søndag den 29. juni 2014

Hvad skal jeg dog stemme på ved næste valg?

Global socialdemokratisme

Jeg har i mange år – siden min ungdom i 70erne – været optaget af klodens tiltagende miljøproblemer. Det førte i 80erne til et pædagogisk ph.d. projekt om ”Miljøundervisning – et politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet”. Arbejdet førte mig frem til, at ændringer i vores forhold til miljøet måtte ske sideløbende med ændringer i vores økonomiske verdensorden, fordi nogle menneskers måde at overforbruge på gjorde fordeling til et kernespørgsmål i bekæmpelse af miljøproblemer.

Jeg kan ikke prale af, at have LØSNINGEN, men hvad værre er, så kan jeg heller ikke se, at vores politikere søger samstemmende løsninger på de to påtrængende problemer: naturens forskellige klima- og miljønedbrud og voksende økonomisk ulighed mellem mennesker.

I dag læser jeg så, at den neoliberalt tænkende økonom Mands Lundby Hansen mener, at ’vi’ skal spare på velfærdsordninger som kontanthjælp til forældre over 30 år og kvinders barsel. Når jeg sætter ’vi’ i gåseøjne, så skyldes det, at han næppe selv rammes af de nævnte besparelser. Det forekommer mig at være temmelig fantasiforladte forslag. Både fordi de er fremsat mange gange tidligere og fordi der er noget repetativt over netop at foreslå besparelser, der rammer ’de andre’.

Jeg tænker ikke, at de neoliberale har løsningen på menneskehedens problemer.

Den økonomiske politik skal balancere det globale forbrug

Hvad så med socialdemokraterne? Dem vil jeg heller ikke prale af at jeg kan forstå, men jeg tror, at vi alle sammen må forholde os til de præmisser der ligger bag deres seneste politiske tiltag. Jeg er enig i, at statens udlandsgæld må begrænses, og at vores valutasikkerhed må værnes. Jeg synes heller ikke, at det er særligt prisværdigt at danskere generelt er det mest forgældede folk. Det har formodentlig i høj grad noget med vores boligpolitik at gøre. Den må nok overvejes? Samtidig forstår jeg, at Danmark har en temmelig stor privat opsparing i form af pensionsfonde. Her er der vel også noget et overveje? I det hele taget må ’det danske’ forbrugsnønster overvejes for ’vi’ hører til de ”nogle mennesker”, hvis måde at overforbruge på har gjort fordeling mellem klodens mennesker til et kernespørgsmål.

I mit forsøg på at forstå – altså at forstå hvilke politiske løsninger socialdemokraterne søger, har jeg læst forskelligt. Senest er jeg blevet optaget af  Walden Bello: ”Capitalism’s last stand? Deglobalization in the age of austerity”. Side 213ff i denne bog fortælles det, at Gordon Brown foreslog noget, som han kaldte ’alliance-kapitalisme’. Gordon Brown var finansminister og senere premiereminister i Labour-regeringen. Ifølge Wikipedia ønskede han at fremstå økonomisk ansvarlig ved at indlede sin regeringsperiode med at følge de konservatives udgiftsplaner de første to år. Det minder kraftigt om vores siddende regerings idegrundlag, hvori de forpligter sig til at videreføre den økonomiske kurs, som blev fastlagt under Venstres regering. Her bliver Browns begreb om Alliance-kapitalisme interessant.

Alliance-kapitalisme

Walden Bello skitserer det i punkter:
·        Essentielt ses globaliseringen som en fordel for verden, neoliberalisterne har blot forkludret fremstillingen og forklaringen til befolkningerne.
·        Det er påtrængende nødvendigt at overtage globaliseringen fra de neoliberale for processen er reversibel og forandringerne er i realiteten allerede igang.
·        Vækst og lighed kan komme i konflikt, og i så fald må lighed prioriteres.
·        Fri handel er ikke nyttig i det lange løb, og den kan efterlade majoriteten i fattigdom, så det er vigtigt at indgå sociale handelsaftaler på miljømæssige betingelser.
·        Unilateralisme må undgås mens fundamentale reformer i de internationale institutioner og aftaler forhandles og indgås – en proces, der kan betyde opgivelse af nogen institutioner som fx WTOs TRIP-aftaler.
·        Global social integration eller mindskelse af uligheder både indenfor de enkelte lande og imellem lande skal følges med indlemmelse i det globale marked.
·        Udviklingslandenes globale gæld skal eftergives eller radikalt reduceres således at de følgende opsparinger kan bruges til stimulering af den lokale økonomi, og dermed bidrage til global reflation.
·        Fattigdom og miljøødelæggelse er så alvorlig at massive støtteprogrammer eller ”Marshall Planer” fra nord til syd må indskrives i rammerne for ”Årtusindets mål”.
·        ”Anden grønne revolution” må skubbes i gang, særligt i Afrika, gennem udbredt tilegnelse af GMO-sæd.
·        Kæmpe investeringer må helliges at skubbe den globale økonomi i mere bæredygtige retninger, hvor regeringer tager ledende roller i ’Grøn Keynesianisme’ eller ’Grøn kapitalisme’.
·        Militære løsninger må nedtones i forhold til diplomatiske løsninger og ’blød magtanvendelse’, dog kan humanitært begrundede militære indgreb overfor folkedrab anvendes.


Selv med min kluntede oversættelse bliver det tydeligt, at den globale socialdemokratisme helt grundlæggende deler neoliberalisternes præmis om globalisering af markedet. Og de deler præferencen for markedet som bærende princip for produktion, distribution og forbrug – kun må markedets ’fejl’ justeres. Justeringerne vil i høj grad udformes som regerings-reformer (eventuelt på overstatsligt niveau) og kompleksiteten mindsker muligheder for folkelig deltagelse i beslutningsprocesserne. Global socialdemokratisme søger nye kompromisser mellem samfundets klasser ved at minimere kapitalismens tendens til at generere kriser. Der er dybest set tale om topstyret social management. Ønsket er at tilføre socialdemokratismen ny legitimation efter den krise og det kaos, som neoliberalismens deregulerede økonomi skabte. Så vidt jeg forstår kursen, så nærmer den sig konkurrencestatstænkningen.

Jeg har meget svært ved at tro det socialdemokratiske projekt!

Det forekommer mig ikke overbevisende, at socialdemokratierne i Europa kommer langt i deres forsøg på at ’menneskeliggøre’ de amerikansk udtænkte institutioner IMF, WTO og Verdensbanken. Forhandlingerne om frihandel mellem EU og Amerika skræmmer mig. Jeg ser heller ikke lokalt overbevisende tiltag imod voksende ulighed, snarere tværtom.


Globaliseringen er et vilkår

Derfor mener jeg, at vi bliver nødt til at prøve at forstå, hvor den globalt orienterede socialdemokratisme er på vej hen. De fordelingsproblemer, der har ført til klima- og miljøødelæggelser gør det helt nødvendigt, at vi finder globale løsninger på menneskehedens udfordringer, og jeg bekymrer mig for at det velfærdssamfund, som ’vi’ danskere opbyggede i efterkrigstidens vækstperiode ikke er økonomisk holdbart. Heller ikke om det så skulle lykkes os at inddrive al skat fra skyldnere og unddragere.

Velfærdssamfundet som ’vi’ kendte det, hvilede på den sociale ide, at alle havde fordel af at ledige og syge fik ’vores’ hjælp – det er svært at forestille sig den ide udbredt til globalt perspektiv – men det er vel det problem vi må konfrontere? Neoliberalisten Mads Lundby Hansen mener åbenlyst ikke, at han hører med til det ’vi’, der har samfundsmæssig nytte af velfærden som den er udformet igennem de seneste hundrede års overenskomster i Danmark – og næppe heller i en global udformning.

Socialt ansvarlige velfærdsideer er under pres

Den globale socialdemokratisme viser en bevægelse imod at begrænse velfærd til fri adgang til uddannelse og sundhed samt udviklet infrastruktur – og samtidig nedtones de velfærdsgoder, som fagbevægelsen har tilkæmpet sig i form af overenskomstdækkede arbejdsforhold. I Danmark splittede en socialdemokratisk ledet regering fagbevægelsen i foråret 2013. Som arbejdsgiver for de offentligt ansatte lærere dikterede regeringen reformer på tværs af forhandlingstraditioner. Det skete med velsignelse fra de fagforeninger, der organiserer de privatansatte og en stor del af befolkningen. De privatansatte ses som skabende værdier til samfundet i modsætning til de offentligt ansatte, der er ’omkostning’ – og i den globale socialdemokratismes forståelse en del af de omkostninger, som den ’nødvendige økonomi’, der skulle begrænse udlandsgæld og dæmme op for trusler mod valutaen. Det er en velfærdsforståelse, hvor borgerne har pligt til selvforsørgelse – og meget begrænsede rettigheder, hvis evnen svinder på grund af sygdom eller chancerne for at få ansættelse på overenskomstmæssige vilkår er små. Det ligger i ’selvforsørgelses-begrebet’, at der skal skabes værdier, der kan fremme konkurrencestatens placering på det globale marked.

Det er ikke sådan jeg forstår det ’at skabe værdi’. I mit verdensbillede er det en værdi, at være solidarisk med ledige og syge. Jeg ser værdi i gode relationer mellem mennesker – ikke nødvendigvis i form af økonomisk afkast. Jeg ser værdi i bevarelse af naturrigdomme og diversitet. Konkurrencestaten er ikke det samfund, som jeg ønsker. Jeg mener, at velfærd også skal handle om, hvordan vi behandler ledige og syge medborgere samt natur. I mine øjne er det ikke mennesker, der ikke opfylder pligter, men mennesker, der har været uheldige at blive syge eller at være ramt af ledighed. Ledighed er ikke et individuelt problem. Det ligger i sagens natur, at hvor der konkurreres vil der blive tabere – det er en ’markedsfejl’.

Prioriter global lighed frem for global konkurrence!

Kapitalismens – hvad enten den er udformet i alliance eller formet i neoliberalisternes rå form - begrænsede forståelse af velfærd og værdi bringer mig til at betvivle den globale socialdemokratismes projekt. Bevægelsen har i mine øjne givet køb på fundamentale områder. De har ’solgt’ syge og ledige medborgere i de vestlige samfund og de fattige i udviklingslandene samt miljøet – og jeg forstår slet ikke, hvordan de med dette vil forsvare at de prioriterer lighed?

Vi bliver tvært imod flere og flere mennesker, der ikke sikres værdige liv også med den globale socialdemokratismes ’alliance-kapitalisme’.  Der skal nytænkning til – men foreløbig hopper jeg fra tue til tue i pragmatiske valg af det, der forekommer mig at være det mindste onde, når jeg bliver bedt om at afgive min stemme. Det ligger næsten altid et godt stykke til venstre for Socialdemokratiet. Men LØSNINGEN finder jeg ingen steder.

Eller rettere sagt, de partier der påberåber sig LØSNINGEN skræmmer mig med deres fundamentalisme. Samtidig skræmmer det mig, at den globale socialdemokratisme ikke mere fundamentalt forfølger princippet om lighed. Som jeg ser det, er deres chance at opnå folkelig opbakning til dette princip – og ikke at manipulere folket ind i ’alliance-kapitalisme’.

Jeg måtte ha’ luft, tak!





onsdag den 7. maj 2014

70erlærerens refleksion: HVAD bør elever lære – reform eller ej

En kendis udtaler sig – kan skolelever forholde sig kritisk til hans udtalelser?
For nylig mindedes TV-avisen de døde syersker ved en sammenstyrtet fabrik i Bangladesh. Indslaget handlede om, hvorvidt danske producenter havde gjort noget for at forbedre vilkårene for syersker i de lande, hvor de får syet deres tøj – og om vi forbrugere var blevet mere kritiske med at købe tøj, der var produceret på menneskelige vilkår.

Det foranledigede en dansk kendis til at sige, at arbejdsvilkårene i Bangleadesh ikke kom ham ved. Hvis de var umenneskelige, så måtte arbejdstagerne der bare tage sig sammen og gøre noget ved det problem.

Det fik mig til at tænke på, hvad denne kendis dog mon havde lært i sin skoletid. Hvis jeg havde været hans lærer – hvad jeg ikke var – så ville jeg have været flov. Den næste tanke var, om man kunne fremstille en kort historie til belysning af, hvordan samhandelsvilkårene har udviklet sig for udviklingslandene. Det nedenstående er et forsøg på at fremstille en sådan – indrømmet meget forenklet – fortælling. Jeg vil dog påstå, at de mere komplicerede historier fra virkeligheden ikke lader denne fiktive fortælling noget efter. Tvært imod er virkeligheden netop så slem, som situationen for syerkerne i Bangladesh viste.
En forenklet fiktiv fortælling kan være på sin plads, når skolens elever skal forholde sig til kendissens udtalelser.

