lørdag den 7. januar 2012

Hvad forstår moderne socialister ved økonomi?


"Moderne socialister ved, at styr på økonomien er fuldstændig afgørende for et holdbart velfærdssamfund." Sådan skriver Villy Søvndal i en kronik i Berlingske Tidende: Socialist i en krisetid.

Den tråd, der fulgte kronikken på Søvndals Facebook-profil - er temmelig sørgelig læsning. Den liberalistiske indoktrinering af vælgerskaren har været massiv i de seneste år! Desværre synes jeg ikke, at kronikken går helt til biddet i den situation. Ovenstående citat er illustrerende, for: hvad betyder ’moderne’, hvad står en ’socialist’ for, hvilken ’økonomi’ skal styres? Hvilket ’velfærdssamfund’ skal forsvares.

Det centrale er, hvilken forståelse af ’økonomi’, der ligger bag udsagnet. For de fleste vælgere betyder ’øknomi’ de håndører, som de selv bestyrer, når skatten er trukket. Det er deres husholdningsøkonomi de tænker på. Få tænker på nationens ’økonomi’ – og meget få af dem forstår, at nationaløkonomi ikke kan styres efter samme principper som husholdningsøkonomi. I nationaløkonomien kan man tage forskellige midler i brug, når landet sår i økonomisk krise. Kort kan diskussionen illustreres med forskellene mellem nationaløkonomer af den neo-liberale slags og den mere keynsianske slags. Det er diskussioner om, hvilke regulerende midler man skal gribe til overfor arbejdsløshed, inflation, ydre konkurrence, vare-knaphed osv. Det gælder ’økonomi’ som den har set ud frem til Reagan og Thatcher.

’Moderne’ mennesker (uanset om de er socialister eller liberalister) må forstå, at ’økonomi’ ikke længere drejer sig om reel pengeøkonomi. ’Økonomi’ i dag udgøres af en enormt truende og dereguleret finansøkonomi. ’Økonomi’ er præget af, at banker, investeringsinstitutter, ratingbureauer og forsikringsselskaber har fået magten til at skabe og handle med penge, der i realiteten er skabt ud af den blå luft gennem gældsbobler. Penge er ikke mere noget, som regeringer har styr på. Det er ikke de mønter og sedler nationalbankerne trykker, og som regeringer har styr på, vi skal regne med. Det er de enorme summer, som de internationale finansmarkeder kan junglere med, vi skal prøve at begribe.

Men finansmarkedet er faktisk slet ikke interesseret i, at vi skal kunne begribe deres transaktioner. Alene størrelsen på beløbene de opererer med kan få det til at svimle for almindelige husholdnings-økonomer. Når man fx hører at en førende mægler i et finansselskab kan få udbetalt 550 mill. § i julebonus – ja, så er det så langt fra almindelig forståelse af ’økonomi’, at man på forhånd tænker det drejer sig om luftlag udenfor ens rækkevidde.

Måske er det netop meningen, at vi almindelige borgere ikke skal forstå!  Poul Nyrup Rasmussen skriver s. 28 i bogen I grådighedens tid  ”... de 100 største hedgefonde i verden, de 25 største kapitalfonde og syv største investeringsbanker - og vi har den helt afgørende finansielle magt samlet. I de 130 kontorhuse træffes der dagligt beslutninger, som har konsekvenser for millioner af mennesker, uden for offentlighedens søgelys og enhver form for regulering."  Så er det tydeligt fortalt, at her er tale om økonomisk magt, der er helt udenfor de demokratisk valgte nationale regeringers påvirkningsområde. Det er magter, der truer demokratiet, vi taler om.

Det er folk, der har fået økonomisk magt til at opkøbe nationer og lave selskabstømning på nationer sådan som vi så det i det små med opkøb og tømning af virksomheder i gamle dage. Det er ikke gode folk, der køber firmaer for at skabe arbejdspladser, for at producere varer vi gerne vil have eller for at gavne den økonomiske udvikling. Det er folk, der opkøber for spekulation alene. Vi taler om de små nationers overmagter!

Det er den virkelighed ’moderne socialister’ må forholde sig til. Som situationen er, så tror jeg virkelig, at Villy Søvndal har ret i, at Danmark må føre en meget afbalanceret og ansvarlig økonomi. Alternativet er at vi overlades til tømning af alle de værdier vores forældre og bedsteforældre skabte i og med velfærdssamfundet. Alle de offentlige virksomheder, der ligger i velfærdssamfundet, er sårbare overfor finansmarkedets spekulation. Låner Danmark penge til sit velfærdssystem, så åbner vi for finansøkonomiens spekulation med vort arvegods.

’Moderne socialister’ må altså, tidens ugunstige vilkår taget i betragtning, føre en politik på de penge, der er til rådighed igennem landets indtægter – det vil sige: det vi borgere vil spytte i kassen i form af skatter og afgifter. Der kan hentes lidt ekstra ved at udvide skattegrundlaget (hos multinationale firmaer fx), men det batter ikke nok. Der skal spares, hvis vi ikke vil i lommen på finansspekulanter. Det er den trussel, som ’moderne socialister’ er nødt til at tale meget tydeligt om, hvis de ikke vil lyde som moralske borgerlige, som med Claus Hjort Frederiksens ord ”jo ikke kan bruge penge, vi ikke har.”

Nationer (og virksomheder) kunne sagtens bruge lånte penge, hvis de blev brugt til investering i landets infrastruktur, energiforsyning, uddannelses- og sundhedsvæsen – eller med andre ord gik til at skabe arbejdspladser og varige goder. Sagen er bare, at lånemarkedet er blevet finansfyrsternes marked, så vi ville ikke få arbejdspladser og varige goder. Vi ville blive yderligere forarmet for de ville bruge situationen til at flytte vores værdier over i de gigantiske lønninger og bonusser til mæglere, advokater, lobbyister, osv.

’Moderne socialister’ må bruge kræfter på at gøre op med dette udemokratiske magtvæsen. De er nok nødt til at samarbejde med andre nationers socialistiske politikere om det projekt. USA og Storbritanien har så store indtægter gennem deres finansmarkeder (Wall Street og The City), at de på forhånd har blandede interesser i forhold til ønsket om at gøre op med uvæsnet. Det skulle vel blot gøre alle andre landes socialistiske kræfter endnu mere målsatte på at slutte sig sammen om internationale demokratiske tiltag. Men vi ser, at den politiske situation i EU er temmelig speget i den sammenhæng. Ikke engang det svageste reguleringstiltag (Tobin-skatten) har kunne vinde tilslutning til en demokratisk vedtagelse.

Det er den ’økonomi’ ikke bare ’moderne socialister’ men alle må få øjnene op for. Der er rigtignok brug for balancering og ansvarlighed i den aktuelle situation, men på sigt er der brug for meget mere åbenhed om, hvad der foregår. Det er ikke nok, at tale om ’borgerdyder’ – vi må have reelle oplysninger om situationen. Vi må sammen kræve, at uvæsnet kommer under demokratisk kontrol.

Hvis ikke demokratisk valgte ’moderne socialister’ magter det oplysningsarbejde og iværksætter tiltag imod en demokratisk regulering, så mister selve demokratiet nemlig sin mening.