Hvad skal jeg dog stemme på ved næste valg?

Global socialdemokratisme

Jeg har i mange år – siden min ungdom i 70erne – været optaget af klodens tiltagende miljøproblemer. Det førte i 80erne til et pædagogisk ph.d. projekt om ”Miljøundervisning – et politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet”. Arbejdet førte mig frem til, at ændringer i vores forhold til miljøet måtte ske sideløbende med ændringer i vores økonomiske verdensorden, fordi nogle menneskers måde at overforbruge på gjorde fordeling til et kernespørgsmål i bekæmpelse af miljøproblemer.

Jeg kan ikke prale af, at have LØSNINGEN, men hvad værre er, så kan jeg heller ikke se, at vores politikere søger samstemmende løsninger på de to påtrængende problemer: naturens forskellige klima- og miljønedbrud og voksende økonomisk ulighed mellem mennesker.
I dag læser jeg så, at den neoliberalt tænkende økonom Mands Lundby Hansen mener, at ’vi’ skal spare på velfærdsordninger som kontanthjælp til forældre over 30 år og kvinders barsel. Når jeg sætter ’vi’ i gåseøjne, så skyldes det, at han næppe selv rammes af de nævnte besparelser. Det forekommer mig at være temmelig fantasiforladte forslag. Både fordi de er fremsat mange gange tidligere og fordi der er noget repetativt over netop at foreslå besparelser, der rammer ’de andre’.

Jeg tænker ikke, at de neoliberale har løsningen på menneskehedens problemer.

Den økonomiske politik skal balancere det globale forbrug

Hvad så med socialdemokraterne? Dem vil jeg heller ikke prale af at jeg kan forstå, men jeg tror, at vi alle sammen må forholde os til de præmisser der ligger bag deres seneste politiske tiltag. Jeg er enig i, at statens udlandsgæld må begrænses, og at vores valutasikkerhed må værnes. Jeg synes heller ikke, at det er særligt prisværdigt at danskere generelt er det mest forgældede folk. Det har formodentlig i høj grad noget med vores boligpolitik at gøre. Den må nok overvejes? Samtidig forstår jeg, at Danmark har en temmelig stor privat opsparing i form af pensionsfonde. Her er der vel også noget et overveje? I det hele taget må ’det danske’ forbrugsnønster overvejes for ’vi’ hører til de ”nogle mennesker”, hvis måde at overforbruge på har gjort fordeling mellem klodens mennesker til et kernespørgsmål.

I mit forsøg på at forstå – altså at forstå hvilke politiske løsninger socialdemokraterne søger, har jeg læst forskelligt. Senest er jeg blevet optaget af  Walden Bello: ”Capitalism’s last stand? Deglobalization in the age of austerity”. Side 213ff i denne bog fortælles det, at Gordon Brown foreslog noget, som han kaldte ’alliance-kapitalisme’. Gordon Brown var finansminister og senere premiereminister i Labour-regeringen. Ifølge Wikipedia ønskede han at fremstå økonomisk ansvarlig ved at indlede sin regeringsperiode med at følge de konservatives udgiftsplaner de første to år. Det minder kraftigt om vores siddende regerings idegrundlag, hvori de forpligter sig til at videreføre den økonomiske kurs, som blev fastlagt under Venstres regering. Her bliver Browns begreb om Alliance-kapitalisme interessant.

Alliance-kapitalisme

Walden Bello skitserer det i punkter:

·        Essentielt ses globaliseringen som en fordel for verden, neoliberalisterne har blot forkludret fremstillingen og forklaringen til befolkningerne.

·        Det er påtrængende nødvendigt at overtage globaliseringen fra de neoliberale for processen er reversibel og forandringerne er i realiteten allerede igang.

·        Vækst og lighed kan komme i konflikt, og i så fald må lighed prioriteres.

·        Fri handel er ikke nyttig i det lange løb, og den kan efterlade majoriteten i fattigdom, så det er vigtigt at indgå sociale handelsaftaler på miljømæssige betingelser.

·        Unilateralisme må undgås mens fundamentale reformer i de internationale institutioner og aftaler forhandles og indgås – en proces, der kan betyde opgivelse af nogen institutioner som fx WTOs TRIP-aftaler.

·        Global social integration eller mindskelse af uligheder både indenfor de enkelte lande og imellem lande skal følges med indlemmelse i det globale marked.

·        Udviklingslandenes globale gæld skal eftergives eller radikalt reduceres således at de følgende opsparinger kan bruges til stimulering af den lokale økonomi, og dermed bidrage til global reflation.

·        Fattigdom og miljøødelæggelse er så alvorlig at massive støtteprogrammer eller ”Marshall Planer” fra nord til syd må indskrives i rammerne for ”Årtusindets mål”.

·        ”Anden grønne revolution” må skubbes i gang, særligt i Afrika, gennem udbredt tilegnelse af GMO-sæd.

·        Kæmpe investeringer må helliges at skubbe den globale økonomi i mere bæredygtige retninger, hvor regeringer tager ledende roller i ’Grøn Keynesianisme’ eller ’Grøn kapitalisme’.

·        Militære løsninger må nedtones i forhold til diplomatiske løsninger og ’blød magtanvendelse’, dog kan humanitært begrundede militære indgreb overfor folkedrab anvendes.

Selv med min kluntede oversættelse bliver det tydeligt, at den globale socialdemokratisme helt grundlæggende deler neoliberalisternes præmis om globalisering af markedet. Og de deler præferencen for markedet som bærende princip for produktion, distribution og forbrug – kun må markedets ’fejl’ justeres. Justeringerne vil i høj grad udformes som regerings-reformer (eventuelt på overstatsligt niveau) og kompleksiteten mindsker muligheder for folkelig deltagelse i beslutningsprocesserne. Global socialdemokratisme søger nye kompromisser mellem samfundets klasser ved at minimere kapitalismens tendens til at generere kriser. Der er dybest set tale om topstyret social management. Ønsket er at tilføre socialdemokratismen ny legitimation efter den krise og det kaos, som neoliberalismens deregulerede økonomi skabte. Så vidt jeg forstår kursen, så nærmer den sig konkurrencestatstænkningen.

Jeg har meget svært ved at tro det socialdemokratiske projekt!

Det forekommer mig ikke overbevisende, at socialdemokratierne i Europa kommer langt i deres forsøg på at ’menneskeliggøre’ de amerikansk udtænkte institutioner IMF, WTO og Verdensbanken. Forhandlingerne om frihandel mellem EU og Amerika skræmmer mig. Jeg ser heller ikke lokalt overbevisende tiltag imod voksende ulighed, snarere tværtom.

Globaliseringen er et vilkår

Derfor mener jeg, at vi bliver nødt til at prøve at forstå, hvor den globalt orienterede socialdemokratisme er på vej hen. De fordelingsproblemer, der har ført til klima- og miljøødelæggelser gør det helt nødvendigt, at vi finder globale løsninger på menneskehedens udfordringer, og jeg bekymrer mig for at det velfærdssamfund, som ’vi’ danskere opbyggede i efterkrigstidens vækstperiode ikke er økonomisk holdbart. Heller ikke om det så skulle lykkes os at inddrive al skat fra skyldnere og unddragere.

Velfærdssamfundet som ’vi’ kendte det, hvilede på den sociale ide, at alle havde fordel af at ledige og syge fik ’vores’ hjælp – det er svært at forestille sig den ide udbredt til globalt perspektiv – men det er vel det problem vi må konfrontere? Neoliberalisten Mads Lundby Hansen mener åbenlyst ikke, at han hører med til det ’vi’, der har samfundsmæssig nytte af velfærden som den er udformet igennem de seneste hundrede års overenskomster i Danmark – og næppe heller i en global udformning.

Socialt ansvarlige velfærdsideer er under pres

Den globale socialdemokratisme viser en bevægelse imod at begrænse velfærd til fri adgang til uddannelse og sundhed samt udviklet infrastruktur – og samtidig nedtones de velfærdsgoder, som fagbevægelsen har tilkæmpet sig i form af overenskomstdækkede arbejdsforhold. I Danmark splittede en socialdemokratisk ledet regering fagbevægelsen i foråret 2013. Som arbejdsgiver for de offentligt ansatte lærere dikterede regeringen reformer på tværs af forhandlingstraditioner. Det skete med velsignelse fra de fagforeninger, der organiserer de privatansatte og en stor del af befolkningen. De privatansatte ses som skabende værdier til samfundet i modsætning til de offentligt ansatte, der er ’omkostning’ – og i den globale socialdemokratismes forståelse en del af de omkostninger, som den ’nødvendige økonomi’, der skulle begrænse udlandsgæld og dæmme op for trusler mod valutaen. Det er en velfærdsforståelse, hvor borgerne har pligt til selvforsørgelse – og meget begrænsede rettigheder, hvis evnen svinder på grund af sygdom eller chancerne for at få ansættelse på overenskomstmæssige vilkår er små. Det ligger i ’selvforsørgelses-begrebet’, at der skal skabes værdier, der kan fremme konkurrencestatens placering på det globale marked.

Det er ikke sådan jeg forstår det ’at skabe værdi’. I mit verdensbillede er det en værdi, at være solidarisk med ledige og syge. Jeg ser værdi i gode relationer mellem mennesker – ikke nødvendigvis i form af økonomisk afkast. Jeg ser værdi i bevarelse af naturrigdomme og diversitet. Konkurrencestaten er ikke det samfund, som jeg ønsker. Jeg mener, at velfærd også skal handle om, hvordan vi behandler ledige og syge medborgere samt natur. I mine øjne er det ikke mennesker, der ikke opfylder pligter, men mennesker, der har været uheldige at blive syge eller at være ramt af ledighed. Ledighed er ikke et individuelt problem. Det ligger i sagens natur, at hvor der konkurreres vil der blive tabere – det er en ’markedsfejl’.

Prioriter global lighed frem for global konkurrence!

Kapitalismens – hvad enten den er udformet i alliance eller formet i neoliberalisternes rå form - begrænsede forståelse af velfærd og værdi bringer mig til at betvivle den globale socialdemokratismes projekt. Bevægelsen har i mine øjne givet køb på fundamentale områder. De har ’solgt’ syge og ledige medborgere i de vestlige samfund og de fattige i udviklingslandene samt miljøet – og jeg forstår slet ikke, hvordan de med dette vil forsvare at de prioriterer lighed?

Vi bliver tvært imod flere og flere mennesker, der ikke sikres værdige liv også med den globale socialdemokratismes ’alliance-kapitalisme’.  Der skal nytænkning til – men foreløbig hopper jeg fra tue til tue i pragmatiske valg af det, der forekommer mig at være det mindste onde, når jeg bliver bedt om at afgive min stemme. Det ligger næsten altid et godt stykke til venstre for Socialdemokratiet. Men LØSNINGEN finder jeg ingen steder.

Eller rettere sagt, de partier der påberåber sig LØSNINGEN skræmmer mig med deres fundamentalisme. Samtidig skræmmer det mig, at den globale socialdemokratisme ikke mere fundamentalt forfølger princippet om lighed. Som jeg ser det, er deres chance at opnå folkelig opbakning til dette princip – og ikke at manipulere folket ind i ’alliance-kapitalisme’.

Jeg måtte ha’ luft, tak!