Et fiktivt eksempel på 300 års samhandels-historie
Et land kolonialiseres engang i 1700tallet. Lad os kalde det Ulandia. Kolonimagten indsætter en loyal hersker, der forstår at samle værdier til kolonimagten - og egen familie. Han gældsætter Ulandia og overfører værdierne til udenlandske konti. Det betyder umiddelbart ikke alverden for de fleste af Ulandias indbyggere. De er fattige, men kan dog brødføde sig selv med det de får ud af deres små jordlodder.

Kolonimagten ønsker at fremme samhandlen.  De får landets hersker til at investere i en jernbane således at det bliver lettere at fragte landbrugsprodukter fra landdistrikterne frem til udskibning i havnebyerne. Til en begyndelse giver det de fattige jordbesiddere en lille ekstra indtægt, når de nu sælger deres overskydende løg til vestlige opkøbere frem for på det lokale marked.

Snart ser Ulandias hersker, at løg giver en fin ekstra valuta til landet. Han bestemmer at landbrugerne skal dyrke flere løg så landet får mere fremmed valuta. Pengene sættes i slotte til herskeren. For landbrugerne betyder det, at de nu dyrker jorden for at sælge produkter på et internationalt marked til markedspriser. Det er en voldsom forandring, som gør dem afhængige af at købe deres egne fødemidler hos konkurrerende jorddyrkere.

Da høsten et år slår fejl, viser det sig, at Ulandias reservelagre er solgt af herskeren da priserne på fødemidler steg. Landet kan ikke selv hjælpe sine hungerramte jordbrugere. Det fører til en situation, hvor Ulandia må bede det internationale samfund om hjælp. Hjælpen gives på betingelse af, at Ulandia underkaster sig et Strukturtilpasningsprogram, som IMF og Verdensbanken har udformet. Det gennemtvinger en omlægning af Ulandias landbrug. Stordrift er en betingelse for hjælpen. Store landbrug med monokulturel drift dyrket på vestlig vis med store landbrugsmaskiner og kemisk gødning.
De små landbrugere må opgive deres traditionelle selvforsynings måde at dyrke jorden på. Mange må i det hele taget opgive deres jordbrug og søge ind til hovedstaden efter forefaldende arbejde.

Ulandias nationaløkonomi er nu helt afhængig af verdensprisen på de løg, der dyrkes i stordrift. Landet har forpligtet sig til at åbne sit indre marked for de vestligt producerede løgtærter og løgsupper på dåse. Med andre ord: Ulandia leverer råvarer til forarbejdning hos de tidligere koloniherrer. Ulandia har svært ved selv at opbygge en forarbejdsningsindustri på grund af løftet om at være åben for fri samhandel med de tidligere koloniherrer, der har alle det frie markeds fordele på sin side – og endda bevarer støtteordninger til deres eget landbrug.  Ulandia slås med en stor arbejdsløshed blandt hovedstadens nye tilflyttere. Samtidig bliver der flere og flere af dem.

En stor virksomhed i Vesten har udtaget patent på det løg, som Ulandia dyrker. Med patentet følger rettigheder til sætteløg, til gødning, midler til bekæmpelse af skadedyr og retten til forarbejdning .  Virksomheden køber flere og flere af Ulandias landbrug op og ansætter de tidligere jordbrugere på deres løgtærte- og løgsuppefabrikker. Der er tale om meget billig arbejdskraft. Ulandias arbejdskraft er så billig at virksomheden flytter hele sin produktion til Ulandia. Fabrikkerne ødelægger landbrugsarealer med sit affald og spildevand.

Arbejderne bliver dårligt ernærede på grund af den lave løn og ensidig kost baseret på restprodukter fra løgdyrkningen. Nu investerer virksomheden i medicin, der angivelig kan afhjælpe de fattige ulandieres symptomer på fejlernæring. Virksomheden tager også patent på den medicin, så Ulandia kan ikke fremstille et billigere kopiprodukt.

Virksomheden har i dag en omsætning, der er større end de fleste små nationalstaters. Den kan bruge mange penge på lobbyisme og kampagner. Den støtter politikeres valgkampe, hvis de til gengæld arbejder for lovgivning, der fremmer virksomhedens interesser på den internationale handelsscene. Den tidligere kolonimagt kan ikke længere bestemme, hvordan handelsvilkårene skal være – og det kan Ulandia slet ikke.
Både den tidligere kolonimagt og Ulandia rammes af, at virksomheden i stigende grad opgiver at tjene på produktionen, fordi efterspørgslen efter deres produkter går tilbage. De fattige ulandiere kan ikke købe og det er trods alt begrænset, hvor mange løgtærter middelklassen i vesten kan fortære, så når arbejdsvilkårne kræves forbedret, så sænkes profitmulighederne. Virksomheden løser problemet ved i stedet at investere i finansielle produkter, hvor risikable spekulationer kan give større profitter. Nu er indbyggerne i både de vestlige lande og Ulandia sat helt ud af spillet – men de mærker resultatet i form af mangel på arbejdspladser og i sidste enden måske mangel på føde.

Vi kan søge forklaringer mange steder
Hvad er skyld i hele dette dårlige samhandelsmønster?
Har kolonimagten skylden?
Har den koloniherrevenlige hersker skylden?
Er det jernbanebygningen, der starter historien?
Er det stordriftsideen?
Er det retten til at tage patent, der giver den skæve udvikling?
Er det frihandelsideen?
Er den neo-kapitalistiske økonomi, og dens financialisering af økonomien, skyldig?
Er det arbejdernes manglende organisering?
Er det de nye socialdemokratier, der har accepteret ideerne om frihandel, international konkurrence og arbejdere som ’arbejdsudbud’, der forstærker den skæve udvikling?
Er det fabriksejernes grådighed?
Er det strukturtilpasningsprogrammerne, som WTO, IMF og Verdensbanken har pålagt ’frie’ markeder?
Er det de USA's og EU's landbrugsstøtteordninger?

Hvis I spørger mig, så er svaret nok meget komplekst – også mere end denne karikerede historie viser – men ét er jeg helt overbevis om: Det er ikke Ulandias fattige befolkning, der er skyld i deres egen fattigdom. Det må vi da kunne lære børn - og kendisser.


Kan nye 70er lærere mon finde skolematerialer, der forklarer eleverne om samhandlens vilkår? Lærerne forventes jo ikke at forberede sig i større omfang, så hvem fremstiller de kritiske materialer?

mandag den 7. april 2014

Fortvivlende tomt reformudspil

Jeg forstår, at produktivitetskommissionen mener vi skal kæmpe for at effektivisere den offentlige sektor. Et af midlerne er angiveligt, at bryde fagforeningernes arbejde med at indgå overenskomster for deres medlemmer. ’Overenskomsterne er rigide’, lyder det. For undervisere gælder det, at ’arbejdstiden må normaliseres’.

Jeg var folkeskolelærer i årene 1968 til 1985. I 1973 oplevede vi, at arbejdstidens ’normalisering’ blev indført af økonomiminister Per Hækkerup. Uden forvarsel trådte han frem på landsdækkende TV og kundgjorde, at lærernes undervisningstid blev hævet fra 27 lektioner til 30 lektioner på baggrund af en lektionsforkortelse på fem minutter. Lige siden har det været diskuteret, hvad der er ’normal’ fordeling af undervisning og forberedelse indenfor den arbejdstidsnorm, som gjaldt for det samlede arbejdsmarked. Der har i alle årene verseret myter om, at lærerne arbejdede mindre end andre og havde længere ferier end andre lønmodtagere. Sandheden var, at mine arbejdsopgaver til punkt og prikke opfyldte normerne for arbejdsmarkedet - på papiret. I virkeligheden arbejdede jeg på alle mulige og umulige skæve tidspunkter. Jeg stod til rådighed morgen og aften for rådsøgende forældre. Også i ferier har jeg villigt taget telefon eller endog mødt op til vanskelige samtaler. De selvbetalte pauser til frokostindtagelse foregik indenfor høreradiussen af elevernes udfoldelser – man skulle jo kunne springe til, hvis ’situationer’ opstod. Jeg har gennem årene lagt tusindvis af kroner i materialer, der kunne forbedre min forberedelse. Jeg har lagt kontor og reolmetre til opbevaring af samme materialer i mit private hjem. Mine folkeskoleår lå før computernes udbredelse, men jeg har da både investeret i skrivemaskine og duplikator i hjemmet. Jeg efter- og videreuddannede mig i min frie tid, for jeg var meget optaget af at gøre min undervisning bedre. Det var en livsstil at være lærer. Elevernes læreprocesser optog mig i al min vågne tid – i hvert fald kunne tankerne sagtens gå den vej både når jeg cyklede hjem fra skolen, når jeg læste avisen, når jeg oplevede et teaterstykke eller var bortrejst til andre lande. Det var ikke et 8 -16 job! Der var ingen øvre normer for, hvornår man var en god-nok-lærer, og ingen arbejdsgiver, der passede på man ikke brændte ud. Var man udsat for urimelige forældres forventninger, måtte man selv lære sig at se dimensionerne i kritikken.

