fremtid. Men udfordringen er ikke mindre for dem, der gerne vil udvikle visioner for en ny fællesskabstænkning. Hvordan åbner man en debat om en mere menneske- og miljøvenlig fremtid for alle mennesker? Debatten skal jo netop være åben og nok angive perspektiver, men ikke udstikke patenter.
Her er det, at det bliver vigtigt, at vi sammen lægger et mere dynamisk og praksisorienteret kultursyn til grund for diskussioner om, hvordan vi løser de problemer, som ligger foran os. Med et dynamisk og praksisorienteret kultursyn kan vi rejse andre spørgsmål, for da er kultur ikke noget mennesker er eller har, men noget de gør og kan forhandle om. Så, hvordan bliver vi opmærksomme på, hvad det er vi gør, når vi indtager positioner i kulturdebatten? I særdeleshed hvordan undgår vi at gøre yderligere polarisering i vort samfund? Hvis vi hver især vender blikket indad – mod egen kulturpraksis – kan vi måske skabe grobund for at mødes på kryds og tværs.
Vi skal nemlig finde måder at leve sammen på for vi har kun én klode. Vi bliver nødt til at tage afsæt i realiteternes praktiske verden, hvor foranderlighed er et fælles vilkår.
Globaliseringen rammer alle. Derfor er det problematisk, når de nationalkonservative alene beskriver integration som noget ’de fremmede’ skal gøre. De ’fremmede’ forventes af præsten og hendes ligesindede, at integrere sig i et fikst og færdigt monokulturelt samfund. Et samfund, som er ahistorisk i den forstand, at det beskrives ved en nationalisme fra Arilds tid. Men nationer er ikke noget, der opstod med jordens skabelse. De er tvært imod en forholdsvis ny opfindelse historisk set. Nogle nationer blev til med lineal efter koloniherrers ideer, så nationaliteten ’dansk’ er en konstruktion. En ide mennesker har fundet på, og nationalromantiske historikere især i sidste århundrede gjorde meget for at udbrede til ’folket’. Det er dog en ide, som er så rodfæstet, at nogen er parat til at dø for den! Det er indlysende vanskeligt at integrere sig i sådanne konstruktioner, som man måske netop er flygtet fra andre steder på kloden. Jeg vil meget understrege både ’de fremmedes’ og min frihed til at gøre ’dansk’ efter eget hoved. Jeg har friheden til at gøre ’dansk’ anderledes end ovennævnte præst og visse politikere af samme observans.
Men det er omtrent lige så problematisk, når modparten forventer, at integration skal finde sted i et pluralt multikulturelt samfund (hvor det ofte er to sideordnede monokulturer, der reelt tænkes på.) På den måde mener de, at de ’respekterer’ indvandreres religiøst baserede kultursyn. Hvor nationalkonservatismens problem er, at den tager patent på løsningsmodellerne, der er de multikulturelles problem som oftest, at de end ikke gør det klart, hvad de præcist tager parti for. Nogle af dem gør ligefrem en dyd ud af ikke at se hverken farver eller klasser i samfundet. Hvor nationalkonservative ’hader’ svinger de multikulturelle sig i selvgodhed op til at ’elske’ alt fremmed. Jeg har det dårligt med begge parter.
I kulturteoretisk forstand er begge disse forestillinger statiske! De bygger på fastlåsende forestillinger om såvel mennesker som kultur. Jeg ville ønske, at vi i stedet kunne debattere på et mere nuanceret grundlag. Og, på en mere sober måde. Det sidste kunne meget simpelt gøres ved, at alle i debatten holdt sig til sin egen boldbane frem for at lægge modparten ord eller holdninger i munden.
I stedet kunne vi, med baggrund i et dynamisk kulturbegreb, tale om, hvilken indsats vi selv gør for at gribe foranderlighedens vilkår. Hvordan griber vi – hver især - foranderlighedens vilkår? I stedet for blot at forbinde udfordringerne med 'de fremmede', må vi se på, hvornår udfordringerne gør os – ’gammel-danskere’ - klogere. Hvordan gør jeg integration, må jeg spørge mig selv om?
