Velfærdsjobbere har ikke glemt kærligheden

En kronik i avisen Information påstår, at vi har glemt kærligheden, og at menneskelige relationer underlægges økonomistisk tænkning. En spagfærdig indvending kunne være, at dersom logikken holder, så skulle vi alle ønske at blive finansrådgivere og finansspekulanter. Men det holder ikke. Jeg har oftere hørt elever sige, at de ville være 'noget med mennesker' end ’noget med penge’.

De fleste, der fx vælger lærergerningen ved godt, at den bliver man næppe millionær af - de søger noget andet. Jeg har aldrig mødt en lærerstuderende, som valgte jobbet 'for at plage børn' - nej, de ønsker at gøre en menneskelig forskel. (Det lykkes ikke for alle - det er ulykkeligt - men en anden sag.)

Det samme gør sig gældende for socialrådgivere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger - ja, nok alle de såkaldte velfærdsjob. De vil gavne med-menneskelig samfundsudvikling.

Også derfor er der noget helt tosset i, at de job nu skal 'moderniseres' og 'normaliseres' - gøres effektive og rentable i økonomisk forstand. I stedet burde vi undersøge om ikke de job indeholder kim til en ændring af samfundet i retning af 'Den store omstilling' (Jørgen Steen Nielsen) til menneske- og miljøansvarlig levevis.

Job socialiserer - lærerjobbet har været et job, hvor man løftede en fælles opgave i flok - derfor har overenskomstaftalte arbejdstidsregler været vigtige. Det skyder 'moderniteten' og forestillinger om 'normalt' nu en breche ind i - nu skal lærerne hver især forhandle arbejdstider i konkurrence med kolleger. Individualisering og i sidste ende ensomhed i jobudførelsen kommer til at stresse velfærdsarbejderne. Hvem skulle dog i fremtiden ønske sådan et job? Et job hvor lønmæssig nøjsomhed bliver udråbt som udtryk for manglende kreativitet og klogskab ???