Jeg har set kolleger brænde ud og gå ned med stress, men vi kaldte det nok noget andet dengang.

Der kunne være mange gode grunde til at ’normalisere’ underviseres arbejdstid. Det ser bare ikke ud til, at det er de gode grunde, der driver produktivitetskommissionens og finansministeriets tiltag.

De unge lærere, som jeg kender, ved ikke hvordan fordelingen af undervisning og forberedelse skal ske i praksis næste skoleår. På denne tid af året ville hovedparten af lærere normalt i store træk kende det kommende års arbejdsopgaver. De ville vide, hvilke elever de skulle undervise, hvem de skulle samarbejde med, og indenfor hvilke rammer samarbejdet skulle foregå. De ville kende den arbejdsplads, hvor deres forberedelse skulle ske, og de ville være tryg ved at materialerne til forberedelsen var ved hånden. Sådan oplever de det ikke i år.

De har tvært imod fået at vide, at skolelederen skal fastsætte den enkelte lærers norm. I praksis må det vel betyde, at bliver arbejdsopgaverne lettet for den ene lærer så må de blive tungere for en anden. Det må selvsagt være lammende for ethvert lærerinitiativ at normerne for fordeling af opgaverne er fjernet. Når man samtidig er blevet gjort bekendt med, at skolelederen skal lede og fordele, så forventer man vel netop at dette sker.

Lige nu hører jeg lærere forvente, at ledelsen spiller ud om, hvordan næste år skal organiseres. De er blevet fortalt, at undervisningen skal organiseres anderledes med ’spændende’ og ’aktive’ eftermiddagstimer i samarbejde med andre parter. Men de er samtidig blevet fortalt, at de skal forberede sig i kortere tid på mere effektive måder. Ingen har endnu fortalt, hvordan ’effektiviseringen’ skal foregå, og heller ikke afsløret sammen med hvem. I medierne fortæller journalister, at lærerne er ’umotiverede’. Hvorfor spørger de ikke til, hvor den ledelse er, der skal motivere dem?

Hvorfor spørger journalister ikke om, hvad det vil sige at være ’motiveret’, når man forventes at udfylde en reform, der ikke udstikker andre motiver end ’effektivisering’ og ’produktivitetsøgning’?

Hvorfor spørger journalisterne ikke til, hvilken forskning der ligger bag præsmissen om ’effektivisering’ af læreprocesser?

Hvorfor spørger journalisterne ikke til, hvilke problemer i skolen man søger at løse med reformudspillet? Det ville da være ganske fornuftigt at undersøge om reformens midler svarer på udfordringerne.

Jeg indrømmer, at jeg har min tvivl om, hvorvidt reformen vil afhjælpe udfordringer som hviler på samfundsskabte forhold: stor arbejdsløshed blandt kortvarigt uddannede og personer med indvandrerbaggrund, øget pres på arbejdsstyrken på grund af global konkurrence og tidlig nedslidning af manuelt arbejdende grupper på grund af netop ’effektivisering’. Reformen har ingen nytænkning af skolens indhold, så dens mere fremmedsprogsundervisning, mere dansk og mere matematik vil næppe heller afhjælpe den herskende idefattigdom hvad angår vækstparadigmets nedslidning af kloden. Reformen vil på ingen måde støtte fremtidens voksne i at udvikle fredelige fordelinger af naturressourcerne – tvært imod er dens bærende princip, at vi alle er hinandens konkurrenter, og at konkurrence og gode testscorer er det væsentligste bidrag til fremtiden.

Jeg var glad for at være lærer. Det førte meget med sig for mit vedkommende. Jeg fordybede mig, studerede og gennemførte akademiske studier udi pædagogik. Jeg underviste i læreruddannelsen og på akademiske studier – men altid var det mine tidlige år som lærer, der var den professionelle drivkraft. Jeg bliver ked af det, når jeg ser at mine erfaringer fra professionsfeltet bliver mødt nedgørende og forhånende. Og jeg bliver ked af det, når forskerkollegers viden om modersmålsundervisning, om specielle vanskeligheder i læreprocesser for særligt udsatte børn, om komplikationer i koblingen mellem teori og praksis i undervisning og meget, meget mere blot negligeres.

Jeg bliver i særdeleshed fortvivlet, når jeg hører unge dygtige lærere, som jeg har medvirket til at uddanne, sige: jeg er ved at skvulpe over af fortvivlelse.

Men jeg forstår dem godt.

fredag den 31. januar 2014

Socialdemokratiet er ikke modent til 'Den store omstilling'

MAGNUS HEUNICHE SIGER, AT REGERINGEN SKULLE HAVE KOMMUNIKERET BEDRE! !!!

Men det er ikke et spørgsmål om god eller dårlig kommunikation. Det er uenighedens substans, der er væsentlig.

Vi er nogen, der tror at 'Den store omstilling' er nødvendig, hvis menneskeheden skal undgå klimakatastrofer og social ustabil udvikling. Handel med Goldman Sachs er kontraindiceret. Det forstod SF og partiets bagland.


Hvis finansminister, Bjarne Corydon, har forståelse for den folkelige modstand mod finansophobning hos casinoøkonomer og mod deres brug af skattely-metoder, så er det her kommunikationsbristen opstår: hvad gør han og socialdemokratiet for at 'omstille'? Han har aldrig forklaret salgets nødvendighed. I stedet gjorde han det til et spørgsmål om at have tro på socialdemokratiets projekt og tillid til dets finansminister. Men hans projekt er jo konkurrencestaten. Konkurrence ændrer ikke det kapitalistiske systems fejl.

Man retter ikke pasformen på en frakke ved at sy endnu en lomme på frakken!

Socialdemokratiet går ikke efter 'omstilling' - eller det man i gamle dage kaldte revision af det kapitalistiske system - de går tvært imod efter at skærpe konkurrencen. Socialdemokratiet er blevet et systembærende parti - i skarp konkurrence med hele spektret af liberale partier.

Det er noget sludder at tilskrive regeringssammenbruddet en særlig manglende modenhed hos SF. Socialdemokratiet forlangte, at SF skulle skræve så meget at bukserne måtte sprænges. Men lur mig om ikke bukserne samtidig sprang hos mange tidligere socialdemokrater.

Handel med Goldman Sachs var aldrig eneste mulighed for at tilføre DONG ny kapital. Magnus Heuniche må forklare, hvorfor det var så vigtigt for socialdemokratiet at indgå netop den handel. Så vigtig at det måtte koste regeringssamarbejdet. Det var dem, der i første omgang svigtede 'omstillingen'. Det er et langt større svigt end en kommunikationsbrist om salgets vigtighed for DONGs kapitalbeholdning. Det ville klæde ordfører Heuniche at forholde sig til systemfejlen frem for konkurrencelapperiet. Måske ville det også klæde socialdemokratiet at afklare egen holdning til kapitalen. Er partiets program at støtte denne verdens Fritz Shur'er i at øge afkast, udbytter, bonusser, optioner osv. eller er det at bekæmpe den voksende ulighed?

Det er socialdemokratiet der ikke er modent til 'Den store omstilling'. Det kræver derfor overmenneskelig modenhed af et lille parti at få et regeringssamarbejde til at lykkes, når det store parti kun har 'det grønne' i munden - ikke i handling. Og når kampen imod skattely kun foregår som efterfølgende retssager ført af skatteministeren imod de sager, som finansministeren har indgået uden inddragelse af hverken skatte-, energi- eller miljøministeren.

Forklar os - folket - hvorfor 'Den store omstilling' bare er mundsvejr for socialdemokratiet. Magnus Heuniche, det er det vi savner svar på.