Jeg lever i en anden virkelighed end Sørine Gotfredsen og Dansk Folkeparti!

Sørine Gotfredsen definerer ’Mennesket’ for Dansk Folkeparti i bloggen ”De blå menneskelige værdier”. Mit menneskesyn og min virkelighedsopfattelse er helt forskellig fra hendes. Min opfattelse giver desuden plads til at vi kan være flere om at definere ’virkeligheden'. Det er en særlig kvalitet i et demokrati!

Jeg har studeret og forsket i videnskaben pædagogik, og jeg ved, at det er umuligt at udtale sig skråsikkert om menneskets natur. Studerer man menneskesynets historie, vil man finde alt fra at mennesket er født ondt og må tugtes (Luther) til at mennesket er født godt og må beskyttes fra samfundet (Rousseau). Der imellem findes mange positioner som fx at den nyfødte er en tom tavle, hvorpå der kan skrives hvad som helst.

Selv finder jeg følgende udsagn mest plausible: Menneskets natur er af en anden natur, nemlig den intersubjektive socialiserede natur. Allerede fra fødslen er menneskebarnet del af et socialt liv, hvor det kender sin mors stemme og meget hurtigt lærer at skelne hendes ansigt fra alle andres. Mennesket har ikke en natur. Mennesket tilegner sig sin menneskelige natur i sine sociale fællesskaber. Det menneskelige fællesskab har stor betydning for udviklingen af menneskets personlighed – som ikke er naturlig, men kulturlig.

Jeg er derfor voldsomt uenig med Gotfredsen, når hun skriver, at der ligger ”et dybt menneskesyn” bag Dansk Folkepartis restriktive indvandrerpolitik. Det er ikke dybt, men valgt efter forgodtbefindende. Det oplyses ikke, hvad der bringer Gotfredsen frem til hendes postulater om, at ”Menneskenaturen har dunkle sider”. Og videre at mennesket er grundet i sin kultur, religion og sit sprog.

I min virkelighed skaber vi mennesker sammen den kultur, den religion og det sprog, som vi er fælles om. Det er fænomener, der hviler i mellemmenneskelige fællesskaber, som vi både skabes af og selv bidrager til udvikling af. Kultur, religion og sprog er noget vi gør sammen.

Jeg skal ikke afgøre om mit menneskesyn er ’dybere’ end Gotfredsens. Det lader sig i sagens natur ikke undersøge. Man vil aldrig med nogen videnskabelig sikkerhed kunne sige, hvordan ’Mennesket’ ville udvikle sig udenfor kulturen. Menneske bliver man i sin menneskelige sammenhæng. Menneskets væsen er, som skrevet ovenfor, kulturlig, så det er ikke vanskeligt at forstå, at Gotfredsen ved, hvad menneskets natur er i Dansk Folkepartis kulturelle ramme.

Jeg vil hævde, at mit menneskesyn fører til mere positive forståelser af menneskelivet. I min forståelse er der plads til tro på, at mennesker kan indgå i mangeartede sociale rammer, og at det er muligt at skabe nye rammer for vores fælles liv. Det er et menneskesyn, der indebærer håb om udvikling i stadig mere menneskevenlig retning.

I mit fag tænkes ’Mennesket’ som et nysgerrigt lærende væsen, der aktivt undersøger sine omgivelser. Det gælder i særdeleshed nysgerrighed og aktivitet rettet imod, hvordan det kan gøre sig til et værdsat medlem af det fællesskab, som det blev født ind i. Det søger anerkendelse – og vokser med samme.

Voksne individer har, efter min opfattelse, ansvar for at udvikle mere anerkendende samfund end det restriktive samfund, som Gotfredsen beskriver. Ifølge hende må vi indrette samfundet ” så menneskenaturens dunkle sider inddæmmes”. Det nødvendiggør i hendes optik den konservative politik, som Dansk Folkeparti står for, fordi ’virkeligheden’ tilsiger det. Men vi får ikke løftet sløret for, hvis virkelighed, der tales om, blot at ”et menneske i den virkelige verden er … så grundet i sin givne virkelighed, at man i længden nedbryder et samfunds homogenitet ved at inddrage for mange med en helt anden kultur. Det handler om troen på, at mennesket hviler så dybt i kulturel, religiøs og sproglig identitet, at det er ansvarsløst trods mange års mislykket integration blot fortsat at dyrke mangfoldighedens ideologi.”

I min virkelighed er der mennesker med forskellige uddannelser, forskellige hudfarver, forskellige slægtshistorier, forskellig religiøsitet, forskellige politiske opfattelser. Vi er forskellige, men nogen ligner også. Vi er mange mødre, mange avislæsere, mange løbere, mange tegnere, mange ateister osv. Jeg føler mig ganske godt integreret i mit mangfoldige samfunds virkelighed. Selv om jeg er andengenerationsindvandrer i København.

Den danske kultur er ikke nu og var ikke tidligere en homogen størrelse. For fire slægtled siden var mine forfædre fattige vestjyske bønder. I de tre mellemliggende slægtled har mine forfædre bevæget sig gennem uddannelse og ansættelser i tjenestemandsstillinger. Hvad er egentlig min families virkelighed? Og hvor ligger den virkelighed? Ligger den i det fattige vestjyske bondesamfund eller i det østjyske selvstændige erhvervsliv? Og repræsenterer mit liv, siden min flytning fra Jylland i femårsalderen,”en anden kultur” som nedbryder nogens virkelighed?

Min pointe er, at det er ansvarsløst af politikere (og præster) at fremhæve forskelle, hvor de lige så godt kunne fremhæve ligheder. Forfatteren Amartya Sen omtaler den menneskelige diversitet som, at vi er forskelligt forskellige – og det menneskesyn er i overensstemmelse med den mangfoldige virkelighed, jeg ser. 

Andre verdener er tænkelige

Der er meget i den herskende verdensorden, som jeg kunne forestille mig anderledes. Det gælder den økonomiske fordeling af naturens rigdomme. Det gælder måder vi mennesker omgås på. Og, det gælder i særdeleshed de forestillinger vi kan skabe om fremtiden hver for sig og sammen. Det er store ændringer, jeg ønsker mig. Men når jeg så mindes om, at min egen mor var født uden valgret, så opmuntres jeg, for så kan megen forandring jo ske over en forholdsvis kort tid. Jeg er første generation i min families kvindeslægt, som er født med valgret. Det forpligter!

Jeg er et utålmodigt gemyt, så mange gange har jeg det svært med min overbevisning om, at samfundsforandring nødvendigvis må ske gennem demokratiske processer, dialoger og kompromisser, kompromisser, kompromisser … Det tager tid, men det er min overbevisning, at det er den fredeligste måde at skabe forandringer på. Ikke alene er jeg den første generation, der er født med valgret, jeg er også født som fredsbarn – først i maj 1945. Også det at være et fredsbarn forpligter!

Siden min pureste ungdom har jeg været optaget af, at vores vestlige livsform truer miljøet. Meget er blevet bedre siden da. Der sprøjtes ikke længere med DDT på markerne og vi omgås røntgenstråler forsigtigere fx. I min barndom kunne man se, hvordan nye sko passede til fødderne ved at stikke foden ind i et røntgenapparat!

Men der er stadig meget, der kunne være anderledes – og bedre. Verden kunne, uden fossile brandstoffers forurening og ændring af klodens klima, være ganske anderledes end den verden vi ser omkring os. Det er også muligt at forestille sig en verden reguleret af menneskeligt vedtagne principper frem for markedets stadige udkonkurrering af store folkegrupper.

Jeg føler mig forpligtet til at formulere mine tanker om en bedre verden. Jeg mener, at jeg må forsøge, i dialog med medmennesker, at skabe en verden, hvor adgangen til ren luft og rent vand og til jordens brødgivende muligheder, er ligeligt fordelt rettighed for alle mennesker. Jeg er af den inderlige overbevisning, at jo mere ligeligt vi fordeler jordens ressourcer jo mere fredeligt vil vi leve sammen – og jo rigere vil livet opleves af alle mennesker. Her tænker jeg ikke bare materielt men i særdeleshed kulturelt. I en sådan verden ville fredeligt samvær, kunstneriske udfoldelser, naturnydelse og gensidig forpligtelse på at udfordre hinanden socialt, filosofisk, empatisk og fysisk være central. Ingen mennesker skulle være henviste til håbet om et bedre liv hinsides det jordiske! Menneskene ville sammen forpligte sig på at skabe de bedst mulige vilkår her på jorden – og vi ville trøste hinanden i de sorgens stunder, som følger af vores fælles bevidsthed om vores egen og vores kæres dødelighed.

Jeg indledte med at fortælle, at det ikke er længe siden kvinders valgret var utænkelig. Men den ret kunne tænkes – og føres ud i livet.

Andre rettigheder er tilsvarende tænkelige – og mulige at føre ud i livet. Den kapitalistiske verdensorden er ikke gammel, så en tid med andre indretninger var mulig før. Kapitalisme er måske et skridt på vejen mod noget bedre for flere mennesker – det kan vi selv være med til at afgøre. Rigtig mange mennesker har haft fordel af kapitalismens verdensorden, men dens ulemper er også blevet tydeligere. Før kapitalismen havde vi feudaltidens herremænd, der udnyttede livegne og stavnsbundne. Det synes vi i dag var uretfærdigt. Tilsvarende er vor tids finansherskeres spekulation i at udbytte borgeres økonomiske ressourcer helt uacceptabel uretfærdig. Og de er desuden en stadig trussel imod vores muligheder for at ændre tingenes tilstand ad demokratiets vej.

Eksempelvis og med risiko for at dumme mig .... jeg er ikke hverken finans- eller handelsuddannet, men. ... For få dage siden indledtes en artikel i avisen Information med en historie om, hvordan et papir fra den amerikanske kemi-lobby fik miljøkommissæren til at trække et kritisk udkast af banen efter blot 18 dage. Det kritiske forslag skulle forberede EUparlamentets lovgivning omkring risikovurderinger af hormonforstyrrende stoffer. I kort version, så er EUlovgivningen forhalet så meget, at TTPI-forhandlingerne vil kunne gennemføres før et EU-lovudkast kan forberedes og vedtages. Det betyder, at demokratiet i EU er overtrumfet af den amerikanske kemi-lobby.

Nu forlyder det så, at amerikanske MONSANTO overvejer køb af schweiziske SYNGENTA. Det betyder at lobbyisme fra agro-kemi-lobbyisterne bliver endnu stærkere. Der er tale om en monopollignende mastodont.

Forsigtighedshensyn og risikovurderinger! !!! Demokratisk indflydelse? ???

I den sammenhæng er et dansk folketingsvalg af mindre betydning, for hvad enten det er en socialdemokratisk eller en liberal dansk politiker, så er EUparlamentet ikke gearet til at styre EUkommissionens forhippelse på at handle. Fri handel er jo essensen i EU!

Eksemplet illustrerer, at finansherrer allerede overtrumfer demokratiske beslutningsprocesser, og altså giver andre mennesker vilkår, der ikke lader de livegne og stavnsbundne meget efter. Det højt besungne begreb om frihed er igen for de få – nemlig finansfyrster, kapitalejere og jordbesiddere – ikke for os, der må affinde os med de påtvungne handelsvilkår. For en tid endnu er vilkårene for uheldige medborgere afbødet af, at der har været vedtagne velfærdsregler om deling af ressourcerne. Men meget tyder på, at liberale kræfter i vores samfund vil bringe disse solidariske ordninger til ophør. Jeg føler mig forpligtet på at sige: samfundet KAN indrettes anderledes.

Til gengæld føler jeg mig også overbevist om, at det er vanskeligt for den enkelte, at ændre verdensordenen. For nylig læste jeg at den danske energisektor mente, at nu havde den gjort hvad den kunne for at imødegå klimaændringerne. Nu måtte ændringerne ske bag ligusterhækkene, lød det. Og selvfølgelig kan vi hver især ændre i vores forbrugsmønstre således at vi spiser mindre kød, slukker for lyset og sparer på vandet, men det er næppe muligt at forbruge os til ændringer!

Der skal alternative samfundsvisioner på banen. Jeg ønsker mig ingen totalitære diktatorstyringer, men et mere effektivt demokratisk system, hvor vi netop er i dialog om anderledes visioner for min, mine børns og mine børnebørns fremtid – det føler jeg mig forpligtet på at bidrage til. Jeg ytrer mig om mine fantasier, jeg deler på sociale medier, når jeg læser andres interessante forslag og jeg forsøger at holde mine fantasier levende ved at læse såvel fag- som skønlitteratur om mulige (og måske umulige og uønskelige) menneskelige indretninger af samfund.

Og, jeg afgiver naturligvis min stemme ved ethvert valg til mit samfunds demokratiske institutioner. Det er vigtigt at bakke de fælles samfundsinstitutioner op. Det føler jeg mig forpligtet til.

Jeg bliver ked af det, når jeg hører at mennesker, der er kritiske overfor tingenes tilstand, opfordrer til ikke at bruge stemmeretten. Så føler jeg mig svigtet. Del Jeres visioner! Forpligt Jer!

Historieundervisning virker - den giver kollektivt hukommelsestab

Historie virker, selvfølgelig!

I forsommeren udgav min ældste datter og jeg en bog ”At gøre kultur i skolen – Interkulturel praksis i historieundervisningen”. I den forbindelse kom vi til at love en artikel til nærværende tidsskrift. Vi blev opfordret til skrivningen med henvisning til, at foreningen på lederplads (2010 nr. 1) havde rejst spørgsmål, som også vores bog arbejdede med. Lederen spørger i overskriften: hvad skal den faglige forening for historie og samfundsfag i grundskolen? Det diskuteres i særdeleshed, hvilken opgave undervisning i faget historie må varetage. Anledningen til spørgsmålet er den store bevågenhed, som netop historiefaget har fra politikernes side. Der er megen opmærksomhed om, hvad faget ’bruges’ til. Vores bog er et svar på spørgsmålet i den forstand, at vi argumenterer for, hvordan forståelse af begrebet ’kulturmøde’ spiller ind på faget. Forstår man kultur som noget udenom os, som noget vi kan tilegne os, så giver det en ganske anden forståelse af fagets opgave end hvis man forstår kultur som noget vi mennesker gør. I den sidste forståelse er det ikke kulturer, men mennesker der mødes. Vi udfolder forskellene over 218 sider og jeg vil afstå fra at give en forkortet version her.

I stedet vil jeg tage udgangspunkt i, hvad jeg personligt ’bruger’ historie til – eller hvor jeg, til min egen overraskelse, ikke gør brug af historie. Først må jeg lige præsentere mig yderligere: jeg er linjeuddannet historielærer fra 1968 og har undervist i faget igennem flere forløb. I undervisningsåret 1970-71 fulgte jeg et årskursus hos lektorerne Sven Sødring Jensen og Vagn Oluf Nielsen. Det var et kursus på 110 lektioner delt over 40 skoleuger. Det er min formelle baggrund for at beskæftige mig med faget. Jeg har dog ikke været medlem af den faglige forening siden jeg i 1992 forlod arbejdet som folkeskolelærer til fordel for en lektorstilling i de pædagogiske fag ved læreruddannelsen – det hører dog med i billedet, at jeg har en videreuddannelse indenfor faget didaktik, som jeg har erhvervet en ph.d. grad i. Nu er jeg pensionist. Jeg føler mig derfor ikke kaldet til, at besvare foreningens spørgsmål i generaliserende vendinger. (I forbindelse med vores bogudgivelse skal jeg yderligere bemærke, at min datter er cand. mag i historie og at hun har bestredet en to-årig timelærerstilling ved N. Zahles Seminarium i læreruddannelsesfaget historieundervisning.)

Men nok om det formelle! Jeg ville fortælle om min egen ’brug’ af historie. I sommeren 2006 ville tilfældigheder, at min mand og jeg besøgte den tropiske ø Grenada. Den sydligste ø i Caribien. Min yngste datter og svigersøn var bosat der for et halvt år. Han var igang med antropologiske studier af genbosættelse på øen. Det handlede om problemer mellem de hjemkomne og deres mere landfaste familiemedlemmer. De hjemkomne byggede store huse med anvendelse af et langt arbejdslivs opsparede midler – og med forestillinger om pensionistlivet hentet fortrinsvis i England. Der viste sig at være konflikter mellem ældgamle forestillinger om ejendom og familiefølelsens udstrækning på den ene side, og de importerede vestlige forståelser på den anden. Min datter benyttede tiden til at studere caribisk litteratur. De unges studier prægede naturligvis vores konkrete oplevelser på øen ligesom de påvirkede vores forståelse af, hvilke historiske vilkår den grenadinske befolkning var underlagt.

Da min datter skrev speciale i litteraturvidenskab på baggrund af Earl Lovelace (f. 1935): ”The Dragon can’t dance”, inspirerede det mig til yderligere refleksion over historiens indvirkning på slavernes efterkommere. Dragefiguren vakte min nysgerrighed. Hvad var det, der fik figuren til at sky almindeligt arbejde? Han kunne tolkes som en figur, der på den ene side vægrede sig ved at påtage sig arbejdsforpligtelser og på den anden side ikke at kunne udholde et liv i den ensomhed, som et uforpligtet liv medfører. Manden var – som de indbyggere vi havde mødt på Grenada – efterkommer af afrikanske slaver. Arbejde var historisk forbundet med den hvide mands undertrykkelse, så det måtte man vægre sig ved at tage personligt ansvar for. Karnevallet var den sortes restitueringsperiode. Man kunne opnå respekt som karnevallets bedste dragedanser. Det var en respekt, som lå udenfor den hvide mands domæne – en slags frirum og en mulighed for oprejsning. Denne mandefigur matcher dog ikke moderne sorte kvinders behov for et trygt materielt liv for deres børn. De ønsker forpligtede mænd. Dragens vægring ved at forpligte sig på arbejdsmarkedet førte uundgåeligt til, at han heller ikke kunne forpligte sig i forhold til en kvinde – og så havde vi balladen! I min udlægning af Dragens dilemma inddrager jeg historiske omstændigheder som forklaring på en individuel psykisk tilstand. Jeg ’bruger’ historien til at forklare en mandsfigurs position på arbejdsmarkedet. Til en vis grad tror jeg endda, at jeg ’bruger’ slavehistorien til at forklare et helt folks forhold til fænomenet arbejde. Under vort besøg blev vi fortalt – af de hjemvendte grenadinere – at indstillingen til arbejde var meget lemfældig blandt unge på øen. ”De unge er uden forståelse for at aftaler skal holdes. Man må importere kinesisk arbejdskraft til bygning af et stadion, som skal være færdigt til en bestemt tid.” Sådan blev de kinesiske gæstearbejderes tilstedeværelse forklaret for os. Det tolker jeg som en beretning om, at det historisk udviklede begreb om arbejde virker på den aktuelle livsudfoldelse.

Mit pensionistliv giver mig frihed til at tilslutte mig ’karnevals-livet’. Jeg priser mig heldig over at være havnet i det historiske vilkår, at jeg lever i et samfund med pensionsordning. Dragen havde ikke en overførselsindkomst at falde tilbage på. Han var – mere eller mindre tvungent - nødt til at indrullere sig i hæren af arbejdssøgende.

For at gøre en lang historie kort, så rejste mit møde med Grenada, med den grenadinske befolkning og med nogle caribiske skønlitterære fortællinger nogle spørgsmål for mig: på hvilken måde har slavefortiden indvirkning på en nutidig befolknings mentalitet? Hvordan påvirker en sådan fælles historisk baggrund den nationale mentalitet? Hvor determinerende er sådanne socialpsykologiske vilkår? Hvordan påvirker forestillinger om arbejde nye stater som Grenada?

Disse spørgsmål dukkede op igen i forlængelse af kulturarrangementet ”Golden days”. Jeg opslog et billede af Victor Cornelins på min Facebook-profil. Jeg ville fortælle, at det ikke er længere siden end 1905, at man hentede en sort slaveefterkommer fra de Dansk- vestindiske Øer til Danmark for at udstille ham i Tivoli! (Victor var bare 8 år, da han blev hentet, og han genså aldrig sin mor. Jeg forestiller mig, at Victor Cornelins må have besiddet en betydelig integritet siden han kunne vokse op og blive skoleinspektør på Lolland - med menneskeligt overskud i behold. Hans skæbne har optaget mig siden jeg første gang hørte om ham.) Anledningen til min statusmeddelelse på Facebook var, at jeg følte trang til at gøre opmærksom på, at de formuer slavehandlen skabte i Danmark, er tilvejebragt gennem slavernes – og siden fattige plantagearbejderes – arbejde og lidelse. Jeg var provokeret af, at en venstremand, i et Deadline-program, ikke mente, at der var behov for at rippe op i danskernes hukommelse vedrørende fortiden som slavehandlernation. ”Der var ikke grund til at beskæftige sig med de bedrifter!” Så tænkte jeg: de bedrifter er jo ikke desto mindre stadig den formueballast, som nogle danskere har. Jeg havde de socialpsykologiske langtidsvirkninger, som de er illustreret med Dragen, i baghovedet og syntes, at det var rimeligt at erindre om gevinsten for andre.

Statusmeddelelsen gav mig en venneanmodning. Formanden for ”Virgin Islands Reparation Movement”,  Shelley Moorhead, bad om Facebook-venskab. Det blev jeg benovet over. Jeg bad ham anvise mig noget moderne litteratur, som kunne uddybe min forståelse af, hvordan nulevende slaveefterkommere påvirkes af deres slægtshistorie.

Jeg forestiller mig en sådan slægtshistorie må være i stærk modsætning til min, som er lokaliseret i henholdsvis Øst- og Vestjylland. Jeg forestiller mig, at mine forfædre – og mødre – har levet et slidsomt liv, men ikke desto mindre dog stabilt lokaliseret tilbage til 1750erne – sikkert længere. Det betyder noget, at slægten tæller sunde, længelevende, arbejdsomme personer. De har ikke slavet for andre end dem selv og deres børn – i sidste ende for mig. De har helt bestemt ikke været slaveejere. Jeg er heller ikke belastet af en formue samlet på slavehandel. Det er jeg ganske tilfreds med!

Men tilbage til mit venskab med Shelley Moorhead. Han besvarede mit spørgsmål om skønlitteratur med i stedet at henvise til faglitteratur om den danske slavehandel. Jeg oplever, at han insisterer på, at jeg skal læse om historien. Jeg mener ellers, at jeg nok kan forestille mig den grusomhed datiden må have udvist. Jeg har da hørt beretninger om de amerikanske slaver. Jeg har forstået, at transporterne over Atlanterhavet havde dødelig udgang for rigtig mange. Jeg kan genfortælle enkelte øjenvidneskildringer af grusomheder. Jeg har endda for mere end 30 år siden undervist en 6. klasse i trekantshandlen: skydevåben til Afrika – slaver til Vestindien – og sukker til Danmark.  Jeg mener – jeg har faktisk ikke lyst til at beskæftige mig med flere historiske facts om slaver. Det er jo længe siden! Jeg – eller mine forfædre – har ikke noget med det at skaffe. Jeg vil hellere beskæftige mig med nutiden. Nutiden er der en chance for at ændre på.

Det irriterede mig, at jeg skulle fastholdes i slavehistorien når det var nutiden, der interesserede mig. Den ene af de to forfattere, som jeg var blevet henvist til viste sig ydermere ikke at kunne bestilles gennem bibliotek.dk. Han fandtes simpelthen ikke. Jeg bestilte, hvad jeg tror er hovedværket, af den anden forfatter og så løb jeg en tur.

På løbeturen slog det mig, at jeg måske har brug for at bedyre min uskyld i forhold til slavehistorien. Jeg kom til at tænke over, hvorfor jeg følte trang til at afslå læsning om Danmarks slavehandel. Og jeg blev i tvivl om, om det er sådan, at det danske velfærd i høj grad hviler på den historie? Hviler min gode ret til pension på den historie? Jeg har da selv sparet op til min tjenestemandspension, ikke? Danskernes velfærd hviler da på andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og skibsfarten, ikke? Vores fremgang er da båret af opfindsomme bryggere, mejerister og skibsbyggere, ikke?

Jeg må vist indrømme, at min ’brug’ af historie til at forklare Den Andens situation ikke blev sammenkædet med min egen historie. Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg faktisk ikke meget om De Vestindiske Øer. I Deadline fortalte Shelley Moorhead til Kurt Strand, at han gerne ville se danskerne optaget af ”vores fælles 250 års historie”. Det er da en pæn måde at sige det på, tænkte jeg. Har slaveejere og slaver en fælles historie? Har postkoloniers befolkning fælles historie med tidligere slavehandlere og plantageejere? Har min personlige historie noget tilfælles med vestindernes historie? Mit ærinde med Facebook-statussen var, at fortælle, at danske skolebørn af i dag næppe får megen viden om dansk formuehistorie. Det, der stod om Victor Conelins i en moderne skolebog, var, at han kom til Danmark i 1905 og fik en læreruddannelse! Man skal vel ikke belemre skolebørn med ubehagelig viden? Ved nærmere eftertanke må jeg så indrømme, at jeg ikke selv har nogen nævneværdig bevidsthed om, hvilken betydning de omtalte 250 års danmarkshistorie har for mig og andre almindelige danskere. Jeg havde ikke gennemskuet, at jeg ikke besidder megen viden om formuehistorien og dens indvirken på danmarkshistorien. Ydermere måtte jeg erkende, at jeg heller ikke selv ønskede at blive konfronteret med ubehagelig viden!

Jeg har nu indrømmet, at der er et hul i min viden om De Dansk-vestindiske Øer. Hullet påvirker muligvis min forståelse af, hvad det danske velfærdssamfund hviler på. I hvert fald bringer det mig til den konklusion, at man umuligt kan fortælle danmarkshistorie uafhængigt af internationale udviklinger. Jeg taler ikke for, at vi danskere skal påtage os en fælles skyld i forhold til slavehistorien. Men vi skal forstå, at vi kan takke andre for store dele af vor nuværende rigdom. Disse andre har ikke mulighed for at gøre samme entre på det internationale marked. De kan ikke tvinge andre til at slave rigdom sammen til dem – de må selv forsøge at finde deres veje til udkomme i konkurrencen på verdensmarkedet. Om vilkåret så er, som for Grenada, at bytte med muskatnødder!

Mine overvejelser førte mig til i hvert fald to pointer. Den første er, at fortielse om historiske emner også fortæller historie, og indvirker på forståelsen af Den Anden. Min bevidsthed om fortid virker på mine forestillinger om nutid. Konkret virker min forståelse af ’slavehistorien’ sådan, at jeg har svært ved at opfatte den som noget, der har med mit liv at gøre. Med min vægring kan jeg ’nøjes’ med at forstå Dragens arbejdsbegreb. Det forklarer hans vanskelige situation. Men Dragens påståede ’karnevals-livsfilosofi’ er måske yderligere interessant. Måske er der stof til fælles overvejelse af arbejdsbegrebet? Vores samfund er angiveligt præget af en calvinsk arbejdsmoral. En prægning, som er i modsætning til den prægning om arbejdet ’som den hvide mands ide’, der fortaltes at gøre sig gældende på Grenada. Der er tale om modstridende begreber om arbejde. Kunne mere ’karnevals-liv’ hjælpe os i klimakrisen? Med dette spørgsmål illustrerer jeg, at Dragens dilemma er yderst aktuelt. Jeg ’bruger’ historien til at gøre mig forestillinger om fremtid. Det er så den anden pointe, at vores selv- og historieforståelse påvirker vores forestillinger om, hvordan fremtidig udvikling kan påvirkes.

Hele denne fortælling bringer mig til at sige, at historiefaget (gennem dets lærere og den faglige forening) har en vigtig forpligtelse til at fremdrage historier, som der hersker fortielse og tavshed om. Det gælder i særdeleshed de historier, der med deres fortielse bidrager til at forskønne dansk historiefremstilling og samtidig unddrager sig ansvar for Den Andens historie. Historieundervisning skulle gerne være balanceret således, at vi hverken overvurderer os selv eller undervurderer andre. I det hele taget er beskrivende undervisning, der hviler på vurdering problematisk. En kritisk bevidsthed om, hvad historie kan gøre ved os, og vores forståelse af de andre er at foretrække. Det er ikke fortællingerne, der er det vigtige, det er måden de bliver ’brugt’ på vi skal blive kloge på. Vi skal vide, at vi ikke alene er historieskabte, men også historieskabende. Vi gør historie. Vi gør kultur.

Det er netop den helt overordnede pointe i vores bog ”At gøre kultur i skolen – Interkulturel praksis i historieundervisning”. Vores ærinde er at sætte fokus på, at uanset om overleverede kendsgerninger er sande eller ej, så virker de. I min fortælling bevirker den historiske tavshed om dansk slavehandel, at den ’selvfede’ fortælling om stavnsbønder, der fik ophævet stavnsbåndet da læsning og regning blev almene færdigheder, om borgere, der fik ophævet kongens enevældige magt blot ved at bede om det, og om arbejdere der fik en hovedaftale af de sundhedsoptagede arbejdsgivere, ikke bliver sat i relief. Det er et spørgsmål om man faktisk kan fortælle historie som en fælles historie mellem stavnsbønder og herremænd, mellem borgere og magtbesiddere, mellem arbejdere og arbejdsgivere, mellem postkoloniale samfund og tidligere slavehandlernationer osv.? Er vi ikke snarere nødt til at formidle forståelse for, at der eksisterer modsatte interesser. Bevidsthed om at mennesker handler på baggrund af deres interesser. Ikke fordi de er slaver, stavnsbønder, borgere eller arbejdere men fordi de er mennesker underlagt historiske vilkår. Slaveejere, herremænd, konger og økonomifyrster handlede ud fra deres forståelse af vilkårene. De gjorde allesammen historie på baggrund af de forståelser af modsætningerne i samfundet, som de nu engang opfattede historien med. For slaveejerne virkede historier om, at den hvide race var andre overlegne. Deres forestilling om overlegenhed forhindrede dem i at se den lidelse systemet medførte. Man kan sige, at begrebet ’race’ virkede. Tilsvarende virkede historier, om at visse mennesker var udvalgt af Gud, til at forhindre herremænd og konger i at se deres undersåtter som medmennesker. Religiøse dogmer virkede.

Det er vores håb, at vi med vores bog kan fremme forståelsen af, at vi er hinandens med-mennesker. Vi er henviste til at løse vores indbyrdes konflikter igennem opbygning af delte forståelser af de historiske vilkår og deres virkning på os som individer og som medlemmer af diverse grupperinger. I bogen peger vi på, at forståelser af begreber som kultur, identitet, nationalitet og etnicitet spiller ind på de måder historien virker på. Hvis modsætning beskrives som grundet på etnicitet frem for på fattigdom fx, så giver det væsensforskellige forståelses- og handlemuligheder. Hvis jeg ovenfor havde forstået Dragen som låst i en sort etnicitet, så havde jeg ikke kunnet forestille mig, at han kunne gøre andet end at være Dragen – sort er han jo. Forstår jeg ham derimod som et med-menneske, der er fanget i modsat virkende forståelser af arbejde og frihed, så kan jeg møde ham, diskutere med ham – ja, måske endda lære af hans forståelse. Vi kunne måske sammen udvirke nye forståelser til fælles bedste.

Jeg indledte med at sige, at jeg ikke ville besvare lederens spørgsmål, men jeg tænker, at jeg alligevel indirekte er kommet til at tale for, at historiefaget skal bidrage til følsomhed overfor modsatrettede interesser. Faget kan sætte fokus på, hvad vi gør med vore begreber. Dragen kunne mødes med en fastlåsende forestilling om hans etnicitet, men han kunne også mødes ved at vi deler vores respektive forståelse af arbejde med hinanden. Det ville i mine øjne være fint, hvis elever forlader skolen med en forestilling om, at de har handlemuligheder, og at de kan gøre en forskel. De kan gøre forskel i arbejdslivet med den måde de møder deres fremtidige kolleger på. De kan gøre forskel med den måde de agerer på i deres boligforening. De kan selvfølgelig også gøre forskel, hvis de vælger at træde ind på de større politiske arenaer. De kan gøre en forskel, hvis de agerer med bevidsthed om, på hvilke måder de selv skaber historie, mens de gør den.

PS Lad mig slutte med en opdatering. I vores historiebøger kan vi læse, at Danmark solgte De Dansk-vestindiske Øer til USA i 1917. Øerne hedder i dag United States Virgin Islands. Shelley Moorhead gør opmærksom på, at det var 100.000 mennesker, der blev solgt! Det gør en forskel om jeg beskriver historien som et salg af øer eller mennesker! Mennesker der ikke havde dansk statsborgerskab ved salget og her i 2010 endnu ikke har fået fuldt amerikansk statsborgerskab – eller national selvbestemmelse som Grenada.

 Ovenstående artikel er skrevet il Historie & Samfundsfag, 2010

 Kilder:

http://www.facebook.com/video/video.php?v=134250496605551&ref=share

http://www.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=30130  :