Min oplevelse er, at ord og begreber ofte sætter sig bag om ryggen på mig - snyder mig. Fx var jeg som ung netop vendt hjem til DK efter et studieophold i Algier. Opholdet handlede om at studere anderledes levevilkår ude i Kabylerbjergene. Jeg mente således, at jeg var ret opmærksom på, at jeg ikke skulle kategorisere og hierarkisere andre mennesker - men netop opfatte mennesker i al deres mangfoldighed. En aften hørte jeg så i TV-avisen, at nu ville høvding x fra stamme y fremlægge sin måde at se en sag på. Jeg blev meget klogere på mig selv, da jeg oplevede, hvor overrasket jeg var over at se en engelsktalende sort diplomat på skærmen - ordene 'høvding' og 'stamme' havde vakt nogle helt anderledes billeder i mit hoved. Ret beset dækker de ord vel bare borgmester og kommune - men sådan fungerede de altså ikke hos mig i den situation. Det er den slags oplevelser af, at globaliseringen også gør os 'gammel-danskere' klogere på, hvordan ord og begreber binder vores oplevelser, som jeg gerne vil have fokus på, i beskrivelsen af hvad integration er, og hvem der gør det. Eller sagt på en anden måde - hvordan integrerer vi 'gammel-danskere' os? Det er svært at skrive om detteher uden kategorier, så læs venligst '-tegn, som at jeg selv synes det er problematisk at bruge kategorierne.
Pointen er jo netop, at ord, begreber, hierarkier og kategorier binder os til statiske kulturtænkninger. Med kategorien ’gammel-dansker’ binder vi identiteten til en entydig beskrivelse af en person. Samme person kan være flyttet fra land til by, og dermed have erfaringer med at være ’indvandrer’. Personen kan være rejsevant og sprogligt veluddannet, og derfor besidde en stor erfaring med at møde mennesker i meget forskellige kulturelle rammer. Personen kan have erfaringer med at udfolde sine muligheder på jobmarkedet på tværs af traditionelle kønsroller … Personen er meget andet end ’gammel-dansker’. Kategorisering reducerer personer og fæstner dem i statiske kulturbeskrivelser.
Med foranderlighed og globalisering som et fælles vilkår, bliver vi nødt til at bygge vores forestillinger på mere dynamiske kulturforståelser. Kultur er noget vi mennesker skaber – vi gør den. Og, vi gør den ikke mindst gennem sprog.
Jeg har megen respekt for den indsats, som ‘de fremmede’ må gøre for at gøre sig ‘danskere’. I 1992-93 underviste jeg et modersmålshold i almen pædagogik på et seminarium. Jeg overværede, at en deltager spurgte dansklæreren om, hvordan man er høflig på dansk, når man ikke har et 'please'. Dansklæreren svarede med et eksempel: "Undskyld, men jeg kunne vel ikke låne hundrede kroner af dem?" … man skal undskylde, man skal spørge med en hypotetisk spørgende sætning, man skal indbygge en benægtelse, man skal bruge 'Dem' ... Men hos bagere skal man ikke sige: Undskyld, men jeg kunne vel ikke have det brød, der ligger der på tredje hylde? ... Det danske sprog er vanskeligt. Ikke alene har det tryk på visse stavelser. Det har også mange nuancerede vokallyde, der er fremmede for de fleste tunger. Og, så skal det oftest læres i en mindre imødekommende sammenhæng, hvor høflighed netop kan være vanskelig at ’gøre’. Der er al mulig grund til at forholde sig rosende til mennesker, der tilegner sig ’vores’ sprog som fremmed- eller andetsprog. Det er ret beset en berigelse i foranderlighedens tid, at der er mennesker, der behersker sprog, som kan åbne horisonten og berige perspektiverne.
Med en større sproglig opmærksomhed fra alle sider, ville vi forhåbentlig kunne blive meget mere opmærksomme på, hvornår vi låser andre med vores begreber, kategorier og hierarkier. Hvis vi øver os i – hver især – at holde fokus på, hvad vi selv gør for at integrere, så er jeg overbevist om, at det vil blive berigende for alle. Der er i mine øjne alt at vinde og faktisk kan vi kun tabe på at gøre det modsatte. Ingen er tjent med polarisering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar