onsdag den 8. maj 2013

Velfærdsjobbere har ikke glemt kærligheden


En kronik i avisen Information påstår, at vi har glemt kærligheden, og at menneskelige relationer underlægges økonomistisk tænkning. En spagfærdig indvending kunne være, at dersom logikken holder, så skulle vi alle ønske at blive finansrådgivere og finansspekulanter. Men det holder ikke. Jeg har oftere hørt elever sige, at de ville være 'noget med mennesker' end ’noget med penge’.

De fleste, der fx vælger lærergerningen ved godt, at den bliver man næppe millionær af - de søger noget andet. Jeg har aldrig mødt en lærerstuderende, som valgte jobbet 'for at plage børn' - nej, de ønsker at gøre en menneskelig forskel. (Det lykkes ikke for alle - det er ulykkeligt - men en anden sag.)

Det samme gør sig gældende for socialrådgivere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger - ja, nok alle de såkaldte velfærdsjob. De vil gavne med-menneskelig samfundsudvikling.

Også derfor er der noget helt tosset i, at de job nu skal 'moderniseres' og 'normaliseres' - gøres effektive og rentable i økonomisk forstand. I stedet burde vi undersøge om ikke de job indeholder kim til en ændring af samfundet i retning af 'Den store omstilling' (Jørgen Steen Nielsen) til menneske- og miljøansvarlig levevis.

Job socialiserer - lærerjobbet har været et job, hvor man løftede en fælles opgave i flok - derfor har overenskomstaftalte arbejdstidsregler været vigtige. Det skyder 'moderniteten' og forestillinger om 'normalt' nu en breche ind i - nu skal lærerne hver især forhandle arbejdstider i konkurrence med kolleger. Individualisering og i sidste ende ensomhed i jobudførelsen kommer til at stresse velfærdsarbejderne. Hvem skulle dog i fremtiden ønske sådan et job? Et job hvor lønmæssig nøjsomhed bliver udråbt som udtryk for manglende kreativitet og klogskab ???

torsdag den 2. maj 2013

Der efterlyses argumenter i dialogen med socialdemokratiet






Jeg er en af dem, der kunne finde på at sige BUH til socialdemokratiets talere en 1. maj. Der blev dog sagt så kraftigt BUH, at Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, efterlyste argumenter frem for larmende demonstration af uenighederne. Det giver mig anledning til at kommentere på en forkortet version af statsminister Helle Thorning-Schmidts tale. Det er et dokument, der lå på socialdemokratiets hjemmeside her til morgen d. 2. maj, som jeg er faldet over - men jeg tror, at det er taget af siden igen. Anyway ... det giver anledning til at markere nogle uenigheder. Jeg har markeret dem som fodnoter i den oprindelige tekst:

"
Kære socialdemokrat


Endelig blev det 1. maj.

En dag, hvor vi fejrer vores værdier. Lige muligheder uanset hvor man kommer fra[1]. Frihed for den enkelte til at folde sit liv ud.[2] Solidaritet mellem mennesker. Kort sagt: Lighed, frihed og solidaritet.[3] Det er vores værdier. Det gjaldt i går. Det gælder i dag. Og så langt øjet rækker.

Det er den røde tråd i regeringens arbejde. Som også afspejler sig i den vækstplan, der faldt på plads i sidste uge. Den handler først som sidst om at sikre danske arbejdspladser. Om at bevare dem, vi har.[4]

Fordi det at have et arbejde giver værdighed.[5]

Det var også derfor, at jeg i forbindelse med udviklingen af vækstplanen mødtes med 19 tillidsrepræsentanter fra virksomheder i hele Danmark.[6] De havde gode forslag til, hvad vi kunne gøre. Blandt andet pegede de på behovet for at reducere en række afgifter, så det bliver mere attraktivt for virksomhederne at investere og dermed skabe nye arbejdspladser.

Det er præcis, hvad vi gør med vækstplanen. Flemming Andersen, der er tillidsrepræsentant på produktionsvirksomheden Aasted i Farum, var med til mødet – og som han siger i videoen nedenfor, så er han overbevist om, at det nu bliver lettere for firmaet at få nogle ordrer hjem i hus.

Det er der grund til at glædes over på en dag som 1. maj.

Der er også grund til at være stolt af, at det er lykkedes os at bryde med blokpolitikken.[7] Det er ikke længere et parti i Folketinget, der
beslutter alt. I dag arbejder vi sammen om at finde løsningerne – fordi fælles løsninger, er stærke løsninger.
Det gælder også for vækstplanen, som er en plan på mere end 90 milliarder kroner. Det er mange penge i min verden.[8] Men tilsyneladende ikke i den verden, hvor Venstres formand Lars Løkke befinder sig.

Han har kaldt det 'en fin lille plan'. Mon ikke Løkke snart skulle fremlægge sin egen plan? Så kan vi jo selv afgøre, hvad der er stort og småt i Løkkes verden.

1. maj er nemlig også en oplagt anledning til at stille et helt centralt spørgsmål: Hvad vil Venstre egentlig? Indtil videre ved vi kun, at Venstre vil have nulvækst, sikre at de rigeste familier undgår at betale arveafgift og så vil de have billigere sodavand. Ok. De fik billigere sodavand og det kan være fint nok.

Men det bliver ikke med os, at arveafgiften for de rigeste bliver afskaffet. Og nulvækst er ikke vejen frem for Danmark.[9] Nulvækst er nul vækst. Det er Venstres vækst.

Vi vil en anden vej.[10]

Vi vil fastholde danske arbejdspladser. Så vi har råd til at investere i uddannelse, i vores ældre og i sundhed. Vi har brug for, at der bliver investeret i fællesskabet. Investeret i mennesker.

Det er derfor, vi er socialdemokrater.

Glædelig 1. maj.

Mange hilsener

Helle Thorning-Schmidt
Statsminister og formand for Socialdemokraterne
Læs hele Helle Thorning-Schmidts 1. maj tale på 

"


[1] Mennesker har ikke og får aldrig lige muligheder. Nogen mennesker er født med sygdom eller anlæg for sygdom senere i livet. Nogen mennesker er født med særlige evner – andre har færre evner. ”Lige muligheder” kompenserer ikke for grundliggende uligheder. Så længe de social-økonomiske forhold er forskellige, så kan ’lige muligheder’ kun blive en mangelfuld kompensation.

[2] Mit menneskesyn indebærer, at man bliver menneske blandt mennesker. Man socialiseres til menneskelighed. Mennesker er indbyrdes afhængige. Vi er inter-subjekter fra fostertilstanden. Vi kan vælge at folde vores fælles liv ud i medmenneskelige fællesskaber frem for at vægte individualiteten. Jeg opfatter denne sætning som et knæfald for et borgerligt menneskesyn. Jeg mener at have belæg for mit menneskesyn i psykologisk småbørnsforskning.

[3] Sloganet får en anden betydning, når individet skal gribe muligheder og folde sit individuelle liv ud i et globaliseret finanskapitalistisk samfund – end det havde tilbage i 1789. Dengang handlede det om at fordele pligter og rettigheder i forhold til livet i landbrugssamfund. Her var uligheden begrænset til brugen af naturressourcerne. Frihed, lighed og broderskab har ikke megen mening, når samfundet er indrettet på, at globale finansfirmaer kan spekulere i selv så menneskeligt basale råvarer som vand, ris og majs.

[4] Men det lyder hult, når man er usikker på sin arbejdsplads i det offentlige, hvor der jo skal spares 12 milliarder i den nærmeste fremtid.

[5] Det er vi enige om, så fordel arbejdet! Med konjunkturbestemt arbejdstid kunne alle samfundets borgere bevare deres værdighed.

[6] Her skabes skel mellem private og offentlige virksomheder – det er ikke de sidste, der høres. Jeg tror ikke på, at offentligt arbejde altid er ’udgift’ for samfundet. Mennesker ansat i det offentlige oppebærer en løn og deraf følgende købekraft – de kan faktisk medvirke til at fastholde andres produktion i det private.

[7] Det oplever jeg så ikke, at der er. Det er stadig helt ensidigt den neoliberale økonomi, der styrer. Det er de samme embedsmænd, der i realiteten lægger den politiske kurs.

[8] Det er det sandelig også i min verden, men jeg tror ikke på, at vi får det lovede ud af de mange penge. Der er ingen sikkerhed for at det skaber arbejdspladser – og slet ikke til dem, der allerede er udenfor arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne ansætter jo ikke mennesker, der har været ramt af ledighed, det viser erfaringerne fra akutpakke-forløbet!

[9] Men er mere materiel vækst vejen frem? Kan klimaet tåle mere vækst i det kemisk-industrielle kompleks? Jeg ville gerne se en begyndende omstilling til bæredygtige livsformer … Jeg savner visioner!

[10] Men hvor finder jeg skitserne til den ’anden vej’? Jeg vil også gerne en anden vej. En helt anden vej – en vej, der fx tager bæredygtighed og klimaproblematikker alvorligt. En vej, hvor boble- og kasinoøkonomi ikke skal sende mennesker, der er afhængige af realøkonomiens stabilitet ud på store kriseture. Jeg er optaget af miljøproblemer og har fx læst Jørgen Steen Nielsen: ”Den store omstilling”, Informations Forlag. Jeg kunne ønske mig en politisk kurs, der går mod omstilling.