torsdag den 4. august 2011

Slut med fri leg i vuggestuerne - socialministeren kalder til kulturkamp


"Der er for meget uro og planløshed i vuggestuer og børnehaver, og det hæmmer børnenes udvikling. Hverdagen er præget af "dybt forældet pædagogik fra hippietiden", som mest går ud på fri leg - med de voksne reduceret til brandslukkere.

Men det skal der gøres op med, skriver Politiken torsdag.

Socialminister Benedikte Kiær kalder til kulturkamp på vegne af de allermindste borgere."




Indlægget bærer præg af begrebsligt mudrede udsagn. Pædagogik er 'læren om opdragelsen'. For overhovedet at tale om pædagogisk arbejde, må der nødvendigvis forud ligge nogle tanker om opdragelsens mål og midler. Det betyder, at pædagoger blander sig i børnenes udvikling - bl.a. på baggrund af forestillinger om børnenes fremtid og det samfund som fremtiden skal finde sted i.

Det er uklart, hvilke mål og midler socialministeren vil have ændret. Hvis hun mener, at der har været for megen 'laden-stå-til' i vuggestuepædagogikken, så er det da ok at klargøre, hvad pædagogikken skal gå ud på.

Min umiddelbare tanke, da jeg hørte radioavisens udlægning, gik på, at ministeren ville indskrænke børnenes og pædagogernes 'frihed'. Mystisk for en liberal politiker! Målet er vel stadig, at opdrage børnene til frie demokratiske borgere?

Det kunne være interessant, at drøfte hvordan vi opdrager - også de helt små børn - med det mål for øje. Det blev diskuteret meget i pædagogiske kredse i 70erne - den tid, som ministeren vist forsøger at lægge afstand til med betegnelsen 'hippietiden', men dengang opfattede markedsorienterede politikere blot pædagogisk arbejde som en omkostning for samfundsøkonomien. Det er fint, hvis også borgerlige politikere efterhånden begynder at indse, at pædagogik er et meget centralt fag. Det må gerne skinne igennem ved, at der lyttes til pædagogisk ekspertise, og ved at pædagogisk faglighed ses respekteret i arbejdslønnen.

Det er derimod træls, hvis socialministeren nu starter på et ideologisk korstog mod vuggestuepædagogerne i lighed med det, som, især Bertel Haarder, har ført mod lærerne.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar