søndag den 13. maj 2012

politik i undervisningen - når læreren er et politisk menneske


Politik i undervisningen – om at være et politisk menneske

Jeg er inviteret til et arrangement med ovenstående titel. Jeg kan desværre ikke deltage, men jeg har meget lyst til at give mit besyv med, for det er et spørgsmål, der har optaget mig i alle mine 40 undervisningsår. Jeg skriver derfor nedenstående i håb om alligevel at være lidt med i debatten.

Mål for politisk dannelse

Ordet politik udspringer af det græske ord, polis, som betød bystat.  Vi må definere brugen af begreberne etik og politik i dagens Danmark. De er nemlig tæt forbundne. Hvor moralen er etikkens praksis udtrykt af individer, kan man sige at politik er etikkens praksis udtrykt af fællesskabet. Politikken bliver på den måde det sted, hvor diskussioner og debatter skal afgøre hvilke etiske idealer, der skal virkeliggøres i fællesskabet. Politik må, i et demokrati, tage udgangspunkt i samfundets fælles holdninger og værdier, med henblik på at skabe et lovsystem, der sikrer at flertallets holdninger og værdier ophæves til lov – med skyldigt hensyn til mindretallet.
Hvis spørgsmålet er: om en lærer må være et politisk menneske, og om eleverne må erfare læreres politiske engagementer, så synes jeg at det er oplagt, at læreren som eksempel på ’den voksne borger’ er forpligtet på, at inddrage samfundets børn i engageret debat om og udvikling af den fælles politik. Lærerens mål må være at demonstrere egne etiske og politiske kriterier således at eleven engagerer sig i debat om og udvikling af vort fælles demokrati.
Jeg gentager lige målet for den politisk dannede elev:
-          at eleven engagerer sig i debat om og udvikling af vort fælles demokrati på grundlag af argumenterede kriterier.

Hvor møder eleven engagement?

I den sammenhæng mener jeg, at nogle af mine gamle studier kan være lidt interessante.
Jeg vil tale for, at lærere må være engagerede, da det vækker børns engagement – og det giver børnene anledning til at konferere kriterier med voksne. Det mener jeg nedenstående taler for.

”Lærere og pædagoger opfattede livsspørgsmål som regelmæssigt opstående i børnegruppen. Man opfattede spørgsmålene som vedkommende for de enkelte børn men vanskelige at behandle i undervisningssammenhæng. Livsspørgsmål, der handlede om konkret hverdagsomgang opstod oftere en abstrakte spørgsmål. Endvidere viste undersøgelsen, at pædagoger mente, at spørgsmålene opstod oftere end lærerne. (Det siger måske noget om, hvad børn forventer bliver behandlet i skolen.)
Endelig viste undersøgelsen, at religiøst engagerede lærere oftere støder på den slags spørgsmål. Ikke religiøst engagerede lærere finder ikke spørgsmålene så vedkommende for børn, som de engagerede lærere. (Der var ikke de store forskelle - men dog en tendens.) Tilsvarende – og interessant i sammenhæng med overvejelser om de mulige relationer mellem udvikling af politisk dannelse er det, at politisk aktive lærere anser spørgsmål om samfundssyn og politik som mere vedkommende og at den type overvejelser forekommer oftere blandt dem end blandt andre lærere. Ligesom deres opfattelse af undervisningen er, at det er muligt at undervise i sådanne spørgsmål.”[1]

Hvordan udvikler eleverne deres eget engagement?

Jeg tænker også, at det er væsentligt at overveje, hvordan elevers politiske socialisation forløber. Hvordan udvikler elever kriterier for den fælles politik? Nedenstående studie fortæller, at børn ikke er lige godt hjulpne i den forbindelse. Jeg mener, at skolen i et demokratisk samfund må have en opgave her.


”Spørgsmål om politisk dannelse har endvidere været genstand for Robert O Hess og Judith V. Torneys forskning.
                             De beskriver to væsentlige spørgsmål ved politisk socialisation i deres bog.
-          De påpeger en tendens til, at lavstatus børn (socialt) og børn med svag intelligens fra samtlige statuslag øjensynligt er retarderede mht. aktiv deltagelse i beslutningsprocesser og at de formodentlig senere udvikler sig til voksne borgere, der er apatiske overfor det politiske system. Hess og Torney siger, at der ikke er beviser for, at det forholder sig sådan, men at de holdninger de har set hos voksne og hos børn på 8. trin har slående paralleller.
-          De siger også at børns tilegnelse af poltiske holdninger går ad en mellemvej, hvor partiidentifikation (ofte forældrenes partitilknytning) vælges som ramme, hvortil elever så relaterer ethvert nyt emne, som da mere refererer til partifølelser end til komplekse analyser af ideologier og sammenhænge. Det sidste forklarer måske, hvorfor familiens partitilknytning får betydning for børns politiske socialisation.
Det sidste skal dog modificeres fordi de socialt svage eller svagt begavede elever forvirres af skolens fremhævelse af den ”værdineutrale” holdning. Sådan forstået, at når lærere docerer uafhængighed af forældres opfattelse, så er det netop disse børn, der ”tror” mest på læreres opfordring til uafhængighed og lader sig ”forvirre”. Disse tidlige ”systemforståelses”-studier opklarer, hvordan sociale og politiske engagementer i samfundet reproduceres.”[2]

Dette studie gør det vigtigt at overveje, hvornår læreres engagement vækker elevens engagement og personlige stillingtagen til kriterier. Og evt. hvornår og hvordan læreres engagement kan risikere blot at blive kritikløst kopieret af eleven.

Fire scenarier

Det betyder, at vi skal overveje: hvornår politisk engagerede lærere er indoktrinerende? Til det brug vil jeg skitsere fire forskellige engagementers samspil i klasserummet.
  1. En politisk engageret og kriteriebevidst lærer kan næppe indoktrinere en politisk engageret og kriteriebevidst elev. (Det er sandsynligvis i dette klasserum, at de mest interessante spørgsmål dukker op – til seriøs gensidig dialogisk behandling). Jævnfør det første studie.
  2. En politisk engageret og kriteriebevidst lærer risikerer at indoktrinere en politisk ubevidst elev, dersom læreren ikke oplyser om sine kriterier og inddrager eleven i dialog. (Her er læreren forpligtet på at undervise i kriterier …) Jævnfør det andet studie.
  3. En politisk ubevidst lærer kan – ubevidst – indoktrinere en ubevidst elev. (Jeg tror, at det ofte er det, der foregår under betegnelsen ’værdineutralitet’.)
  4. En politisk ubevidst lærer kan ikke indoktrinere en politisk engageret og kriteriebevidst elev. (I det klasserum kan der vist opstå nogle pudsige situationer!)
Min konklusion er, at dersom vi opfylder målet for politisk dannelse af eleverne, så kan elever ikke indoktrineres. Ergo – det er ønskeligt, at elever møder politisk engagerede og kriteriebevidste lærere, dersom vi ikke vil have dem indoktrineret i skolen.

Og, det er vigtigt for demokratiets fortsatte funktion og udvikling, at borgerne er engagerede og kriteriebevidste … så, der er meget at vinde med polisk engagerede og kriteriebevidste lærere.
Jette Tofte Bøndergaard
Cand.pæd.pæd., ph.d.
13. maj 2012


[1] Sven G Hartman og Sten Petterson: Livsfrågor och livsåskådning hos barn. Rapport 7/1980 s. 17. Her citeret fra Jette Bøndergaard: Miljøundervisning – politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet. Licentiatprojekt ved Danmarks Lærerhøjskole, 1991. s. 107-08
[2] Robert O Hess og Judith V. Torney: The Development of Political Attitudes in Children. Her citeret fra Jette Bøndergaard: Miljøundervisning – politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet. Licentiatprojekt ved Danmarks Lærerhøjskole, 1991. s.197-98

Ingen kommentarer:

Send en kommentar